jaaaaaa :-) - og en hel masse Nej

Vi har haft nogle vidunderlige oplevelsesrige dage, og nogle meget trælse søvnløse nætter i hvert tilfælde for mit vedkommende. Alfred sover som en sten det meste af tiden, men har haft nogle urolige nætter med meget hosten, for meget varme, snotnæse og trangen til at gå på toilettet og ville have vand serveret Jeg har følt, at jeg var opvarter 24 timer i døgnet, og det er lige lovlig hårdt med mit generelt store søvnbehov. De første 4 dage, har jeg vel fået max. 1-2 timer i gennemsnit, trods det, at jeg er gået i seng omkring kl. 19.
Det bliver lyst kl. 6 hernede, og mørkt igen kl. 18, og det foregår ret hurtigt, uden megen forvarsel. - og jeg bliver jo som bekendt træt, når det bliver mørkt.
Jeg har forsøgt forskelige løsningsmodeller i forhold til hvordan vi lå i køjen, påklædning mv. og vi har også overnattet på dækket en enkelt nat, men desværre i en bugt, hvor musikken drønede ud over vantdet indtil sent på natten.
Den første nat var det lydene der drillede: foruden den meget høje musik med slet skjulte bankende reggae rytmer, så var der ting der hamrede, smækkede og klaprede, barn der snøftede, vand der klukkede og rislede, frøer og cikader der kvækkede.
Vi har oplevet de fyldte gader i Kingstown på Saint Vincent med et mylder af biler og mennesker, slumkvarteret (som Alfred mente nok var byens losseplads), affaldet der flyder langs molen, en tissende kvinde i rendestenen, sorte lette krabber, kæmpe "bænkebidere" og søpindsvin, fiskemarked, grøntsagsmarkedet med eksotiske frugter, frisk ingefær, muskatnød og kokosnødder.
Vi har været på den første sejltur (hvor jeg stod ved roret det meste af vejen, og Alfred sov!), 3,5 timer til nabo øen Bequia, der byder på hvide strande, krystalklart vand og masser af spændende fiske- og fugle liv, bla. pelikaner.

I dag tirsdag den 7. december, havde vi en rolig morgen med hjemmebagt brød, og hen ad formiddagen tog vi gummibåden ind til land, hvor Alfred og jeg blev sat af sammen med Hallur (og gårsdagens affald). Vi havde sat os for at gå over til den anden siden af øen, for at besøge et skildpadde opdræt. Der var ikke særlig langt - måske 5 kilometer, men det var varm og vi gik forkert i det eneste vejkryds undervejs, så turen føltes uendelig. Heldigvis var der masser af firben, smukke blomster og kokospalmer at kikke på undervejs. På udvejen blev vi tilbudt at køre med en kvinde derud, men vi takkede pænt nej. Godt trætte og varme nåede vi frem og kunne se på de små skildpadder, der var blevet udklækket over sommeren.
Vi gik vel en kilometer tilbage og fandt et lille sted, hvor vi kunne købe frisk vand og en is - kokosis (min favorit) som smagte af kokos! - og begav os bagefter videre fast besluttede på at gå tilbage (alternativet var taxi), men blev heldigvis tilbudt et lift af et amerikansk par, der havde hyret en taxi, som vi gerne måtte være gæster i :-). Det var en lettelse for os alle, at vi kunne komme hurtigt og ubesværet tilbage til byen. Her fandt vi en cafe, hvor jeg kunne gå på internettet, mens drengene gik ind og købte fiskegrej; et par liner med dobbeltkrog på.

Vi gik tilbage langs vandet, og mødte rent tilfældigt kvinden igen, som havde tilbudt os et lift på udvejen. Det viste sig, at hun havde en restaurant ved vandet, og hun spurgte til hvordan turen var gået. En lille gade hund slog følge med os helt ud til molen, hvor vi håbede på at blive samlet op af Freddy. Da vi ikke lige kunne få visuel kontakt, tog vi i stedet en taxibåd ført af en kvinde, som Hallur havde sejlet med før.
Mens vi havde været væk, havde Freddy været ind og forhøre sig om hvorvidt motoren til båden var blevet klar. Det var den såvidt, men endnu en ny lille fejl var dukket op, så den stadig var i udu :-( Nu venter vi så på svar i forhold til, hvornår den nye reservedel kan komme til huset.
Efter en dejlig grønsagssuppe, holdt vi en kort siesta, og så skulle fiskegrejet afprøves. Det var en stor succes. Hallur lavede melmadding, og allerede ved første kast var der bid :-) Det gik som smurt og snart var der 4 små og 2 lidt større fisk i spanden (aner ikke hvad de hed, men flotte var de), og vi måtte vente på Freddy, så han kunne komme og "redde os" og aflive fiskene. Vi var fuldstændig uforberedt, da vi ikke havde tænkt så langt, som at vi rent faktisk kunne risikere at fange noget. Men det blev til en velsmagende og delikat forret; og så fik vi lækre pandekager bagefter. Lige en menu efter Alfreds hoved :-)
Og så blev det sengetid. Vi valgte at sove på dækket fra starten af, og jeg fik for første gang en nogenlunde god nats søvn uden for mange forstyrrelser. Der kom heller ingen regn, som der ellers er kommet de sidste par aftener, så det var en perfekt aften til at sove ude i.

Vi løber hurtigt tør for strøm, da motoren endnu ikke virker, og solpanelerne har manglet sol, så derfor kan jeg ikke lade computeren op når som helst, og der vil gå dage imellem at jeg skriver. Nu er vi nået til den 9. december, og der er endnu mere at fortælle, men det må vente til næste gang.

Dog kan jeg godt røbe, at Alfred er super glad for sin Nintendo (og det er resten af besætningen også - da det giver en del stille timer :-) ), men til min store overraskelse, så er det ikke spillene, der interesserer ham, men det meste af tiden er han optaget af det indbyggede kamera (der er også netforbindelse i den !!), så til alt held, fandt vi ud af at sætte et af mine ekstra medbragte (til mit kamera) SD kort i, så han nu i stedet for 300 billeder, som han snart har taget, har mulighed for at lagre 3000... Det burde række til turen :-)

Mit forsæt om at sige mere "JA", er ikke rigtig trådt i kraft endnu; tværtimod synes jeg at ordet "Nej" har været det mest brugte indtil nu. Der er så meget nyt vi skal lære: at færdes ombord på en båd, at begå os i fremmede kulturer, at omgår mennesker hele døgnet, at tage hensyn og indrette os, så det meste af tiden får Alfred "Nej": "Nej, det må du ikke", "Nej det kan vi ikke lige nu", "Nej, nu må du altså vente", "Nej der er ikke andet mad end det du ser"...Nej, Nej og atter Nej....Det er jeg noget ked af, men håber på, at det ændrer sig til det bedre, når vi får lidt mere styr på døgnrytmen, og livet til søs. Allerede på søndag den 11. december kommer 3 nye gaster ombord, så det er et held, at vi har haft en uge med meget få folk forinden, så vi kunne falde lidt på plads inden da.