Rejsen fortsætter ......

- med motor (!) men med reduceret besætning, idet Veikko har valgt at blive i land, selvom han havde plads på båden resten af denne uge ud. Så nu er vi 4 voksne: Ann Helen og John fra Norge, Freddy og jeg.

 

Vi gik ombord i dag tirsdag, efter at have tilbragt 5 dage på den lille ø Carriacou. Det har været et hyggeligt bekendskab, med én af de få øer, som ikke vrimler med turister, og som efter sigende er ca 50 år bagefter de andre øer. Den er omkranset af skønne hvide strande med kokospalmer, der ligger øde hen. Normalt er vandet stille og krystalklart, men i de dage vi har været her, har blæsten hærget området, og pisket vandet op og gjort det grumset og tryllet bølgerne frem - men - i morgen - skulle det blive fantastisk igen. :-) 

Udsigt fra vores veranda.






Vores hus på en vaskedag.

Huset vi havde lejet, bestod af 3 værelser med seng og myggenet, badeværelse med regnvandsbrusebad (al brugsvand er opsamlet regnvand, der opsamles fra tagfladen på hvert enkelt hus og opbevares i store sorte tanke i haven), samt køkken/alrum. Det vigtigste var næsten verandaen med udsigt over Tyrell Bay, der lå lige på den anden side af vejen, blot et stenkast fra huset - bogstaveligt talt! Nabogrunden var et tilgroet vildnis der afslørede flere spændende dyr og fugle i løbet af de dage vi boede der.



Dagligvarerhandlen havde mest af alt karakter af at være en skibsprovianthandel, det eneste køkkenredskab man behøvede for at tilberede et måltid med deres varer, var en dåseåbner. Således kom julemiddagen til at bestå af grønsagssuppe (konserves) til forret, ris og frosne burger-"bøffer" til hovedret og is til dessert. Alternativet var et frossent stykke kalkun, hvor man udenpå reklamerede med: "Taste like ham". John havde medbragt danske juleøl og en linieakvavit til at højne julestemningen.


Alle gode intentioner om økologisk, frisk og varieret kost med masser af grønt ryger fløjten hernede, hvor hovedingrediens en i alt mad er kylling, og grønt næsten ikke er til at betale. En pose kartofler, vel ca 3 kg kostede 50 kr (25 ECD), og 8 tomater 70 kr, på det lokale marked i hovedbyen. Forhåbentlig var det turistpriser, ellers har lokalbefolkningen da ikke en chance. Men det lader til, at alt grønt er importeret - gulerødderne kommer helt fra Canada - og meget imod mine forventninger, så er det også småt med frugten på disse kanter. Her er en del citrusfrugt - lime og grape - og et væld af bananer, der så ikke rigtig er bananer alligevel, men en frugt der ligner til forveksling, men som kun egner sig til madlavning.



Alfred er heldigvis godt tilfreds med mange små "måltider", så han overlever fint på kiks, yoghurt, æble, banan, knækbrød (stadig en pakke wasa vi havde med hjemmefra), lidt hjemmebagt brød, og af og til et kogt æg (æg er her masser af; de sælges stykvis og man bringer dem med hjem i en plastpose, så der er en vis spildprocent), som alt sammen kommer drypvis i løbet af dagen.

Én af vores naboer.





Vi har været omgivet af søde og hjælpsomme mennesker fra mange forskellige lande, og med hver deres baggrund og måde at arrangere og leve et liv på. Mange er gengangere og kommer forbi hvert år, da det er en ø, som man enten forelsker sig i, eller forsøger at undgå. Der var parret, som arbejdede for Folkekirkens Nødhjælp i Jerusalem 10 måneder om året, og sejlede rundt i Caribien de sidste 2, der var parret, som arbejdede hvert andet år og sejlede hvert andet år, hvilket kunne lade sig gøre, fordi de byttede ALT (hus, hun, kat, job mm.) med et vennepar som så overtog forretningen mens de var væk, Jeanett der bor halvdelen af året i Sverige og arbejder og den anden halvdel af året på Carriacou med en lokal kæreste.





Dejligt at se, at livet ikke nødvendigvis behøver at bestå af hverdag 365 dage om året, men at mulighederne er der, hvis man tør satse, og er villig til at ofre noget. 

Og så er der alle de pensionerede amerikaner og europæer, som har slået sig ned permanent. Vi blev budt med til julegilde den 25. december hos en fastboer, og dér var dejlig mad: 2 kalkuner, 2 skinker, 4 languster samt diverse tilbehør. Buffeten blev stillet op i haven på 2 store borde, og når man var mæt og veltilpas, kunne man slentre ud af havelågen, så lå stranden lige dér, lang og hvid :-)





  

Alfred i godt selskab med Jeranett, Veikkos svenske kollega







Øens faste beboere er alle smilende og søde; de hilser og vinker hver gang man passerer forbi, mens de sidder på verandaen foran huset, eller de kører forbi på gaden i de gamle suzukier. Det kunne vi godt lære noget af i Skandinavien, hvor ingen hilser på fremmede og man knapt kender sin nabo. Her virker det som om, at alle kender alle, og trafikken går let i stå, når folk i modkørende biler, lige skal stoppe og hilse på hinanden ud af vinduet hen over midten af vejen. Vi føler os godt taget imod og det virker trygt og godt at gå rundt i på øen hele døgnet. Officielt er sproget engelsk, men den lokale dialekt er totalt umulig at forstå: endelserne bliver kortet af, og det går så ufatteligt hurtigt, at ikke ét ord bliver genkendt i talestrømmen.



