Ferietempo

Den første uge er gået - og i skrivende stund snart også den næste, uden at vi hverken er blevet skoldet (det har regnet og været en overskyet en del) og uden at vi er blevet søsyge (vi har kun sejlet 3 små ture for sejl), så set i dét lys, har det været en succes indtil videre. Alfreds hoste er forsvundet og nu er der blot en konstant snotnæse tilbage. Søvnen er blevet mærkbar bedre, efter at vi har indtaget dækket og sover i det fri; Alfred nede på gulvet mellem de 2 bænke, så han ikke kan falde ned ad noget, og jeg på den ene bænk med konstant risiko for natlige regnskyl, der gennemvæder dynebetrækket, som udgør min dyne.

Vi er heller ikke faldet overbord, eller har erhvervet mærkelige sygdomme, så man må jo sige, at alt er vel. Men vi begynder at blive lidt rastløse eftersom motoren stadig ikke virker, og vi derfor ikke kan forlade området.

Vi har oplevet og set meget, men er på ingen måde færdige med at holde ferie, så det er herligt at tænke på, at der endnu er 6 uger tilbage; hvis vi altså bare snart kan komme ud at sejle.

Jeg forsøger stadig at komme ned i gear og tilpasse mig tempoet hernede. Man bliver tilpas sløv af varmen, disen, lunkne øl ombord på båden, de bankende reggaerytmer, der døgnet rundt dunker ud over byen og bugten fra de mindste skure og lyder som en helt fest, men blot er underlægning til en enkelt rastamann's søvndrukne dans, de mange ekspedienter i butikkerne, der tager én ting ad gangen, og bestemt ikke har travlt med noget som helst men udstråler ligegyldighed med alt og alle, de gamle mænd med bare fødder og sparsomt tandsæt, der sidder rundt omkring på gadehjørnerne og de små caféer med saglige smil om munden og svømmende blikke efter at have røget sig skæve, og gadehunde, får og geder, der ligger dvaske og hviler i den sparsomme skyggen fra kokospalmer, mandel- og citrustræer og de mørke, ranke kvinder der med deres stolte og vuggende gang får både fordele og bagdele til at skvulpe af sted i gaderne.

Såvidt det er muligt, prøver jeg at acceptere, at der ikke er nogen form for planlægning (ingenting går efter planen hernede - aftaler er vist kun til for at blive brudt) eller struktur for dagen, men det er ikke lige min spidskompetence; det kræver tid og tilvænning før jeg lærer det, så også på den led, er det en fordel, at der er nok nogle uger igen.

Søndag sejlede vi tilbage til Saint Vincent og tog imod finnen Veikko, samt John og Ann Helen fra Norge. Nu er vi 6 voksne + Alfred ombord; det er mange mennesker på en lille båd. Alle spiser af små tallerkener, for at få plads på bordet, og Alfred og jeg deler sågar.
Mandag formiddag vendte vi stævnen mod Bequia igen, hvor vi nu igen ligge for anker ude i bugten, og venter på Mister "Fix-man", som burde have løsingen på vores problemer med båden.

Der har været flere rigtig gode oplevelser og stjernestunder indtil nu:

Sidste fredag investerede vi i en languster, som en af de mange salgsbåde kom forbi og ville sælge. Den var stadig levende da vi fik den ombord; gemt i et vældigt smukt og helt utroligt panser, designet til et liv som kampvogn på bunden af havet. Imponerende. Freddy parterede og kogte den, og vi var alle med til at knuse skallerne og fiske det bløde, saftige og hvide kød frem. Småstykkerne blev til en dejlig salat rørt med hjemmelavet maionaise, og halen med de store faste stykker blev nydt i hele mundfulde med nybagt brød til. Sikke en fest.

I går tirsdag gik Alfred og jeg en lille tur op til resterne af et gammelt fort, hvor kanonerne stadig stod på parade. I byen stødte Hallur og Veikko til os, vi købte ind, og gik ned til den nærmeste lille mole for at blive hentet, men der gik en rum tid, så vi slog os ned og faldt i snak med 2 af de lokale, der sad i skyggen og chillede. De "kendte os", da de havde renset bunden af både på et tidspunkt. Alfred tullede rundt på stranden og fandt skaller, vi fik vist hvordan man kunne åbne mandlerne der lå på jorden, og endnu en indbygger stødte til. Vi havde hilst på ham før, da han kunne lidt dansk. Han havde været i Danmark og havde en søn på 15 år der. Han kom med en pose med limefrugt til os, som han havde samlet på vejen. Han hjalp også til med at åbne mandler, og der var en dejlig rolig stemning, af at høre til og at være en del af.

(Desværre brast illusionen om venlighed og samhørighed da gummibåden kom, og jeg var lige ved at sætte fødderne ombord; så blev det udtalt, formålet med imødekommenheden: Kan jeg få lidt penge til mad? - og ja, det fik han da; alt andet havde været urimeligt, vi har så meget og de har så lidt, men jeg er meget splittet på det område. Jeg vil gerne hjælpe og har det i grunden skidt over at være her som "påtrængende og rig turist", men samtidig ville jeg også gerne, bare en gang imellem, bibeholde indtrykket af søde og hjælpsomme mennesker, der ikke behøver at få noget til gengæld.)

Og hvilken lyksalighed, at kunne afslutte dagen med at ligge arm i arm med min søn på dækket af en vuggende båd i den Caribiske nattevarme, med summende cikader og blide bølgeskvulp i ørene, og kikke op i en sort og stjernespækket nattehimmel, og snakke om universet og kikke efter stjerneskud. Godnat - og sov godt