Så er vi kommet godt og glade hjem

... men der var lige et par hurdler undervejs, inden vi kom så vidt.
Søndag morgen, afrejsedag, 10 minutter til afgang med bus mod lufthavn; så burde der være ro på og styr på bagagen...men.....vi måtte kæmpe lige til det sidste.
Bare 10 min før vi skulle forlade hotellet, var Alfreds Nintendo væk; og jeg havde med sikkerhed haft den i hånden 2 timer forinden og pakket den forsvarligt ned, for netop at undgå panik! Men pist borte var den altså. Alfred blev mindre hysterisk ved tanken om ikke at få den med hjem, når han nu havde passet på den i 2 måneder, hvor den havde overlevet både sand, salt og vand, og jeg blev totalt stresset fordi tiden gik, og alle tasker måtte tømmes og rodes igennem flere gange. Spændingen og stemmestyrken steg lige til sidste minut, hvor den mirakuløst blev fundet ... lige dér hvor den var tiltænkt at være. Puhhh.
Ok...godt ord igen, og så op til vejen for at vente på en bus, der normalt kom kørende forbi i en lind strøm; men det var jo søndag, hvilket jeg ikke lige havde tænkt på - før nu - så der kom ingen busser! Til alt held standsede en taxi og tog os op, men det var på et hængende hår, at jeg kunne betale den, da jeg havde regnet med udgifter til en bus, og ellers havde brugt de overskydende ECD i dagene op til hjemrejsen.
Vel fremme i den lille lufthavn, tjekkede vi ind og fik udleverede de frygtede men forventede formularer til udfyldning, og som en naturlig ting bad jeg om at låne en kuglepen; men blev henvist til at købe én i kiosken!! Der røg så de absolut sidste mønter.

Så stor - meget stor, grænsende til enorm - var min irritation, da vi ved paskontrollen blev afkrævet et udrejsegebyr på 40 EDC (hvilket ca. svarer til 80 D.kr.), og de naturligvis ikke tog imod kreditkort! Så..jeg måtte efterlade Alfred og vores pas, og styrte ud af lufthavnen for at finde en hæveautomat, der krævede 50 Dkr i gebyr for at hæve det ønskede beløb.
På udrejsen havde jeg haft pakket PC'en i håndbagagen for at passe på den, men hver gang vi skulle igennem sikkerhedskontrollen, skulle jeg tage den op af tasken; det ville jeg undgå denne gang, og havde derfor pakket den ned i den indtjekkede bagage, og havde i stedet taget kamera med i håndbagagen (for at justere vægten). Så det kunne jo ikke overraske, at man her valgte at kameraet skulle ud af håndbagagen og splittes i atomer: linsen af huset, og dækslet af i begge ender på den ekstra linse, så man kunne kikke igennem. Hvad hjælper det så, at man prøver at forbedre sig, og optimere flowet igennem lufthavnen???

Vi ventede vel ½ time, kom ombord og havde 35 gode minutter i luften, inden vi ankom til min "ynglings-lufthavn": Barbados, der også denne gang bød på timelang underholdning, idet det lykkedes begge vores tasker at forsvinde på den korte strækning fra St. Vincent. Hen og fylde papirer ud ved skranken, sammen med de andre 10 passagerer fra samme fly, der ligeledes havde mistet bagagen. Beskeden var, at de "måske" ville dukke op ved 16-tiden (næste fly til London havde afgang kl 17.50), men jeg skulle selv henvende mig til flyselskabet, og bede dem om at følge mig til bagageafhentningen for at se efter den - og det betød, at vi ikke kunne komme ind i sikkerhedsområdet, men måtte blive udenfor lufthavnen og vente i 3 timer :-(
Hmm..så traskede vi mod tolden, hånd i hånd, Jeg havde én rygsæk, og Alfred havde sin kokospalme-hat på, som ikke kunne klemmes ned i taskerne. Selvfølgelig var der så lige blevet udstedt et forbud mod indførsel af kokos-relaterede-produkter på grund af en lille rød mide (hvis jeg får fat i den mide, er den ikke længere eksisterende!), så vi måtte ikke medbringe hatten ind på den anden side af tolden, men kunne aflevere den, og så hente den igen samme sted, når vi havde checket ind og var på vej mod gaten. Så....ingen bagage, ingen kokoshat og ingen mobil!!!