Her har vi sol (dog mindst én byge om dagen), varme, og lækre strande, men det er jo ikke alt. Hvis jeg skulle bo her permanent ville jeg hurtigt komme til at savne det danske udvalg af madvarer - især frugt og grønt - og hvad jeg savner allermest lige nu, er venner og familie til at dele sorger og glæder med. Men det er ikke umuligt, at jeg gerne vil vende tilbage og holde ferie her igen engang i fremtiden. Men at bo her permanent ville være noget af en prøvelse :-)

Alfred fandt disse 2 flotte konkylier, hvoraf vi prøver på at fragte det ene med hjem til Danmark

 

PS-det er helt umuligt at styre indsættelsen af billederne, derfor det noget utyilsdigtede layout denne gang!!! Beklager.

Jul paa Carriacou



Blot en lille julehilsen herfra, for at fortälle, at alt er vel! Sidder paa netcafé paa tysk computer, saa det bliver kort, med lidt fotos, saa maa der kommer mere fortäelling näste gang, naa jeg har fäet ladet min länte pc op.

Saa ved vi maaske ogsaa lidt mere om hvad fremtiden bringer :-)

I morgen

- er kodeordet hernede. Alting sker i morgen......

 

Onsdag morgen kl 5.15 sagde vi farvel til Hallur (Alfred undrer sig over at nogen kan hedde: "Hr Lort"). Da jeg sagde godtnat tirsdag aften, og "Vi ses til endnu en god dag i morgen", svarede Alfred "Nej, det bliver ikke en god dag, for Hallur er der jo ikke :-( " Og lidt efter spurgte han så: "Hvem skal være den nye Hallur?" Så han har gjort indtryk. Vi takker for bekendskabet og de 2½ uger sammen; det har været en fornøjelse!

Da vi ikke ønsker at holde jul på havnen i Granada hvor der er bedst adgang til reservedele og mekanikere, har vi derfor taget konsekvensen og forladt Grand Danois for et stykke tid. Sammen med Finnen Veikko, der har en kollega Jeanett, som er bosat hernede i vinterhalvåret, og derfor har kunnet hjælpe os med forbindelser mm, har vi lejet et hus på øen Carricou i Turrel Bay lige ned til vandet. Vi forventer at det norske par støder til indenfor de næste par dage (det gjorde de i går), medmindre at båden mirakuløst bliver sejlklar inden jul. Aftalen er derfor nu, at vi bliver her indtil Freddy kan hente os med en fuld funktionsdygtig båd, dog max 2 uger, for længere har vi ikke huset. Hvad der sker derefter hvis båden stadig ikke er klar er indtil videre uvist, men så må vi nok kikke os om efter en anden både til den sidste måned hernede.

Vi var helst blevet ombord, da vi jo er taget til Caribien for at sejle rundt, og flytningen koster mig en del penge og meget besvær, men stemningen ombord var trykket, og der var ikke umiddelbart nogen løsning i sigte som virkede overbevisende. Nu kan vi holde lidt ferie på landjorden med direkte adgang til badestrand, og Freddy får tid og ro til at rumsterer i maskinrummet, så forhåbentlig er løsningen til glæde for alle parter.

Nu hersker der fred og ro i hytten, men turen herover fra Granada med katemeran var lige ved at tage livet af mig. For det første havde vi hørt fra færgeselskabet, at færgen sejlede kl. 17 måske 17.30, så allerede kl 16 ankom vi til den lille bådebro inde i byen, som dannede anlægskaj. Og her stod vi så i regn og blæst, mens mørket faldt på, og båden indfandt sig kl 19, for at lette anker kl 19.30. Undervejs lød der rygter om, at den slet ikke sejlede pga. blæsten, men jeg skal love for, at den sejlede!!! Op og ned gik det, fra side til side og med en hastighed så høj, at ingen kunne stå fast, og halvdelen af passagererne blev søsyge, inkl. mig, for første gang i løbet af vores rejse - og så på en færge!!! Men jeg var som skrevet ikke den eneste (Alfred sov heldigvis hele turens 2.5 time, så han blev først syg, da vi var kommet i land!!), og det var åbenbart forventer, for der var en mand ansat til kun at dele brækposer ud og at tørre op efter uheldene. Han "stod" hele tiden på spring for at aflæse det mindste tegn på ubehag i passagerernes ansigter, så han kunne være på forkant med situationen. Sikke et job!!!

Vi har brugt formiddagen på at købe ind i øens største by - og JA, det tager en formiddag! Der er bare mad til i aften, intet andet, men ting tager jo som bekendt tid. Vi havde en meget oplevelsrig bustur både frem og tilbage med de lokale busser! Måske jeg burde tage en tur frem og tilbage hver dag og bare suge til mig, og forsøge at lære at tage tingene som de kommer, hvilket ligger mig så fjernt. Jeg kan jo tage fejl, og bare ikke være i stand til at gennemskue systemet, men for mig virkede det som om, at der hverken var fast rute, fast køreplan, faste stoppesteder, faste takster eller et max. for hvor mange der må køre med i de små minibusser - på hjemvejen var vi 18, og vi passerede busterminalen 3 gange, inden bussen endelig forlod byen og kørte mod Turrel Bay. Undervejs havde chaufføren været ude at handle eller hente pakker 3 gange. Vi havde efterladet et par, der forlod bussen men efterlod deres ting , og samlede dem så op igen på et senere tidspunkt efter at have cirkuleret i området i en rum tid. Der var konstant høj musik og en rumlen af de mange vejbump. Man kører ikke forsigtigt, men bruger i stedet hornet til at rydde vejen forude eller bag det næste sving. Spændende :-)

Desværre har jeg glemt laderen til computeren i båden, og batteriet er snárt fladt, så der kan gå en rum tid før jeg er tilbage....men vi forsøger at finde en egnet erstatning - måske i morgen.

