Velkommen

Velkommen - til min nye blog, der vil følge forberedelserne, og senere selve turen, når jeg sammen med min 5-årige søn flyver til Caribien, for at sejle rundt og nyde livet og hinanden i december 2011 og januar 2012: http://www.suntrip.dk/. I første omgang handler det om at rejse kapital; så hvis du har lyst til at bidrage med stort eller småt, så modtages donationer gerne på bank konto: 9040 6500239415 i Spar Nord.
Hvis du har sejlrelateret gear (redningveste, sejlertasker, regntøj o.lign.) som vi kan låne, eller tips, tricks og gode råd, du vil dele, må du meget gerne skrive en kommentar.
Til gengæld kan jeg tilbyde at komme ud i landet, når rejsen er slut, og holde et billedeforedrag, med den indgangsvinkel, der passer bedst til omstændighederne; det kunne eksempelvis være:
"At gøre drøm til virkelighed", "Enlig mor på rejse med søn", "Caribien set fra søsiden", "2 måneder på en båd".

mandag den 7. november 2011

500 hits

Der har været overraskende mange besøg på siden :-)
Over 500 (jeg skriver ikke, hvor mange besøg jeg selv står for!). Det er glædeligt, og jeg håber at I bliver ved med at følge med, også når turen begynder; det var jo den oprindelige idé, der bare har taget lidt om sig :-). Det er jo først dér, når der kommer billeder på og fortællinger fra selve turen, at det begynder at blive interessant. Så bliv hængende!!!

Jeg er så småt begyndt at pakke; det vil sige, at der står en stor IKEA-bag i det ene hjørne, og når jeg kommer i tanke om noget, som vi absolut ikke kan undvære (solcreme, malebøger, sandaler, kamera mm.), så ryger det ned i tasken, der allerede bugner. Måske (nej ikke måske: det er sikkert og vist) skal der sorteres en hel del fra igen under den endelige pakkerunde, men indtil videre kommer alt med. I sidste ende begrænses bagagen jo af, at den for det første skal kunne være i 2 sejlertasker og for det andet, at jeg selv skal kunne bære det hele, og samtidig holde Alfred i hånden ;-)
Det meste er i hus, jeg mangler dog stadig en svømmevest til Alfred strl. 5 år - 20 kg...Læg gerne en hilsen, hvis du har en, jeg kan låne.
Som det sidste har jeg lige fået lov til at låne et lille kamera, der kan bruges under vand, så jeg forhåbentlig kan "fange" en fisk.

Flyselskabet har meddelt ændringer i rejseplanen, således at vi nu har 3 flyskift på vejen derned, da vi også skal en tur omkring Grenada, hvilket ikke var med i den oprindelige rute :-(

Og så har vi været forbi lægen for at få den sidste portion vaccine - troede jeg. Men 2 timer efter lægebesøget blev jeg ringet op og fik at vide, at der var sket en misforståelse, så jeg skulle nå at have en portion mere inden afgang, og desuden skal vi begge have en vaccine for Gul feber, hvilket ikke var gået op for mig. Så nu må vi af sted igen, onsdag om en uge: en tidlig morgentid, så jeg kan nå på job uden de store forsinkelser, og Alfred må igen med på arbejde, så jeg ikke skal bruge yderligere tid på at køre tilbage i børnehave med ham. Besværligt men nødvendigt.
Heldigvis har jeg i den forgangne uge opdaget, at sygeforsikringen Danmark refunderer en del af omkostningerne i forbindelse med vaccinen, så det er ok plaster på såret.

Der er stadig en del punkter tilbage på listen, men nu har den en synlig ende. På den ene side, føler jeg mig klar til at tage af sted, og på den anden side synes tanken om afrejse meget fjern og uvirkelig. Der går dog efterhånden ikke én dag, uden at jeg bliver mindet om, at vi snart farer mod varmere himmelstrøg. Enten fordi kolleger, venner eller familie spørger ind til projektet, eller fordi de sidste detaljer er ved at falde på plads og lige skal finjusteres. Småting der skal følges op på, og ting der skal ned i den store taske.

Balancen bliver at tage lige akkurat så meget med hjemmefra, at vi ikke glemmer hvad vi kommer fra, men ikke mere end at der stadig er plads til alt det nye vi gerne skulle finde derude.

Ingen kommentarer: