Travel light...

Travel light, var det sidste råd jeg fik af min bror inden afrejse, men som jeg desværre ikke kunne nå at implementere... Det gør jeg med garanti næste gang!!

Vi fik sparket turen i gang, med en monster rejse, som startede kl 04.00 fredag 06rgen den 2, december 2011, og endte efter 35 timer; velnok den længste rejse fra Danmark til Saint Vincent nogensinde. Der var oplevelser nok til én hel ferie i sig selv. Godt at vi skal være væk i 60 dage, så vi kan nå at komme til hægterne igen, og måske at nyde turen lidt ;-).

Vi tog hjemmefra i buldermørke, i det kedelige, våde men milde vintervejr. Kaptajnen på den 1. flyvning til London, startede med at annoncere en 30 minutters forlængelse af flyveturen på grund af vind og vejr, hvilket bekræftede de værste anelser, nemlig at vi sikkert ikke kunne nå forbindelses flyet i Gatwick, da vi i forvejen kun havde 2 timer fra landing til ny afgang (inkl. udlevering af bagage og ny indlevering af samme), og med en halv time mindre, var udfaldet næste givet på forhånd. Jeg havde svært ved at nye turen i solopgangen over det disede det britiske landskab, med små grønne marker opdelt af kilometervis af grønne læhegn, og store godser med swimmingpools og tennisbaner spredt i landskabet.

Først da jeg forhørte mig om forventet landingstid, og den oprindelige planlagte tid blev bekræftet, faldt jeg lidt til ro, men det hjalp så ikke synderligt, at vi blev parkeret i luften, og måtte cirkle rundt i ekstra 15 min....
Men, men til min store glæde viste englænderne sig fra deres bedste side: alt forløb glat, og fra landing og til vi forlod check-in og kunne sætte kursen mod gaten, var der præcis gået 30 minutter. min største frygt blev gjort helt til skamme. Det var dét punkt på rejseplanen, som jeg tvivlede allermest på - men det var nok kun fordi, jeg aldrig før har været i Caribien!!

De 9 timer i luften gik forbavsende godt. Selv havde jeg det rigtig dårligt i starten med kvalme, hovedpine og ondt i hele kroppen - tror måske, at det var stress fra transfersituationen, der brød ud i fuld flor, men Alfred lagde ud med at sove et par timer, så fik vi mad serveret (og gratis drinks :-), der blev tid til nintendospil, han fik en nissemalebog og fandt nogle videospil i flyet, mens jeg kunne lukke øjnene lidt og fik det væsentligt bedere. Alfred var super sej og klarede flyvningen i stiv arm. Maden var han dog ikke begejstret for, så under hele turen indtog han kun 2 tørre boller, samt en meget tør scones der måtte blødgøres med syltetøj for at glide ned.

Ved næste skift i Barbados havde vi masser af tid - troede jeg, men samme procedure med at lande, paskontrol, hente bagage, chekke in og sikkerheds kontrol tog her 2.5 time!!!!! Og det til trods for, at der nok var ca 1/1000 af det antal passagerer, som dagligt går igennem Gatwick (et skud fra hoften som måske endda er i overkanten). Det skyldtes ikke mindst, at jeg i ca en halv time var forvisset om, at den ene taske var blevet væk undervejs, så jeg nåede at udfylde adressepapirer (hvilket ikke er nemt når man skal bo på en båd!) og give en beskrivelse af tasken ud fra en række billeder af standardkuffterter (hvilket ikke er nemt, når man anvender en sejlertaske, der falder helt uden for nummer). Men heldigvis dukkede den op, lige idet vi skulle til at gå videre uden, og jeg havde nået at tænke igennem hvad jegkom til at manglede og måske miste i sidste ende, og hvordan vi skulle kunne komme ud i lufthavnen igen én af de kommende dage...Men vi slap altså med chokket!!

Derudover blev jeg fejlinformeret både mht. indrejse papirer og udrejsepapirer, så begge gange måtte jeg om igen :-( - og den ene gang om bag i køen). Men også her fulgte Alfred bare trop, holdt styr på sin egen taske, kæmpede med varnem og fugtigheden (det regnede da vi ankom ??? - hvad er nu det?? Jeg havde forventet sol og sommer, men har siden erfaret, at vi er landet midt i regntiden) i vores skandinaviske vintertøj, og fandt sig i at småløbe fra sted til sted, eller at blive parkeret med al (altså den vi kunne finde) bagagen, mens jeg fór rundt med en ansat.

Det var i én af de utallige køer, at jeg opdagede det første som jeg har glemt: et par sorte gamasher uden fødder i. Det kommer jeg til at mangle! Til gengæld får vi nok ikke brug for de 4 par lange bukser, termojakken og de store trøjer ;-)

Vi nåede akkurat frem til tiden, og kunne gå næsten direkte ombord på det lille propel fly, der var noget af en modsætning til den store boing i 2 etager, som vi havde krydset Atlanten i. Så snart vi havde sat os, faldt Alfred i søvn, og han var stort set umulig at vække da vi landede i Grenada, så jeg måtte bære ham ind i lufthavnen. Heldigvis var det denne gang lykkedes at tjekke bagagen igennem til slutdestinationen, så jeg kun havde 2 håndbagager + Alfred at bære rundt på.

Vi slap igennem en speciel transferdør (men slap ikke for sikkerhedskontrol eller for at tage skonen af igen ;-) ), og Alfred blev lagt på en stole række og sov videre, mens vi ventede på den sidste flyvetur. Her fik jeg skrevet en sms til Skipper og fik endnu engang bekræfte at han ville vente i Kingstown. - Og så regnede jeg jo med, at alt var i skønneste orden, og at vi var målet meget nært... Men intet går sombekendt som jeg planlægger.... så ca 10 min før afgang, blev det annonceret, at flyet var aflyst!!! Begrundelsen var, at lufthavnen på Saint Vincent var blevet lukket, men det blev aldrig yderligere uddybet, og fra pålidelig kilde (Freddy stod jo og ventede i selvsammen lufthavn) lyder det, at der var trafik både til og fra hele aftenen igennem. Jeg har luftartsselskabet mistænkt for at aflyse turen p.g.a. for få passaseger, for foruden Alfred og jeg, var der kun en enkelt person mere.

Men så stod jeg jo der, uden bagage og med en sovende dreng og anede ikke mine levende råd. Heldigvis var personalet utrolig hjælpsomme: en tog Alfred på armen, og en anden hjalp med at finde bagagen, der jo heller ikke var kommet videre trods det, at den netop denne gang var tjekket hele vejen igennem. Vi kom den hurtige vej igennem sikkerhedskontrollen, da lufthavnsbygningen efterhånden var blevet tømt for andre rejsende. Ude ved tjek in fik vi nye tider til videre færd: kl 6.30 lørdag morgen afgang tilbage til Barbados (!!) og derfra videre til Saint vincent kl 8.50, og så blev vi gelejtet ud i en ventende taxi med en meget sort mand ved rattet, som i al hast og i "den forkerte side af vejen" kørte os gennem den pulserende by i bælg sort mørke, og en omklamrende fugtighed der ikke harmonerede med vor´es skandinaviske vinterdress.

Vi blev kørt ud til et fantastisk resort beliggende lige ud til vandet, blev budt velkommen med et køligt glas frugtjuise og vist hen til et skønt værelse med eget bad, aircondision og 2 kæmpe senge med rent og køligt sengetøj. Lige hvad vi drømte om :-). Flyselskabet bød også på aftensmad, så vi gik ned i restaurenten og bestilte grillet tun og fritter, som vi tog med op på værelset, hvor Alfred indtog mad i sengen, og jeg efterfølgende fik et dejligt og tiltrængt brusebad. Det sidste Alfred sagde, inden han lagde sig til at sove var: "Verden er godt nok stor", og så bankede det lille moderhjerte, for det var jo netop ét af formålene med turen: at Alfred skulle opleve, at der er andre lande end Danmark, og at verden er et stort sted. :-)

Eneste minus var, at vi blev hentet igen lørdag morgen kl 5, så vi måtte endnu engang tidligt op og på farten. Tjekin gik nemt denne gang; så tidligt var der ikke mange mennesker, og da vi nu kendte proceduren og selv vidste hvilke papirer der skulle udfyldes, så forløb resten af turen uden yderligere forhindringer Bortset fra, at første fly var forsinket 30 minutter. Bagagen blev tjekket in hele vejen igennem, så da vi kom tilbage til Barbados, kunne vi gå direkte til gaten og dermed slippe for diverse eftersyn og dokumenter. Derfra var der kun 40 minutters flyvning til målet, hvor Freddy stod og ventede som aftalt. Det var noget af en lettelse, at se ham gennem hegnet, da vi gik over flyvepladsen. Endelig fremme efter alle de forberedelser og forhindringer som rejsen havde budt på.

Jeg må indrømme, at jeg flere gange undervejs var i tvivl om hvorvidt det nu også var en god idé alt det ukendte jeg havde rodet os ud i (især da vi sad i en taxi med 4 store og meget mørke mænd og kørte rundt i en fremmed by på Granada kl 5 om morgenen i totalt mørke og uden nogen anelse om retning), og flere gange fik jeg en klump i halsen ved tanken om, at vi nu rent faktisk var kommet afsted, og var igang med eventyret.

Jeg kan allerede nu afsløre, at når vi skal hjem, bliver der kun pakket én håndbagage, og den kommer kun til at indeholde det allermest nødvendige!!! Og alt, hvad vi ikke har det store behov for at hjemføre til Danmark, vil blive smidt ud inden afrejse- Travel light!