Og så er det snart jul - i morgen :-)

2 uger skulle der gå .....

Jeg nåede lige præcis at begynde at føle mig fanget og indespærret på grund af den lange ventetid - ventetid på grund af vejret, på grund af de tekniske problemer, på grund af, at der kun kan være 4 personer på gummibåden; hele tiden må vi vente og se tiden an..ingen planer, hvilket er noget af det værste jeg ved: "Planer er til for at fungere og blive overholdt, og man holder hvad man lover" men ikke her!

- og så lettede vi endelig anker fredag aften og forlod Bequia, og tog en natsejlads for motor! Den virker nu (eller rettere: gjorde en kort overgang) - dog stadig med lidt småskavanker (bagateller som at den ikke kan startes og stoppes med nøglen = startmotoren virker ikke). Turen begyndte smukt og stille i solnedgangen, men inden vi nåede frem i den nærmeste havn efter 3 timer, var regnen startet og stormen taget til. Det blev den hidtil værste nat vi har oplevet ombord.

Ikke mange sov (påstod de lørdag morgen, men der var en del der snorkede ;-)) på nær Alfred, der faldt i søvn på bænken på dæk, blev båret nedenunder da det begyndte at regne, blev båret op, da vi havde sænket ankret, og blev båret ned igen, da regnen og blæsten drev os under dæk, for til sidst at gå op igen, da solen var stået op kl 6....
Men hold da op hvor stormen ruskede i sejl og bølgene fik båden til at rulle sidelæns, hvilket er højst ubehageligt. Alt spisegrej kurrede fra side til side i skabene, bordene blev tømte, alt faldt ned og vi bevægede os fra side til side i køjerne.

Og jeg, der elsker at sove i 10 grader, mørke, stilhed og i en stor tør seng der står stille, kunne vælge mellem at sove på dæk i øsende regn, med lys og lyd fra havnen og stormen ruskende i sejl og overdækning og en hård bænk der til tider stod lodret, eller at gå ned i kahytten, hvor der var 80 grader varmt, lugt af motor, meget trangt sammen med Alfred og lyd fra tre snorkende mænd, samt skuffer og skabe der klaprede...= ingen søvn til mig!!

Lørdag morgen var alle enige om, at komme væk så hurtigt som muligt og finde læ i en anden havn. Desværre blev både Alfred og jeg sløje på dén formiddagstur, hvor målet var Union Island. Han kastede op, og jeg måtte ligge ned det meste af turen. Så nu er jeg temmelig splittet mellem at ønske flere og længere sejladser - hvilket jo var turens formål - og egentlig at være ganske godt tilfreds med de små ture på stille vand og i lukkede bugter.

Ved middagstid nåede vi frem og lagde os for anker ude i bugten. Alfred og jeg fik et lift i land; vi trængte til fast jord under fødderne. Det blev til en dejligt men varm gåtur over et lille bjerg med kanoner på toppen og over til den anden side af øen, hvor vi ville have badet, men måtte opgive på grund af den stærke vind og de store bølger.

Det er i grunden sørgeligt at se, hvordan historiske steder bliver misligeholdt. Der stod ganske vist 3 gamle kanoner, men stedet var for længst groet til, turistskiltene slå splittede og spredte rundt om i græsset, og der flød med affald. Underligt, at man ikke afsætter en mand eller 2 til at vedligeholde disse steder (den korte tid Alfred og jeg opholdt os der, kom endnu en turistfamilie prustende op ad den smalle, stenede og meget dårligt skiltede sti), Når der ellers kan gå gadehold på op til 10 mand rundt og slå vegetation i rabatten med håndkraft, eller stå hele 2 personer ved hver kasse og pakke varer, når man køber ind i madbutikkerne.

Vi blev hentet hjem igen med gummibåden, og tilbragte en stille eftermiddag på båden, med sang og spil på dækket, ført an af Freddy på guitar. Noget mere behageligt end aftenen før!

Til gengæld havde vi en dejlig lang badetur i torsdags, hvor Alfred og jeg blev sejlet over til stranden kl 9, og blev der i 4 timer, gik lidt frem og tilbage, badede, så på krabber og drak kold frugtsaft, inden vi gik tilbage til byen, hvorfra vi blev sejlet hjem til båden.

Jeg kan ikke finde tid til hverken at læse eller at meditere, det er umuligt at finde bare 20 min, hvor Alfred ikke vil i kontakt med mig, så det er indtil videre blevet udsat. Men han er ellers god til at underholde sig selv. Lige nu laver han skattejagt på båden med små papirlapper gemt rundt omkring på båden. Andre gange har han modelleret med fiskemaddingen, eller taget fotos med sin nintendo. Vi er begyndt at sænke slagskibe, så Alfred kan lære lidt tal og bogstaver, vi spiller terningspil: 10.000, så han bliver bekendt med terninger og lærer at lægge sammen. Han maler i sin malebog og tegner i sin lille tegnebog. Han tager gerne en ekstra tur med gummibåden, når nogen skal hentes, eller kikker på, når der fiskes. En dag kastede han sig over at skære frugt til hele besætningen, så der er nok at se til, men "MOAR" skal være i nærheden, og tilgængelige når som helst og hvor som helst :-).

I dag mandag, havde vi turens hidtil længste sejlads: 7½ time, (stadig uden motor (!) da den nægtede at starte i går middag, hvor vi ellers ville have sejlet videre, men måtte opgive,) men denne gang heldigvis i dagslys og i nogenlunde fint vejr. Vinden var med os i retning syd mod Granada, og vi fik kun få regnbyger undervejs. Der blev halet en lille tun ombord på båden, og en kæmpefisk havde også bidt sig fast; der skulle 2 mand til at holde stangen, og fiskens finne kunne ses over vandet i det fjerne bag linen, men den faldt desværre af igen. På en anden side, var alle vist lidt skræmte ved tanken om hvilket monster vi kunne have risikeret at få på dækket, hvis det var lykkedes.Dagens højdepunkt var, da vi så vi flyvefisk og delfiner i leg i det fjerne.

