... men der var lige et par hurdler undervejs, inden vi kom så vidt.
Søndag morgen, afrejsedag, 10 minutter til afgang med bus mod lufthavn; så burde der være ro på og styr på bagagen...men.....vi måtte kæmpe lige til det sidste.
Bare 10 min før vi skulle forlade hotellet, var Alfreds Nintendo væk; og jeg havde med sikkerhed haft den i hånden 2 timer forinden og pakket den forsvarligt ned, for netop at undgå panik! Men pist borte var den altså. Alfred blev mindre hysterisk ved tanken om ikke at få den med hjem, når han nu havde passet på den i 2 måneder, hvor den havde overlevet både sand, salt og vand, og jeg blev totalt stresset fordi tiden gik, og alle tasker måtte tømmes og rodes igennem flere gange. Spændingen og stemmestyrken steg lige til sidste minut, hvor den mirakuløst blev fundet ... lige dér hvor den var tiltænkt at være. Puhhh.
Ok...godt ord igen, og så op til vejen for at vente på en bus, der normalt kom kørende forbi i en lind strøm; men det var jo søndag, hvilket jeg ikke lige havde tænkt på - før nu - så der kom ingen busser! Til alt held standsede en taxi og tog os op, men det var på et hængende hår, at jeg kunne betale den, da jeg havde regnet med udgifter til en bus, og ellers havde brugt de overskydende ECD i dagene op til hjemrejsen.
Vel fremme i den lille lufthavn, tjekkede vi ind og fik udleverede de frygtede men forventede formularer til udfyldning, og som en naturlig ting bad jeg om at låne en kuglepen; men blev henvist til at købe én i kiosken!! Der røg så de absolut sidste mønter.
Så stor - meget stor, grænsende til enorm - var min irritation, da vi ved paskontrollen blev afkrævet et udrejsegebyr på 40 EDC (hvilket ca. svarer til 80 D.kr.), og de naturligvis ikke tog imod kreditkort! Så..jeg måtte efterlade Alfred og vores pas, og styrte ud af lufthavnen for at finde en hæveautomat, der krævede 50 Dkr i gebyr for at hæve det ønskede beløb.
På udrejsen havde jeg haft pakket PC'en i håndbagagen for at passe på den, men hver gang vi skulle igennem sikkerhedskontrollen, skulle jeg tage den op af tasken; det ville jeg undgå denne gang, og havde derfor pakket den ned i den indtjekkede bagage, og havde i stedet taget kamera med i håndbagagen (for at justere vægten). Så det kunne jo ikke overraske, at man her valgte at kameraet skulle ud af håndbagagen og splittes i atomer: linsen af huset, og dækslet af i begge ender på den ekstra linse, så man kunne kikke igennem. Hvad hjælper det så, at man prøver at forbedre sig, og optimere flowet igennem lufthavnen???
Vi ventede vel ½ time, kom ombord og havde 35 gode minutter i luften, inden vi ankom til min "ynglings-lufthavn": Barbados, der også denne gang bød på timelang underholdning, idet det lykkedes begge vores tasker at forsvinde på den korte strækning fra St. Vincent. Hen og fylde papirer ud ved skranken, sammen med de andre 10 passagerer fra samme fly, der ligeledes havde mistet bagagen. Beskeden var, at de "måske" ville dukke op ved 16-tiden (næste fly til London havde afgang kl 17.50), men jeg skulle selv henvende mig til flyselskabet, og bede dem om at følge mig til bagageafhentningen for at se efter den - og det betød, at vi ikke kunne komme ind i sikkerhedsområdet, men måtte blive udenfor lufthavnen og vente i 3 timer :-(
Hmm..så traskede vi mod tolden, hånd i hånd, Jeg havde én rygsæk, og Alfred havde sin kokospalme-hat på, som ikke kunne klemmes ned i taskerne. Selvfølgelig var der så lige blevet udstedt et forbud mod indførsel af kokos-relaterede-produkter på grund af en lille rød mide (hvis jeg får fat i den mide, er den ikke længere eksisterende!), så vi måtte ikke medbringe hatten ind på den anden side af tolden, men kunne aflevere den, og så hente den igen samme sted, når vi havde checket ind og var på vej mod gaten. Så....ingen bagage, ingen kokoshat og ingen mobil!!!
Vi overlevede dog de næste par timer, fik checket ind på næste fly - uden bagage - og da klokken nærmede sig 16, gik vi ned til flyselskabets skranke og bad om at blive fulgt hele vejen tilbage igennem tolden til bagageudlevering. Det var ikke nødvendigt med en ledsager, vi kunne blot gå ned og vise vores blå seddel til tolderene; som sagt så gjort....hele vejen tilbage igennem lufthavnen for blot at blive afvist i tolden, og blive belært om, at der skulle en mand med fra flyselskabet...så tilbage igen...hente en mand (ingen ville frivilligt gå med, for de påstod stadig, at det ikke var nødvendigt), og så turen retur igen....Og sørme, om ikke det lykkedes denne gang, og stor var lettelsen, da vi faktisk fandt vores 2 tasker (der jo indehold alt den medsmuglede rom), så turen retur endnu engang føltes ikke så tung. Vi fik afleveret bagagen og kom smertefrit igennem paskontrol mm, og vel inde på den anden side, skulle vi så igen kæmpe os frem til tolden for at få udleveret hatten!!
Meget kan man sige, og det er ikke altsammen lige pænt, men de 5 timer føltes over hovedet ikke som lang tid, da vi var fuldt beskæftiget med at rende rundt i lufthavnen det meste af tiden. Tak!!
Herfra gik turen let og planmæssigt, men vi fik ikke sovet alverden over Atlanten, da de første 2 timer gik med servering, der blev kortet 4 timer af natten, og vi blev vækket med morgenmad kl. 4, da vi skulle lande kl 6. Da vi steg ind i sidste fly fra London til København, og stewarden bød os: "Velkommen ombord", stoppede Alfred op med åben mund og spurgte meget forbavset: "Er du dansk?".
Og nu er vi så hjemme igen...jeg begyndte at nyse ved ankomsten, og har frosset lige siden. Vi havde en fridag i går tirsdag, men allerede i dag har vi været af sted på henholdsvis job og i børnehave. Jeg fik dog udsat mødetiden den første dag med 1½ time, så vi kunne stå op lidt senere end normalt, da vi stadig ikke har vænnet os til dansk tid. Men i morgen er det alvor!! Op kl 5.30 og så derud af.
Og alt herhjemme ligener overraskende nok sig selv. Huset var lige så rodet, som da vi tog af sted, og opvaskemaskinen virker stadig ikke. Når jeg ser mig omkring, er det svært at forstå, at vi har været væk i 2 måneder, og alle de gode minder samt tinten i ansigtet blegner hurtigt, når hverdagen sætter ind.
Jeg glæder mig til at se billederne igennem og krérere en fotobog; måske noget af den afslappede og uforpligtende stemning kommer igen.
