Point of no return

Endnu en uge er gået, og vi er dermed en uge tætter på drømmen J.Efter utallige klik på tastaturet, udprints af mulige kombinationer, gennemgang af kalenderen og brug af lommeregneren, blev flybilletterne endelig bestilt (og betalt). Så nu er der ingen vej tilbage! Længe leve internettet!!

Men hvor gjorde jeg mig mange tanker og prøvede at tage hensyn til ALT! Man kan få det akkurat som man vil have det, men det afspejler sig i prisen, og den havde 1. prioritet... dog under hensyntagen til flere andre parameter:Rejsen må i alt ikke vare mere end 60 dage, så dækker forsikringen ikke, der skal være en fridag både før og efter vores rejse og nogle dage er dyrere end andre, så valget faldt på udrejse den 2. december og hjemrejse den 29. januar med ankomst mandag den 30. januar 2012.

Dernæst ville jeg undgå 3 ting: at flyve over USA (så skal man indløse visum), at skulle skifte lufthavn i London og at skulle overnatte undervejs til eksempel i London. Det var måske en ok mulighed hvis jeg fløj alene, men sammen med Alfred, skal rejsen helst være enkel og overskuelig.
Det havde også noget at sige, hvornår vi skulle hjemmefra, og hvilken tid på døgnet vi ankommer.
Valget er derfor faldet på 2 uafhængige rejser: først fra København til London og derefter videre til Saint Vincent over Barbados og tilsvarende på returrejsen. Det eneste springende punkt i den rejseplan er, at der på udturen kun er 2 timer i London til at hente bagage, tjekke ind og finde den nye terminal, men det SKAL gå! Ellers er der god til og tidspunkterne er fine.

Forsikringen er heldigvis også faldet på plads: efter først at have fået afslag på dækning af min alm. rejseforsikring, skrev jeg en mail, og spurgte om det nu også var helt sikkert, at den ikke dækkede….. og det var godt, at jeg var vedholdende (stædig)…...for jo: "den dækker i 60 dage" både Alfred og jeg og i hele verden. TAK!!

Vi har også fået det første skud vaccine. Alfred lagde først lår til, mens jeg holdt ham fast på mit skød og bagefter var det min tur til at smøge ærmet op, mens Alfred sad og knugede min hånd og stirrede betaget på sprøjten; jeg måtte kikke væk! Vi fik begge lov til at vælge en plastikdinosaur til trøst, hvilket hjalp betydeligt på smerten og humøret. Vi er heldigvis enige om, at man gerne må bande (for hulan også) i den slags situationer, hvilket også er en effektiv smertedræber.

Drengen er også blevet slæbt med i svømmehallen, for nu er det vist på tide, at han lærer at svømme. Jeg fandt vel nok det eneste begyndersvømmehold på Sjælland med en ledig plads (vi er åbenbart lidt sent ude), så nu skal vi af sted hver lørdag mellem 16.15-16.45 indtil vi tager af sted. Han gik til babysvømning for 5 år siden (tiden går hurtigt), men det var ingen succes; vi måtte ofte forlade bassinet i utide, for ikke at forstyrre hele holdet med høje skrig og gråd; det brød han sig absolut ikke om. Heldigvis gik det bedre i går, hvor han deltog i hele den halve time, på nær 5 minutter, hvor han sprang op af bassinet og løb ind for at tisse, under høje tilråb fra underviseren: ” Man må ikke løbe i svømmehallen!!” – men hvad skulle drengen gøre? Han skulle jo skynde sig J

Selv har jeg i løbet af ugen fået en introduktion til meditation, som forberedelse til rejsen. Hvis man i 2 måneder skal være sammen med 6 andre mennesker på en lille båd, tænker jeg, at man måske får behov for at ”komme lidt væk” rent mentalt, når man nu engang er fanget fysisk. Og det er ikke kun dér, midt i det Caribiske hav, at det kan være gavnligt at kunne sætte sig ned og finde ro, ensomhed og energi i 15-20 minutter. Også i hverdagen har jeg behov for at lade op, hvilket jeg generelt ikke har været god til at finde tid til, men efter min sygeperiode i sommers, har jeg, med min leders opbakning, haft fokus på, at jeg rent faktisk afholder min pause i løbet af min arbejdsdag. Så lige dér midt på dagen, er der dukket et hul op i en ellers fyldt kalender. Det gør en mærkbar forskel, at jeg får siddet ned i 20 minutter, får lukket øjnene og måske får en lille power nap. Nu sidder jeg ikke længere og nikker døsigt på vej hjem i bilen, til fare for mig selv og alle mine medbilister, og jeg har pludselig bare en anelse overskud til min søn, når jeg har hentet ham i børnehaven.

Inden jeg slutter for i dag, vil jeg gerne fortælle, hvorfor jeg har oprettet denne blog. Jeg er blevet spurgt, om det er en slags:” Se hvad vi skal!! Æv bæv.” Men det er det på ingen måde. Beskrivelserne er tænkt som inspiration til alle Jer, der måske har samme lyst, men holder igen fordi………….. Ja, der kan være så mange fordi’er, rems selv op. Måske bliver det lettere, hvis I ser, at det rent faktisk kan lade sig gøre for mig, der ikke har nogen som helst forudsætninger for et sådant projekt. Hvis jeg kan, kan I også!! Det er bare at komme i gang J. Forhåbentlig kan bloggen også lette vejen med hensyn til nogle af de praktiske gøremål inden turen… Brug den gerne som en slags checkliste. Jeg skal nok følge op når vi kommer hjem, og notere alt det, som jeg alligevel, trods de gode intentioner, havde glemt. Skriv gerne en kommentar og spørg ind, eller kom med forslag. Det må meget gerne blive en levende blog!

- Og så er der alligevel en skjult dagsorden. Jeg har erfaret, at projekter, ønsker, idéer, gøremål med mere, som jeg har i hovedet, oftest har godt af at komme ned på papir. Af en eller anden grund, bliver de mere virkelige og mere tilgængelige, og har dermed en større chance for at blive realiseret. Og endnu bedre er det, hvis det skrevne bliver delt med andre, så får det på magisk vis endnu mere vægt. Det virker nærmest som en kontrakt mellem mig og livet; et løfte som jeg ikke vil bryde. Det har været meget tydeligt i forbindelse med til eksempel nytårsløfter, der aldrig rigtig er blevet opfyldt, så længe de blot har rumsteret inde i mit hoved. Men dét år, hvor de blev nedskrevet og udvekslet med en veninde, dér kom de til sin ret, og fungerede som en ledetråd hele det efterfølgende år. Prøv det J Således minder denne blog mig om, at vi skal af sted, og at jeg nu har sagt det til hele verden og derfor også har forpligtet mig til at gennemføre projektet: Point of no return.