Ferietempo

Den første uge er gået - og i skrivende stund snart også den næste, uden at vi hverken er blevet skoldet (det har regnet og været en overskyet en del) og uden at vi er blevet søsyge (vi har kun sejlet 3 små ture for sejl), så set i dét lys, har det været en succes indtil videre. Alfreds hoste er forsvundet og nu er der blot en konstant snotnæse tilbage. Søvnen er blevet mærkbar bedre, efter at vi har indtaget dækket og sover i det fri; Alfred nede på gulvet mellem de 2 bænke, så han ikke kan falde ned ad noget, og jeg på den ene bænk med konstant risiko for natlige regnskyl, der gennemvæder dynebetrækket, som udgør min dyne.

Vi er heller ikke faldet overbord, eller har erhvervet mærkelige sygdomme, så man må jo sige, at alt er vel. Men vi begynder at blive lidt rastløse eftersom motoren stadig ikke virker, og vi derfor ikke kan forlade området.

Vi har oplevet og set meget, men er på ingen måde færdige med at holde ferie, så det er herligt at tænke på, at der endnu er 6 uger tilbage; hvis vi altså bare snart kan komme ud at sejle.

Jeg forsøger stadig at komme ned i gear og tilpasse mig tempoet hernede. Man bliver tilpas sløv af varmen, disen, lunkne øl ombord på båden, de bankende reggaerytmer, der døgnet rundt dunker ud over byen og bugten fra de mindste skure og lyder som en helt fest, men blot er underlægning til en enkelt rastamann's søvndrukne dans, de mange ekspedienter i butikkerne, der tager én ting ad gangen, og bestemt ikke har travlt med noget som helst men udstråler ligegyldighed med alt og alle, de gamle mænd med bare fødder og sparsomt tandsæt, der sidder rundt omkring på gadehjørnerne og de små caféer med saglige smil om munden og svømmende blikke efter at have røget sig skæve, og gadehunde, får og geder, der ligger dvaske og hviler i den sparsomme skyggen fra kokospalmer, mandel- og citrustræer og de mørke, ranke kvinder der med deres stolte og vuggende gang får både fordele og bagdele til at skvulpe af sted i gaderne.

Såvidt det er muligt, prøver jeg at acceptere, at der ikke er nogen form for planlægning (ingenting går efter planen hernede - aftaler er vist kun til for at blive brudt) eller struktur for dagen, men det er ikke lige min spidskompetence; det kræver tid og tilvænning før jeg lærer det, så også på den led, er det en fordel, at der er nok nogle uger igen.

Søndag sejlede vi tilbage til Saint Vincent og tog imod finnen Veikko, samt John og Ann Helen fra Norge. Nu er vi 6 voksne + Alfred ombord; det er mange mennesker på en lille båd. Alle spiser af små tallerkener, for at få plads på bordet, og Alfred og jeg deler sågar.
Mandag formiddag vendte vi stævnen mod Bequia igen, hvor vi nu igen ligge for anker ude i bugten, og venter på Mister "Fix-man", som burde have løsingen på vores problemer med båden.

Der har været flere rigtig gode oplevelser og stjernestunder indtil nu:

Sidste fredag investerede vi i en languster, som en af de mange salgsbåde kom forbi og ville sælge. Den var stadig levende da vi fik den ombord; gemt i et vældigt smukt og helt utroligt panser, designet til et liv som kampvogn på bunden af havet. Imponerende. Freddy parterede og kogte den, og vi var alle med til at knuse skallerne og fiske det bløde, saftige og hvide kød frem. Småstykkerne blev til en dejlig salat rørt med hjemmelavet maionaise, og halen med de store faste stykker blev nydt i hele mundfulde med nybagt brød til. Sikke en fest.

I går tirsdag gik Alfred og jeg en lille tur op til resterne af et gammelt fort, hvor kanonerne stadig stod på parade. I byen stødte Hallur og Veikko til os, vi købte ind, og gik ned til den nærmeste lille mole for at blive hentet, men der gik en rum tid, så vi slog os ned og faldt i snak med 2 af de lokale, der sad i skyggen og chillede. De "kendte os", da de havde renset bunden af både på et tidspunkt. Alfred tullede rundt på stranden og fandt skaller, vi fik vist hvordan man kunne åbne mandlerne der lå på jorden, og endnu en indbygger stødte til. Vi havde hilst på ham før, da han kunne lidt dansk. Han havde været i Danmark og havde en søn på 15 år der. Han kom med en pose med limefrugt til os, som han havde samlet på vejen. Han hjalp også til med at åbne mandler, og der var en dejlig rolig stemning, af at høre til og at være en del af.

(Desværre brast illusionen om venlighed og samhørighed da gummibåden kom, og jeg var lige ved at sætte fødderne ombord; så blev det udtalt, formålet med imødekommenheden: Kan jeg få lidt penge til mad? - og ja, det fik han da; alt andet havde været urimeligt, vi har så meget og de har så lidt, men jeg er meget splittet på det område. Jeg vil gerne hjælpe og har det i grunden skidt over at være her som "påtrængende og rig turist", men samtidig ville jeg også gerne, bare en gang imellem, bibeholde indtrykket af søde og hjælpsomme mennesker, der ikke behøver at få noget til gengæld.)

