Jeg nåede lige præcis at begynde at føle mig fanget og indespærret på grund af den lange ventetid - ventetid på grund af vejret, på grund af de tekniske problemer, på grund af, at der kun kan være 4 personer på gummibåden; hele tiden må vi vente og se tiden an..ingen planer, hvilket er noget af det værste jeg ved: "Planer er til for at fungere og blive overholdt, og man holder hvad man lover" men ikke her!- og så lettede vi endelig anker fredag aften og forlod Bequia, og tog en natsejlads for motor! Den virker nu (eller rettere: gjorde en kort overgang) - dog stadig med lidt småskavanker (bagateller som at den ikke kan startes og stoppes med nøglen = startmotoren virker ikke). Turen begyndte smukt og stille i solnedgangen, men inden vi nåede frem i den nærmeste havn efter 3 timer, var regnen startet og stormen taget til. Det blev den hidtil værste nat vi har oplevet ombord.
Ikke mange sov (påstod de lørdag morgen, men der var en del der snorkede ;-)) på nær Alfred, der faldt i søvn på bænken på dæk, blev båret nedenunder da det begyndte at regne, blev båret op, da vi havde sænket ankret, og blev båret ned igen, da regnen og blæsten drev os under dæk, for til sidst at gå op igen, da solen var stået op kl 6....
Men hold da op hvor stormen ruskede i sejl og bølgene fik båden til at rulle sidelæns, hvilket er højst ubehageligt. Alt spisegrej kurrede fra side til side i skabene, bordene blev tømte, alt faldt ned og vi bevægede os fra side til side i køjerne.
Og jeg, der elsker at sove i 10 grader, mørke, stilhed og i en stor tør seng der står stille, kunne vælge mellem at sove på dæk i øsende regn, med lys og lyd fra havnen og stormen ruskende i sejl og overdækning og en hård bænk der til tider stod lodret, eller at gå ned i kahytten, hvor der var 80 grader varmt, lugt af motor, meget trangt sammen med Alfred og lyd fra tre snorkende mænd, samt skuffer og skabe der klaprede...= ingen søvn til mig!!
Lørdag morgen var alle enige om, at komme væk så hurtigt som muligt og finde læ i en anden havn. Desværre blev både Alfred og jeg sløje på dén formiddagstur, hvor målet var Union Island. Han kastede op, og jeg måtte ligge ned det meste af turen. Så nu er jeg temmelig splittet mellem at ønske flere og længere sejladser - hvilket jo var turens formål - og egentlig at være ganske godt tilfreds med de små ture på stille vand og i lukkede bugter.
Ved middagstid nåede vi frem og lagde os for anker ude i bugten. Alfred og jeg fik et lift i land; vi trængte til fast jord under fødderne. Det blev til en dejligt men varm gåtur over et lille bjerg med kanoner på toppen og over til den anden side af øen, hvor vi ville have badet, men måtte opgive på grund af den stærke vind og de store bølger.
Det er i grunden sørgeligt at se, hvordan historiske steder bliver misligeholdt. Der stod ganske vist 3 gamle kanoner, men stedet var for længst groet til, turistskiltene slå splittede og spredte rundt om i græsset, og der flød med affald. Underligt, at man ikke afsætter en mand eller 2 til at vedligeholde disse steder (den korte tid Alfred og jeg opholdt os der, kom endnu en turistfamilie prustende op ad den smalle, stenede og meget dårligt skiltede sti), Når der ellers kan gå gadehold på op til 10 mand rundt og slå vegetation i rabatten med håndkraft, eller stå hele 2 personer ved hver kasse og pakke varer, når man køber ind i madbutikkerne.
Vi blev hentet hjem igen med gummibåden, og tilbragte en stille eftermiddag på båden, med sang og spil på dækket, ført an af Freddy på guitar. Noget mere behageligt end aftenen før!
Til gengæld havde vi en dejlig lang badetur i torsdags, hvor Alfred og jeg blev sejlet over til stranden kl 9, og blev der i 4 timer, gik lidt frem og tilbage, badede, så på krabber og drak kold frugtsaft, inden vi gik tilbage til byen, hvorfra vi blev sejlet hjem til båden. Jeg kan ikke finde tid til hverken at læse eller at meditere, det er umuligt at finde bare 20 min, hvor Alfred ikke vil i kontakt med mig, så det er indtil videre blevet udsat. Men han er ellers god til at underholde sig selv. Lige nu laver han skattejagt på båden med små papirlapper gemt rundt omkring på båden. Andre gange har han modelleret med fiskemaddingen, eller taget fotos med sin nintendo. Vi er begyndt at sænke slagskibe, så Alfred kan lære lidt tal og bogstaver, vi spiller terningspil: 10.000, så han bliver bekendt med terninger og lærer at lægge sammen. Han maler i sin malebog og tegner i sin lille tegnebog. Han tager gerne en ekstra tur med gummibåden, når nogen skal hentes, eller kikker på, når der fiskes. En dag kastede han sig over at skære frugt til hele besætningen, så der er nok at se til, men "MOAR" skal være i nærheden, og tilgængelige når som helst og hvor som helst :-).
I dag mandag, havde vi turens hidtil længste sejlads: 7½ time, (stadig uden motor (!) da den nægtede at starte i går middag, hvor vi ellers ville have sejlet videre, men måtte opgive,) men denne gang heldigvis i dagslys og i nogenlunde fint vejr. Vinden var med os i retning syd mod Granada, og vi fik kun få regnbyger undervejs. Der blev halet en lille tun ombord på båden, og en kæmpefisk havde også bidt sig fast; der skulle 2 mand til at holde stangen, og fiskens finne kunne ses over vandet i det fjerne bag linen, men den faldt desværre af igen. På en anden side, var alle vist lidt skræmte ved tanken om hvilket monster vi kunne have risikeret at få på dækket, hvis det var lykkedes.Dagens højdepunkt var, da vi så vi flyvefisk og delfiner i leg i det fjerne.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar