Rejsen fortsætter ......

- med motor (!) men med reduceret besætning, idet Veikko har valgt at blive i land, selvom han havde plads på båden resten af denne uge ud. Så nu er vi 4 voksne: Ann Helen og John fra Norge, Freddy og jeg.

 

Vi gik ombord i dag tirsdag, efter at have tilbragt 5 dage på den lille ø Carriacou. Det har været et hyggeligt bekendskab, med én af de få øer, som ikke vrimler med turister, og som efter sigende er ca 50 år bagefter de andre øer. Den er omkranset af skønne hvide strande med kokospalmer, der ligger øde hen. Normalt er vandet stille og krystalklart, men i de dage vi har været her, har blæsten hærget området, og pisket vandet op og gjort det grumset og tryllet bølgerne frem - men - i morgen - skulle det blive fantastisk igen. :-) 

Udsigt fra vores veranda.






Vores hus på en vaskedag.

Huset vi havde lejet, bestod af 3 værelser med seng og myggenet, badeværelse med regnvandsbrusebad (al brugsvand er opsamlet regnvand, der opsamles fra tagfladen på hvert enkelt hus og opbevares i store sorte tanke i haven), samt køkken/alrum. Det vigtigste var næsten verandaen med udsigt over Tyrell Bay, der lå lige på den anden side af vejen, blot et stenkast fra huset - bogstaveligt talt! Nabogrunden var et tilgroet vildnis der afslørede flere spændende dyr og fugle i løbet af de dage vi boede der.



Dagligvarerhandlen havde mest af alt karakter af at være en skibsprovianthandel, det eneste køkkenredskab man behøvede for at tilberede et måltid med deres varer, var en dåseåbner. Således kom julemiddagen til at bestå af grønsagssuppe (konserves) til forret, ris og frosne burger-"bøffer" til hovedret og is til dessert. Alternativet var et frossent stykke kalkun, hvor man udenpå reklamerede med: "Taste like ham". John havde medbragt danske juleøl og en linieakvavit til at højne julestemningen.


Alle gode intentioner om økologisk, frisk og varieret kost med masser af grønt ryger fløjten hernede, hvor hovedingrediens en i alt mad er kylling, og grønt næsten ikke er til at betale. En pose kartofler, vel ca 3 kg kostede 50 kr (25 ECD), og 8 tomater 70 kr, på det lokale marked i hovedbyen. Forhåbentlig var det turistpriser, ellers har lokalbefolkningen da ikke en chance. Men det lader til, at alt grønt er importeret - gulerødderne kommer helt fra Canada - og meget imod mine forventninger, så er det også småt med frugten på disse kanter. Her er en del citrusfrugt - lime og grape - og et væld af bananer, der så ikke rigtig er bananer alligevel, men en frugt der ligner til forveksling, men som kun egner sig til madlavning.



Alfred er heldigvis godt tilfreds med mange små "måltider", så han overlever fint på kiks, yoghurt, æble, banan, knækbrød (stadig en pakke wasa vi havde med hjemmefra), lidt hjemmebagt brød, og af og til et kogt æg (æg er her masser af; de sælges stykvis og man bringer dem med hjem i en plastpose, så der er en vis spildprocent), som alt sammen kommer drypvis i løbet af dagen.

Én af vores naboer.





Vi har været omgivet af søde og hjælpsomme mennesker fra mange forskellige lande, og med hver deres baggrund og måde at arrangere og leve et liv på. Mange er gengangere og kommer forbi hvert år, da det er en ø, som man enten forelsker sig i, eller forsøger at undgå. Der var parret, som arbejdede for Folkekirkens Nødhjælp i Jerusalem 10 måneder om året, og sejlede rundt i Caribien de sidste 2, der var parret, som arbejdede hvert andet år og sejlede hvert andet år, hvilket kunne lade sig gøre, fordi de byttede ALT (hus, hun, kat, job mm.) med et vennepar som så overtog forretningen mens de var væk, Jeanett der bor halvdelen af året i Sverige og arbejder og den anden halvdel af året på Carriacou med en lokal kæreste.





Dejligt at se, at livet ikke nødvendigvis behøver at bestå af hverdag 365 dage om året, men at mulighederne er der, hvis man tør satse, og er villig til at ofre noget. 

Og så er der alle de pensionerede amerikaner og europæer, som har slået sig ned permanent. Vi blev budt med til julegilde den 25. december hos en fastboer, og dér var dejlig mad: 2 kalkuner, 2 skinker, 4 languster samt diverse tilbehør. Buffeten blev stillet op i haven på 2 store borde, og når man var mæt og veltilpas, kunne man slentre ud af havelågen, så lå stranden lige dér, lang og hvid :-)





  

Alfred i godt selskab med Jeranett, Veikkos svenske kollega







Øens faste beboere er alle smilende og søde; de hilser og vinker hver gang man passerer forbi, mens de sidder på verandaen foran huset, eller de kører forbi på gaden i de gamle suzukier. Det kunne vi godt lære noget af i Skandinavien, hvor ingen hilser på fremmede og man knapt kender sin nabo. Her virker det som om, at alle kender alle, og trafikken går let i stå, når folk i modkørende biler, lige skal stoppe og hilse på hinanden ud af vinduet hen over midten af vejen. Vi føler os godt taget imod og det virker trygt og godt at gå rundt i på øen hele døgnet. Officielt er sproget engelsk, men den lokale dialekt er totalt umulig at forstå: endelserne bliver kortet af, og det går så ufatteligt hurtigt, at ikke ét ord bliver genkendt i talestrømmen.



Her har vi sol (dog mindst én byge om dagen), varme, og lækre strande, men det er jo ikke alt. Hvis jeg skulle bo her permanent ville jeg hurtigt komme til at savne det danske udvalg af madvarer - især frugt og grønt - og hvad jeg savner allermest lige nu, er venner og familie til at dele sorger og glæder med. Men det er ikke umuligt, at jeg gerne vil vende tilbage og holde ferie her igen engang i fremtiden. Men at bo her permanent ville være noget af en prøvelse :-)

Alfred fandt disse 2 flotte konkylier, hvoraf vi prøver på at fragte det ene med hjem til Danmark

 

PS-det er helt umuligt at styre indsættelsen af billederne, derfor det noget utyilsdigtede layout denne gang!!! Beklager.