Og hvilken lyksalighed, at kunne afslutte dagen med at ligge arm i arm med min søn på dækket af en vuggende båd i den Caribiske nattevarme, med summende cikader og blide bølgeskvulp i ørene, og kikke op i en sort og stjernespækket nattehimmel, og snakke om universet og kikke efter stjerneskud. Godnat - og sov godt

jaaaaaa :-) - og en hel masse Nej

Vi har haft nogle vidunderlige oplevelsesrige dage, og nogle meget trælse søvnløse nætter i hvert tilfælde for mit vedkommende. Alfred sover som en sten det meste af tiden, men har haft nogle urolige nætter med meget hosten, for meget varme, snotnæse og trangen til at gå på toilettet og ville have vand serveret Jeg har følt, at jeg var opvarter 24 timer i døgnet, og det er lige lovlig hårdt med mit generelt store søvnbehov. De første 4 dage, har jeg vel fået max. 1-2 timer i gennemsnit, trods det, at jeg er gået i seng omkring kl. 19.
Det bliver lyst kl. 6 hernede, og mørkt igen kl. 18, og det foregår ret hurtigt, uden megen forvarsel. - og jeg bliver jo som bekendt træt, når det bliver mørkt.
Jeg har forsøgt forskelige løsningsmodeller i forhold til hvordan vi lå i køjen, påklædning mv. og vi har også overnattet på dækket en enkelt nat, men desværre i en bugt, hvor musikken drønede ud over vantdet indtil sent på natten.
Den første nat var det lydene der drillede: foruden den meget høje musik med slet skjulte bankende reggae rytmer, så var der ting der hamrede, smækkede og klaprede, barn der snøftede, vand der klukkede og rislede, frøer og cikader der kvækkede.
Vi har oplevet de fyldte gader i Kingstown på Saint Vincent med et mylder af biler og mennesker, slumkvarteret (som Alfred mente nok var byens losseplads), affaldet der flyder langs molen, en tissende kvinde i rendestenen, sorte lette krabber, kæmpe "bænkebidere" og søpindsvin, fiskemarked, grøntsagsmarkedet med eksotiske frugter, frisk ingefær, muskatnød og kokosnødder.
Vi har været på den første sejltur (hvor jeg stod ved roret det meste af vejen, og Alfred sov!), 3,5 timer til nabo øen Bequia, der byder på hvide strande, krystalklart vand og masser af spændende fiske- og fugle liv, bla. pelikaner.

I dag tirsdag den 7. december, havde vi en rolig morgen med hjemmebagt brød, og hen ad formiddagen tog vi gummibåden ind til land, hvor Alfred og jeg blev sat af sammen med Hallur (og gårsdagens affald). Vi havde sat os for at gå over til den anden siden af øen, for at besøge et skildpadde opdræt. Der var ikke særlig langt - måske 5 kilometer, men det var varm og vi gik forkert i det eneste vejkryds undervejs, så turen føltes uendelig. Heldigvis var der masser af firben, smukke blomster og kokospalmer at kikke på undervejs. På udvejen blev vi tilbudt at køre med en kvinde derud, men vi takkede pænt nej. Godt trætte og varme nåede vi frem og kunne se på de små skildpadder, der var blevet udklækket over sommeren.
Vi gik vel en kilometer tilbage og fandt et lille sted, hvor vi kunne købe frisk vand og en is - kokosis (min favorit) som smagte af kokos! - og begav os bagefter videre fast besluttede på at gå tilbage (alternativet var taxi), men blev heldigvis tilbudt et lift af et amerikansk par, der havde hyret en taxi, som vi gerne måtte være gæster i :-). Det var en lettelse for os alle, at vi kunne komme hurtigt og ubesværet tilbage til byen. Her fandt vi en cafe, hvor jeg kunne gå på internettet, mens drengene gik ind og købte fiskegrej; et par liner med dobbeltkrog på.

Vi gik tilbage langs vandet, og mødte rent tilfældigt kvinden igen, som havde tilbudt os et lift på udvejen. Det viste sig, at hun havde en restaurant ved vandet, og hun spurgte til hvordan turen var gået. En lille gade hund slog følge med os helt ud til molen, hvor vi håbede på at blive samlet op af Freddy. Da vi ikke lige kunne få visuel kontakt, tog vi i stedet en taxibåd ført af en kvinde, som Hallur havde sejlet med før.
Mens vi havde været væk, havde Freddy været ind og forhøre sig om hvorvidt motoren til båden var blevet klar. Det var den såvidt, men endnu en ny lille fejl var dukket op, så den stadig var i udu :-( Nu venter vi så på svar i forhold til, hvornår den nye reservedel kan komme til huset.
Efter en dejlig grønsagssuppe, holdt vi en kort siesta, og så skulle fiskegrejet afprøves. Det var en stor succes. Hallur lavede melmadding, og allerede ved første kast var der bid :-) Det gik som smurt og snart var der 4 små og 2 lidt større fisk i spanden (aner ikke hvad de hed, men flotte var de), og vi måtte vente på Freddy, så han kunne komme og "redde os" og aflive fiskene. Vi var fuldstændig uforberedt, da vi ikke havde tænkt så langt, som at vi rent faktisk kunne risikere at fange noget. Men det blev til en velsmagende og delikat forret; og så fik vi lækre pandekager bagefter. Lige en menu efter Alfreds hoved :-)
Og så blev det sengetid. Vi valgte at sove på dækket fra starten af, og jeg fik for første gang en nogenlunde god nats søvn uden for mange forstyrrelser. Der kom heller ingen regn, som der ellers er kommet de sidste par aftener, så det var en perfekt aften til at sove ude i.

Vi løber hurtigt tør for strøm, da motoren endnu ikke virker, og solpanelerne har manglet sol, så derfor kan jeg ikke lade computeren op når som helst, og der vil gå dage imellem at jeg skriver. Nu er vi nået til den 9. december, og der er endnu mere at fortælle, men det må vente til næste gang.

