6 uger er laaaang tid

Men vi bliver nødt til at vente 6 uger endnu før afgang, selvom jeg føler mig klar, og nu bare gerne vil suse af sted. Der er styr på det meste (tror jeg), og mørket, kulden og blæsten er nu ved at komme krybende både morgen og aften. Ingen tvivl om, at skoven nu er fantastisk smuk, klædt i efterårsfarverne, og udsigten over vandet ved Frederikssund om morgenen, med solopgang i baggrunden er heller ikke at kimse af, men efteråret er kommet for at blive, og senere inviterer det uomtvisteligt vinteren til at følge efter, og så er det, at jeg gerne vil være under varmere himmelstrøg. Og i år ser det ud til at lykkes :-). Hvordan det bliver at komme hjem igen, tør jeg slet ikke at tænke på. Den tid, den sorg.
Det svinder allerede god i brændestakken, og jeg har indtil nu oplevet én morgen, hvor bilen ikke ville starte.
Vinterstøvlerne er fundet frem og tage i brug på jobbet, og hue samt vanter ligger på spring i tasken og venter kun på en chance for at blive luftet. I dag gik jeg og lunede mig i den knapt så charmerende men dejlig varme "flyverdragt".

Det er bemærkelsesværdigt, hvordan mit syn på hverdagen pludselig har forandret sig, kun fordi jeg ved, at om 6 uger er det ikke længere hverdag.
Nuet træder i karakter på en helt anden måde, og bliver mere påtrængende...når jeg ved, at tingene ændrer sig lige om lidt. Jeg indprenter mig små scenarier, for på den måde at tage dem med mig. Alle de små trygge ting i hverdagen, som ellers bare er trælse trivialiteter; de får nu en anderledes og helt speciel plads i hukommelsen, så de kan drage med ud på tur, og være den kendte holdeplads midt i en ukendt verden.

Den mest markante og synlige forandring er dog min tomme kalender, der hænger på køleskabet og tigger og be'r om at blive fyldt op. Aldrig .... og jeg mener aldrig, så længe jeg har kendt til eksistensen af en kalender, er det overgået mig, at der har været 2 tomme måneder!! Så vidt jeg mindes heller ikke bare én, eller bare en lille tom uge. Det har ikke været en mulighed. Jeg er stormester i kalendertetris, og lader ikke en dag stå tom ret længe.
Men tænk..jeg nyder det faktisk! Når alle rundt om bordet hiver telefonen frem, og forsøger at finde en dato hvor alle kan, så trækker jeg bare på skulderen og siger: "Der er jeg ikke hjemme. Vi er ude at rejse". Og tænk Jer; den bliver godtaget uden spørgsmål og indvendinger. Jeg behøver ikke at forklare yderligere, hvorfor jeg ikke møder op; det er helt legalt at blive væk. Jeg skal ikke stå yderligere til regnskab, eller finde på dårlige forklaring og undskyldninger. Jeg kommer bare ikke. Så enkelt er det.
2 hele måneder, hvor der ikke er noget på programmet. Skønt!! Ingen forventninger, ingen forpligtigelser, ingen klokkeslæt noteret, og ingen aftaler der alligevel skal flyttes 20 gange inden de falder på plads, fordi alle andre (til stor irritation for mig) også planlægger og flytter aftaler konstant.
Forhåbentlig kan det være begyndelsen til at leve mere i nuet, og lidt mindre i fortiden og fremtiden.