Jeg var på personaleweekend med mine kolleger, og havde den foregående aften, været letsindig nok, til at lave en aftale den efterfølgende morgen kl 7 iført badetøj. Vækkeuret ringede, og jeg trippede på bare fødder ned gennem de øde hotelgange,, mens jeg håbede på, at jeg ikke var den eneste, der var oppe på det tidspunkt.
Det var jeg heldigvis ikke! Jeg fik selskab af 2 andre, der åbenbart også kunne se skønheden og nydelsen i, at sidde med dér i den kølige morgenluft, med bristende vandbobler om ørene.
Og tak for det! Det varede lidt, inden morgentavsheden blev brudt, og af alle samtaleemne vi kunne vælge, faldt snakke naturligt på, hvad der gjorde os glade, og hvad der havde gjort en forskel i vores liv.
Jeg fik en malerisk beskrivelse af 2 måneder på Nordkaperen; en tur, som min kollega havde foretaget for 2 år siden (og stadig betalte af på).
Og dér blev drømmen vækket til live; midt i det våde element og med blide vinde om ørene, som var jeg allerede taget afsted, og sad og vuggede på det store hav.
Her var den rejseform, som jeg ubevidst havde gået og søgt, men ikke havde fundet før nu.
Efter en 2 måneders sygeperiode over sommeren, hvor sommerferien med min søn gik i vasken, og efter overvejelser om, at han starter skole næste sommer (faktisk allerede til foråret), og det derfor bliver en del mere besværligt at være væk over længere tid, har jeg haft et ønske om, at vi kunne gøre noget sammen, sådan "koncentreret kvalitetstid", som der ikke er nok af i hverdagen.
Efter inspiration fra en modig veninde, havde jeg overvejet at tage ham med ned og gå på Caminoen i Nordspanien, men også opgivet tanken igen, da den som udgangspunkt ikke er beregnet for børn, og de mennesker der søger den, nok heller ikke forventer at møde børn på deres sjælevandring.
2 måneder i et ferieresort, vil jeg ganske simpelt ikke kunne holde ud selv, og 2 måneder i huset på Nyvej, ville med sikkerhed resultere i en masse stress, over alt det jeg ikke kunne udrette i hus og have, når jeg nu alligevel vár hjemme.
Så væk skulle vi, og hér øjnede jeg en realistisk mulighed!
Beslutningen blev meget hurtigt taget; det gælder om at gribe energien i begejstringen, og så begyndte jeg at handle.....
Og hvad er status så i dag; 3 uger efter?
Som det første meldte jeg mig ind til FTLF (Foreningen til Langtursejladsens Fremme), og så snart indmeldelsen var faldet på plads, blev jeg ganske overraskende kontaktet af skipperen fra Grand Danois, der netop stod og manglede folk i den pågældende periode. Jeg havde ikke regnet med, at det ville gå så hurtigt og nemt; blev faktisk lidt nervøs og overvejede at trække følehornene til mig igen, og atter vende blikket mod hverdagen, men så det på den anden side også som et tegn; der var nogen derude, som tog mit ønske alvorligt, og som stolede på, at jeg nok skulle komme afsted. Nu var drømmen sat i verden, ønsket var udtalt og tanke var blevet til handling.
Jeg forsikrede mig, allerede i første mailudveksling, at der var plads til 2 personer, og at det ville være ok at tage et barn med ombord. Det var ikke noget problem ! :-) Ligeledes gjorde jeg klart, at vi ikke vil sejle i piratfyldtfarvand, hvilket Caribien heldigvis ikke er - Så nu var der ingen undskyldninger tilbage....
Derefter er der næsten sket noget hver dag:
- Min leder har bevilliget 2 måneders orlov i december og januar
- Banken er blevet sat igang med at lave ekstra betalingskort
- SKAT er blevet bedt om at ændre på mit forskudsskema
- Jeg har undersøgt forsikringsforhold, som dog stadig er uafklaret
- Priser på flybilletter bliver tjekket dagligt
- Der er afhentet vaccine på apoteket, og vi får sprøjet den 1. portion ind i næste uge
Det bliver spændende!!
Hvis du har lyst til at følge med, så kik ind forbi igen! På gensyn :-)
2 kommentarer:
Kære Lennette.
held og lykke med din spændende færd - det bliver spændende at følge med.
Pas nu godt på dig selv og Aldredo... du ved jeg foretrækker mine kære har puls ;-)
Blev fanget af din blog - godt gået. Vi sender dig en varm hilsen og tanke når vi sidder i kulden til julemødet.
Send en kommentar