Dog kan jeg godt røbe, at Alfred er super glad for sin Nintendo (og det er resten af besætningen også - da det giver en del stille timer :-) ), men til min store overraskelse, så er det ikke spillene, der interesserer ham, men det meste af tiden er han optaget af det indbyggede kamera (der er også netforbindelse i den !!), så til alt held, fandt vi ud af at sætte et af mine ekstra medbragte (til mit kamera) SD kort i, så han nu i stedet for 300 billeder, som han snart har taget, har mulighed for at lagre 3000... Det burde række til turen :-)

Mit forsæt om at sige mere "JA", er ikke rigtig trådt i kraft endnu; tværtimod synes jeg at ordet "Nej" har været det mest brugte indtil nu. Der er så meget nyt vi skal lære: at færdes ombord på en båd, at begå os i fremmede kulturer, at omgår mennesker hele døgnet, at tage hensyn og indrette os, så det meste af tiden får Alfred "Nej": "Nej, det må du ikke", "Nej det kan vi ikke lige nu", "Nej, nu må du altså vente", "Nej der er ikke andet mad end det du ser"...Nej, Nej og atter Nej....Det er jeg noget ked af, men håber på, at det ændrer sig til det bedre, når vi får lidt mere styr på døgnrytmen, og livet til søs. Allerede på søndag den 11. december kommer 3 nye gaster ombord, så det er et held, at vi har haft en uge med meget få folk forinden, så vi kunne falde lidt på plads inden da.

Så er vi kommet ud at sejle

Travel light...

Travel light, var det sidste råd jeg fik af min bror inden afrejse, men som jeg desværre ikke kunne nå at implementere... Det gør jeg med garanti næste gang!!

Vi fik sparket turen i gang, med en monster rejse, som startede kl 04.00 fredag 06rgen den 2, december 2011, og endte efter 35 timer; velnok den længste rejse fra Danmark til Saint Vincent nogensinde. Der var oplevelser nok til én hel ferie i sig selv. Godt at vi skal være væk i 60 dage, så vi kan nå at komme til hægterne igen, og måske at nyde turen lidt ;-).

Vi tog hjemmefra i buldermørke, i det kedelige, våde men milde vintervejr. Kaptajnen på den 1. flyvning til London, startede med at annoncere en 30 minutters forlængelse af flyveturen på grund af vind og vejr, hvilket bekræftede de værste anelser, nemlig at vi sikkert ikke kunne nå forbindelses flyet i Gatwick, da vi i forvejen kun havde 2 timer fra landing til ny afgang (inkl. udlevering af bagage og ny indlevering af samme), og med en halv time mindre, var udfaldet næste givet på forhånd. Jeg havde svært ved at nye turen i solopgangen over det disede det britiske landskab, med små grønne marker opdelt af kilometervis af grønne læhegn, og store godser med swimmingpools og tennisbaner spredt i landskabet.

Først da jeg forhørte mig om forventet landingstid, og den oprindelige planlagte tid blev bekræftet, faldt jeg lidt til ro, men det hjalp så ikke synderligt, at vi blev parkeret i luften, og måtte cirkle rundt i ekstra 15 min....
Men, men til min store glæde viste englænderne sig fra deres bedste side: alt forløb glat, og fra landing og til vi forlod check-in og kunne sætte kursen mod gaten, var der præcis gået 30 minutter. min største frygt blev gjort helt til skamme. Det var dét punkt på rejseplanen, som jeg tvivlede allermest på - men det var nok kun fordi, jeg aldrig før har været i Caribien!!

De 9 timer i luften gik forbavsende godt. Selv havde jeg det rigtig dårligt i starten med kvalme, hovedpine og ondt i hele kroppen - tror måske, at det var stress fra transfersituationen, der brød ud i fuld flor, men Alfred lagde ud med at sove et par timer, så fik vi mad serveret (og gratis drinks :-), der blev tid til nintendospil, han fik en nissemalebog og fandt nogle videospil i flyet, mens jeg kunne lukke øjnene lidt og fik det væsentligt bedere. Alfred var super sej og klarede flyvningen i stiv arm. Maden var han dog ikke begejstret for, så under hele turen indtog han kun 2 tørre boller, samt en meget tør scones der måtte blødgøres med syltetøj for at glide ned.

Ved næste skift i Barbados havde vi masser af tid - troede jeg, men samme procedure med at lande, paskontrol, hente bagage, chekke in og sikkerheds kontrol tog her 2.5 time!!!!! Og det til trods for, at der nok var ca 1/1000 af det antal passagerer, som dagligt går igennem Gatwick (et skud fra hoften som måske endda er i overkanten). Det skyldtes ikke mindst, at jeg i ca en halv time var forvisset om, at den ene taske var blevet væk undervejs, så jeg nåede at udfylde adressepapirer (hvilket ikke er nemt når man skal bo på en båd!) og give en beskrivelse af tasken ud fra en række billeder af standardkuffterter (hvilket ikke er nemt, når man anvender en sejlertaske, der falder helt uden for nummer). Men heldigvis dukkede den op, lige idet vi skulle til at gå videre uden, og jeg havde nået at tænke igennem hvad jegkom til at manglede og måske miste i sidste ende, og hvordan vi skulle kunne komme ud i lufthavnen igen én af de kommende dage...Men vi slap altså med chokket!!

