Velkommen

Velkommen - til min nye blog, der vil følge forberedelserne, og senere selve turen, når jeg sammen med min 5-årige søn flyver til Caribien, for at sejle rundt og nyde livet og hinanden i december 2011 og januar 2012: http://www.suntrip.dk/. I første omgang handler det om at rejse kapital; så hvis du har lyst til at bidrage med stort eller småt, så modtages donationer gerne på bank konto: 9040 6500239415 i Spar Nord.
Hvis du har sejlrelateret gear (redningveste, sejlertasker, regntøj o.lign.) som vi kan låne, eller tips, tricks og gode råd, du vil dele, må du meget gerne skrive en kommentar.
Til gengæld kan jeg tilbyde at komme ud i landet, når rejsen er slut, og holde et billedeforedrag, med den indgangsvinkel, der passer bedst til omstændighederne; det kunne eksempelvis være:
"At gøre drøm til virkelighed", "Enlig mor på rejse med søn", "Caribien set fra søsiden", "2 måneder på en båd".

fredag den 25. november 2011

Hvad er forskellen......?

Det har været meget overvældende og overraskende med al den opmærksomhed turen har fået både af kolleger, pædagoger i Alfreds børnehave, familie og venner. Mange spørger til hvornår vi skal af sted, og om vi glæder os, og jeg undrer mig lidt over, hvad der gør forskellen?
Det ville helt sikkert ikke være sket, hvis vi bare skulle være væk 1 uge, eller 2 eller 3 eller... hvornår er grænsen nået?
Hvornår bliver ferien til en rejse? Til et projekt?
Er det destinationen, at jeg har Alfred med, rejsefaconen eller periodens længde der er afgørende?

Hvis man ser bort for tidsforskellen, så skulle vi meget gerne være fremme om 1 uge :-)
Nu er der bare finjusteringer tilbage.
Jeg har indkøbt 2 x 2 håndklæder (et til saltvand og et til ferskvand til os begge) og nye tandbørster, så de forhåbentlig kan vare 2 måneder, og vi kan tage de gamle med i håndbagagen, i tilfælde af, at de store tasker forsvinder undervejs, hvilket man jo aldrig kan vide sig sikker på.
Der er lagt bunker frem til både Alfred og jeg, der er skrevet adressesedler til taskerne.
Bunkernes størrelser stemmer desværre ikke overens med taskernes rummelighed, så der skal nok sorteres fra i løbet af ugen, men det udskyder jeg til sidste øjeblik... det kan jo være, at taskerne vokser i løbet af ugen ;-)

Jeg har hørt fra Skipper Freddy; ikke alt går efter planen med båden derovre, men han forsikrer mig om, at han vil stå og tage imod os i lufthavnen, hvilket er en stor lettelse for mig at vide. Flyrejsen derover er helt klart det svageste led i hele projektet, så lige dér har jeg brug for lidt støtte :-)

Det eneste der ikke er faldet på plads, er aftalen om udskudt forældreorlov. Der er åbenbart lidt uvished om hvem der skal gøre hvad, for at jeg kan få dagpenge udbetalt i de resterende 6 dage. Så jeg forholder mig utålmodigt afventende og håber på det bedste, da det i sidste ende gør en væsentlig økonomisk forskel, om jeg når at udfylde papirerne inden afrejse.

1 kommentar:

Anonym sagde ...

Hej I to rejselystne dejlige mennesker ;o)
Nu er datoen helt tæt på. Håber så MEGET I må få en god tur/oplevelse ;o)
Mens vi andre vil forsøge at hygge herhjemme med kalendergaver julebag og sterainlys, i mørket og kulden.
Glæder mig til at følge med i jeres indlæg. Samtidig glæder jeg mig til at se jer igen i det nye år, se billeder og høre om turen.
Rigtig god tur til jer. Vil sende jer mange tanker.

Mange Knus Jette