Velkommen

Velkommen - til min nye blog, der vil følge forberedelserne, og senere selve turen, når jeg sammen med min 5-årige søn flyver til Caribien, for at sejle rundt og nyde livet og hinanden i december 2011 og januar 2012: http://www.suntrip.dk/. I første omgang handler det om at rejse kapital; så hvis du har lyst til at bidrage med stort eller småt, så modtages donationer gerne på bank konto: 9040 6500239415 i Spar Nord.
Hvis du har sejlrelateret gear (redningveste, sejlertasker, regntøj o.lign.) som vi kan låne, eller tips, tricks og gode råd, du vil dele, må du meget gerne skrive en kommentar.
Til gengæld kan jeg tilbyde at komme ud i landet, når rejsen er slut, og holde et billedeforedrag, med den indgangsvinkel, der passer bedst til omstændighederne; det kunne eksempelvis være:
"At gøre drøm til virkelighed", "Enlig mor på rejse med søn", "Caribien set fra søsiden", "2 måneder på en båd".

lørdag den 29. oktober 2011

TO DO

Sjovt som jeg hele tiden finder på mere, der "lige skal ordnes inden vi tager afsted".
Antallet af punkter på min "TO DO-liste" er stort set konstant. Ikke så snart har jeg streget en linje, før en ny kommer på nedenunder. Godt at vi snart skal rejse, så stopper det vel :-).

Har spurgt skipper, om hvad man laver ombord på en båd i så mange dage, og han skrev ikke noget om at bekæmpe lister, så jeg tror, at jeg lader den blive hjemme; den kommer slet ikke med i bagagen! I stedet vil vi hengive os til at bade, snorkle, sole, ligge på stranden, kikke ud over havet, måske genoplive lidt akvarel tegning, læse og skrive dagbog. That's it! - Ingen "TO DO-lister" får adgang ombord. Det skal nydes.

Men hvad er det så, der sniger sig på fra bunden af? Det er alt mellem himmel og jord; og noget en hel del mere relevant end andet.
Jeg har lige bestilt notesbøger over nettet: én som skal udgøre dagbog for mig, og én der skal være tegnebog til Alfred. MEGET vigtigt; man kan sikkert ikke købe bøger i Caribien; eller ....?
Der er skiftet vinduesviskere på bilen, så den er klar til sne og kulde når vi kommer hjem igen. De gamle fedtede bare ruden til, og det duer ikke, når sne og is kommer hvirvlende i mørket og rammer forruden om morgenen. Det skulle absolut gøres nu; en måned før vi tager af sted(!), og 3 måneder før jeg skal bruge dem; eller.....?
En aftale om at låne en mini-PC er kommet i hus (dét er vigtigt!), og jeg har også fået lovning på at låne nogle sejltasker, der dog først lige skal beses, inden jeg siger ja (det er også vigtigt!)
Og endnu en vigtig ting er faldet på plads: jeg har fået en aftale om snerydning i stand. Pudsigt hvordan jeg søgte over internettet, lod forespørgslen løbe hele verden rundt gennem ledninger og trådløse forbindelser, for til sidst at ende hos min genbo :-). Næste gang går jeg bare et smut over vejen.

Alfreds børnehave må snart være træt af mig; jeg har spurgt om mulighed for nedsat betaling i perioden, jeg har forhørt mig om indmeldelse i skolen (der ellers skal foretages i januar), om indmeldelse til SFO, og sidst rykkede jeg for en dato til afholdelse af fastelavn i 2012, som bestemt ikke var planlagt endnu. Men jeg ved jo, at vi kommer hjem i starten af februar, og at drengen gerne vil have mig med til festen, og at jeg i såfald skal tage en fridag fra mit job, og det skal jeg ansøge om i god tid. Så derfor! Det kan derfor hermed oplyses, at Undløse Børnehus afholder fastelavn tirsdag den 21. februar 2012 :-)

Jeg har endda gjort noget, som jeg ellers sjældent får taget mig sammen til: bestilt tid hos frisøren, så håret kan få en omgang inden vi tager på tur, for der findes med garanti ikke frisører derovre; eller .....?
Og sidst men ikke mindst, så har jeg bestilt svømmedragt til Alfred med indbygget flydeplader og solbeskyttelse + badevinger og badesko (længe leve internettet og betalingskortet), noget som man sikkert heller ikke kan erhverve sig for penge derovre, hvor der vrimler med badeglade turister; eller....?

Der er også ved at komme styr på fordelingen af ferie-/ afspadseringsdage og orlovsdage, hvilket har stor betydning for økonomien. I næste uge kommer så en afgørelse fra Holbæk Kommune vedrørende en kloaksag, som i værste fald får stor indflydelse på økonomien, men jeg krydser fingre og håber det bedste. Jeg har selv sat gang i sagen her efter sommerferien, netop for at kunne få et svar inden vi tager af sted. Indtil videre har det taget 2 måneder, men der afholdes møde i næste uge (uden mig??), og så får jeg vel forhåbentlig et positivt svar. Hvis ikke, kommer det til at trække ud, for så må jeg til at bruge andre metoder, for at få ret - hvilket jeg jo rigtig gerne vil have.
I den spændende kategori, så havde jeg fået en aftale i stand om at mødes med Freddy inden han selv rejser ud til båden, men måtte desværre aflyse i sidste øjeblik. Måske lykkes det at ses i næste uge; det vil være rart at få et ansigt på, så jeg ved hvem vi skal lede efter, når vi en mørk aften ankommer fuldstændig overtrætte til Kingstown. Manglende søvn gør mig handlingslam, så når vi tager de første skridt på Caribisk jord, er jeg nok ikke den mest overskudsagtige turist. Så vil lidt tryghed gavne og bliver højt værdsat.

Generelt drømmer jeg meget, og for tiden er der bemærkelsesværdige mange rejse drømme, hvor jeg enten er på vej til flyet, er ombord og flyver eller tåger rundt i en lufthavn, somme tider alene og andre gange med Alfred eller, hvad der er værst, i gang med at lede efter Alfred, der er blevet væk undervejs. Jeg må jo bare indrømme, at tanken om 2 måneder ombord på en båd ikke skræmmer mig, men jeg er temmelig nervøs over at skulle rejse rundt om jorden "alene" sammen med min søn. Og jeg, der ellers elsker at flyve, og før har prøvet at flyve alene med Alfred, og ved at det gik super fint. Det skal nok gå...men drømmene minder mig om, at livet ikke altid former sig efter de planer jeg har lagt, og at det nogle gange er godt at have en plan B.

Ud over den tidskrævende og kontinuerligt voksende "TO DO-liste", så er hele november fyldt godt op med besøg af og hos venner & familie. Det er sjovt, hvordan folk jeg ellers ikke ser i flere måneder ad gange, "liiige" skal nå at mødes inden vi tager af sted.
VI KOMMER TILBAGE IGEN - det er i hvert tilfælde planen indtil videre - så vi når nok at ses :-)

1 kommentar:

Anonym sagde ...

Jeg synes det er mange ting du har nået :o))
Det med drømme.....sikke noget. Er nu helt sikker på at Alfred klogeligt holder sig helt tæt på dig.
Men sådan er det ofte med drømme.....de viser os det vi frygter mest eller det der går os mest på i livet.
Knus til jer begge