Derudover blev jeg fejlinformeret både mht. indrejse papirer og udrejsepapirer, så begge gange måtte jeg om igen :-( - og den ene gang om bag i køen). Men også her fulgte Alfred bare trop, holdt styr på sin egen taske, kæmpede med varnem og fugtigheden (det regnede da vi ankom ??? - hvad er nu det?? Jeg havde forventet sol og sommer, men har siden erfaret, at vi er landet midt i regntiden) i vores skandinaviske vintertøj, og fandt sig i at småløbe fra sted til sted, eller at blive parkeret med al (altså den vi kunne finde) bagagen, mens jeg fór rundt med en ansat.

Det var i én af de utallige køer, at jeg opdagede det første som jeg har glemt: et par sorte gamasher uden fødder i. Det kommer jeg til at mangle! Til gengæld får vi nok ikke brug for de 4 par lange bukser, termojakken og de store trøjer ;-)

Vi nåede akkurat frem til tiden, og kunne gå næsten direkte ombord på det lille propel fly, der var noget af en modsætning til den store boing i 2 etager, som vi havde krydset Atlanten i. Så snart vi havde sat os, faldt Alfred i søvn, og han var stort set umulig at vække da vi landede i Grenada, så jeg måtte bære ham ind i lufthavnen. Heldigvis var det denne gang lykkedes at tjekke bagagen igennem til slutdestinationen, så jeg kun havde 2 håndbagager + Alfred at bære rundt på.

Vi slap igennem en speciel transferdør (men slap ikke for sikkerhedskontrol eller for at tage skonen af igen ;-) ), og Alfred blev lagt på en stole række og sov videre, mens vi ventede på den sidste flyvetur. Her fik jeg skrevet en sms til Skipper og fik endnu engang bekræfte at han ville vente i Kingstown. - Og så regnede jeg jo med, at alt var i skønneste orden, og at vi var målet meget nært... Men intet går sombekendt som jeg planlægger.... så ca 10 min før afgang, blev det annonceret, at flyet var aflyst!!! Begrundelsen var, at lufthavnen på Saint Vincent var blevet lukket, men det blev aldrig yderligere uddybet, og fra pålidelig kilde (Freddy stod jo og ventede i selvsammen lufthavn) lyder det, at der var trafik både til og fra hele aftenen igennem. Jeg har luftartsselskabet mistænkt for at aflyse turen p.g.a. for få passaseger, for foruden Alfred og jeg, var der kun en enkelt person mere.

Men så stod jeg jo der, uden bagage og med en sovende dreng og anede ikke mine levende råd. Heldigvis var personalet utrolig hjælpsomme: en tog Alfred på armen, og en anden hjalp med at finde bagagen, der jo heller ikke var kommet videre trods det, at den netop denne gang var tjekket hele vejen igennem. Vi kom den hurtige vej igennem sikkerhedskontrollen, da lufthavnsbygningen efterhånden var blevet tømt for andre rejsende. Ude ved tjek in fik vi nye tider til videre færd: kl 6.30 lørdag morgen afgang tilbage til Barbados (!!) og derfra videre til Saint vincent kl 8.50, og så blev vi gelejtet ud i en ventende taxi med en meget sort mand ved rattet, som i al hast og i "den forkerte side af vejen" kørte os gennem den pulserende by i bælg sort mørke, og en omklamrende fugtighed der ikke harmonerede med vor´es skandinaviske vinterdress.

Vi blev kørt ud til et fantastisk resort beliggende lige ud til vandet, blev budt velkommen med et køligt glas frugtjuise og vist hen til et skønt værelse med eget bad, aircondision og 2 kæmpe senge med rent og køligt sengetøj. Lige hvad vi drømte om :-). Flyselskabet bød også på aftensmad, så vi gik ned i restaurenten og bestilte grillet tun og fritter, som vi tog med op på værelset, hvor Alfred indtog mad i sengen, og jeg efterfølgende fik et dejligt og tiltrængt brusebad. Det sidste Alfred sagde, inden han lagde sig til at sove var: "Verden er godt nok stor", og så bankede det lille moderhjerte, for det var jo netop ét af formålene med turen: at Alfred skulle opleve, at der er andre lande end Danmark, og at verden er et stort sted. :-)

Eneste minus var, at vi blev hentet igen lørdag morgen kl 5, så vi måtte endnu engang tidligt op og på farten. Tjekin gik nemt denne gang; så tidligt var der ikke mange mennesker, og da vi nu kendte proceduren og selv vidste hvilke papirer der skulle udfyldes, så forløb resten af turen uden yderligere forhindringer Bortset fra, at første fly var forsinket 30 minutter. Bagagen blev tjekket in hele vejen igennem, så da vi kom tilbage til Barbados, kunne vi gå direkte til gaten og dermed slippe for diverse eftersyn og dokumenter. Derfra var der kun 40 minutters flyvning til målet, hvor Freddy stod og ventede som aftalt. Det var noget af en lettelse, at se ham gennem hegnet, da vi gik over flyvepladsen. Endelig fremme efter alle de forberedelser og forhindringer som rejsen havde budt på.

Jeg må indrømme, at jeg flere gange undervejs var i tvivl om hvorvidt det nu også var en god idé alt det ukendte jeg havde rodet os ud i (især da vi sad i en taxi med 4 store og meget mørke mænd og kørte rundt i en fremmed by på Granada kl 5 om morgenen i totalt mørke og uden nogen anelse om retning), og flere gange fik jeg en klump i halsen ved tanken om, at vi nu rent faktisk var kommet afsted, og var igang med eventyret.

Jeg kan allerede nu afsløre, at når vi skal hjem, bliver der kun pakket én håndbagage, og den kommer kun til at indeholde det allermest nødvendige!!! Og alt, hvad vi ikke har det store behov for at hjemføre til Danmark, vil blive smidt ud inden afrejse- Travel light!

I sidste øjeblik. . . . .

Den sidste uge hjemme, er gået med lynets hast.

Mandag aften gik jeg på visit hos genboen, afleverede en nøgle og fortalte at vi nu er væk de næste par måneder, og de lovede at holde et vågent øje med huset, at smide skrald i skraldespanden og at parkere i min indkørsel når de har gæster.

Tirsdag aften brugte Alfred og jeg på at producere kokoskugler med frisk kokos til Alfreds storgruppe, og bage drømmekage dekoreret med palmestrand, brusende hav, blå himmel og et sejlskib til mine "børn" og kolleger.
Under tandbørstningen hev Alfred selv sin 2. rokketand ud :-) Den blev pakket ind onsdag, og far fik den i afskedsgave torsdag.
Samme dag nåede jeg lige at få et glimt af min afløser, ligeledes en arkitektuddannet kvinde, der tager de 2 måneders vikariat, og at deltage i samtaler vedr. køkkenassistentstillingen til "min" afdeling.

Onsdag havde vi begge sidste dag i børnehaven, der blev sagt farvel, ønsket glædelig jul og god tur.
Jeg havde telefonisk kontakt med Skipper, dels for at afprøve forbindelsen, og dels fordi han mangler lidt reservedele til nogle utætheder, og ville høre, om jeg evt. kunne tage dem med ned. Det er dog endnu ikke faldet på plads.
Men motoren er endelig sat på båden, og den kører godt :-)
Til gengæld skælvede jeg ved tanken om en strejke i London blandt offentlig ansatte. Heldigvis var det kun en en-dags begivenhed. Puhhh..jeg har i forvejen ikke meget tid i Gatwick lufthavn til at skifte: hente bagage, igennem told, og tjekke ind igen, kun 2 timer, og man skal tjekke ind senest 60 min før afgang, så det giver mig reelt kun 1 time :-( Det bliver lige spændende nok, og hvis der var en strejke oveni, ville det blive "mission impossible".

I dag torsdag har også været hektisk. Foruden almindelige forberedelser som at tømme køleskab, smide skraldespand ud, vaske tøj, lukke for vandet, skrue lidt ned for varmen, låse værksted og garage, og fjerne elektronik fra huset, så har vi nået en sommerklipning af Alfred og at have farvel-besøg af hans far.

Der blev også lige tid til at bestille sommerferien: en uges ophold på Brenderup Højskole :-)

Igennem hele dagen har jeg kæmpet for at få mine orlovspapirer til at gå igennem, men uden held :-(. Det viste sig, at min arbejdsgiver, desværre ikke har indberettet elektronisk som det er påkrævet, men kun på papir, så indberetningen er ikke kommet videre i systemet. De forsøgte så at sende den i dag, men den nåede ikke frem til Holbæk Kommune, der ellers holdt øje hele dagen, og var i telefonisk kontakt med mig flere gange. Planen var lidt, at jeg kunne køre til Holbæk og underskrive papirerne, såfremt den nåede frem, men så langt nåede vi ikke :-( - Skønt jeg er startet i rigtig god tid, netop for at undgå situationer som denne. Surt at man hele tiden selv skal rykke for action, og kontrollere om tingene bliver gjort efter forskrifterne. Det er ikke nok at meddele, at det ikke fungerer, men man skal også forklare hvad der formodentlig er gået galt, og hvordan problemet skal løses.
Faktum er, at jeg dermed ikke får udbetalt dagpenge for den resterende forældreorlov. Plan B er dog, at få kæresten til at udfylde papirerne og underskrive dem med fuldmagt, når (hvis) de engang når frem.

Der har også været problemer med at oprette en ny mailkonto på en ekstern computer, så mails der af uvare bliver sendt til min normale mail (eller mails fra kommunen ang. min kloak-sag :-( ), alligevel kunne blive læst af og til, og ligeledes kunne jeg ikke oprette en tdc webmail, så jeg selv kunne gøre det over nettet. Men i dag ringede "support", gav mig et nyt password (kontoen virker i skrivende stund stadig ikke på ekstern computer - øv), og lovede at få min webmail til at virke, når systemet kører normalt igen; det kunne nemlig ikke lade sig gøre i dag, da der er fejl på systemet.
Alfred har fået en Nintendo af sin far, til at underholde sig med på rejsen, og jeg har bestilt lidt spil hjem til ham i julegave (schhhhh!!) på vegne af flere familiemedlemmer; men... den ene pakke er ikke nået frem :-(, så det må blive en julegave til februar når vi holder juleaften. Den var ellers tænkt til den "rigtige" juleaften...

I løbet af dagen, har jeg også haft telefonisk kontakt med Svend, der kommer ombord på båden, og sejler sammen med os den sidste uge i januar. Det var hyggeligt at høre fra andre der glæder sig til gode oplevelser.

For at få lidt luft i Gatwick lufthavn ved vores første (ud af 3) flyskift, har jeg i dag tjekket ind online og selv printet bordingcards ud (efter at have kæmpet med printeren, der uden undtagelse strejker hver gang, jeg virklig har brug for den), i håb om at kunne nå det hele inden for den givne tid, så skal jeg bare aflevere bagagen, når den er hentet.

Og rigtig mange hilsener er tikket ind via sms, og på min facebook side. TAK allesammen :-) Dejligt at I tænker på os. Vi ses i 2012. Indtil da, kan jeg kontaktes via mobiltelefon eller på min gamle jubii-mail, som jeg vil forsøge at tjekke en gang om ugen.
Næste gang jeg skriver, er vi forhåbentlig lige midt i eventyret, og så begynder der at komme billeder på :-)

Men nu er jeg træt, og skal på hovedet i seng, da vi skal op kl. 4, og med første fly kl. 7.20....O'høj....

(Hvad jeg ikke nåede, var at færdiggøre årets fotobog med Alfred til bedsteforældrene; den må de have tilgode..)