Vi overlevede dog de næste par timer, fik checket ind på næste fly - uden bagage - og da klokken nærmede sig 16, gik vi ned til flyselskabets skranke og bad om at blive fulgt hele vejen tilbage igennem tolden til bagageudlevering. Det var ikke nødvendigt med en ledsager, vi kunne blot gå ned og vise vores blå seddel til tolderene; som sagt så gjort....hele vejen tilbage igennem lufthavnen for blot at blive afvist i tolden, og blive belært om, at der skulle en mand med fra flyselskabet...så tilbage igen...hente en mand (ingen ville frivilligt gå med, for de påstod stadig, at det ikke var nødvendigt), og så turen retur igen....Og sørme, om ikke det lykkedes denne gang, og stor var lettelsen, da vi faktisk fandt vores 2 tasker (der jo indehold alt den medsmuglede rom), så turen retur endnu engang føltes ikke så tung. Vi fik afleveret bagagen og kom smertefrit igennem paskontrol mm, og vel inde på den anden side, skulle vi så igen kæmpe os frem til tolden for at få udleveret hatten!! 
Meget kan man sige, og det er ikke altsammen lige pænt, men de 5 timer føltes over hovedet ikke som lang tid, da vi var fuldt beskæftiget med at rende rundt i lufthavnen det meste af tiden. Tak!!

Herfra gik turen let og planmæssigt, men vi fik ikke sovet alverden over Atlanten, da de første 2 timer gik med servering, der blev kortet 4 timer af natten, og vi blev vækket med morgenmad kl. 4, da vi skulle lande kl 6. Da vi steg ind i sidste fly fra London til København, og stewarden bød os: "Velkommen ombord", stoppede Alfred op med åben mund og spurgte meget forbavset: "Er du dansk?".

Og nu er vi så hjemme igen...jeg begyndte at nyse ved ankomsten, og har frosset lige siden. Vi havde en fridag i går tirsdag, men allerede i dag har vi været af sted på henholdsvis job og i børnehave. Jeg fik dog udsat mødetiden den første dag med 1½ time, så vi kunne stå op lidt senere end normalt, da vi stadig ikke har vænnet os til dansk tid. Men i morgen er det alvor!! Op kl 5.30 og så derud af.

Og alt herhjemme ligener overraskende nok sig selv. Huset var lige så rodet, som da vi tog af sted, og opvaskemaskinen virker stadig ikke. Når jeg ser mig omkring, er det svært at forstå, at vi har været væk i 2 måneder, og alle de gode minder samt tinten i ansigtet blegner hurtigt, når hverdagen sætter ind.

Jeg glæder mig til at se billederne igennem og krérere en fotobog; måske noget af den afslappede og uforpligtende stemning kommer igen.

slut på 8 gode uger

8 uger er ved at være forbi. 8 uger med minimum 25 grader døgnet rundt, bare fødder, sommertøj og sol hver dag, 8 uger med bølgebrus, cikader og fremmede sprog i ørene, konstant omgivet af hav  (jeg drømmer stadig om et lille hus ved kysten et sted i Danmark), den salte smag af på læberne, beskidt og stift tøj og bevidstheden om, at det vi ikke når i dag, når vi nok " i morgen". Muligheden for at vågne og stå op med solen, og for at geare (endnu længere) ned i tempo med en rompunch i hånden når solen går ned i horisonten. 8 uger med 100% samvær med knægten dag for dag, timer for time, og minut for minut - kun da han én dag fandt en dansk legekammerat var vi adskilt i et par timer, ellers har vi fulgtes i alt: på opdagelse, på svømmetur, i badet; kort sagt over alt!

Det er med blandede følelser, at jeg sidder her på verandaen i Kingstown (i den pænere ende af byen), kikker ned over Villa Beach, hvor solen i det fjerne er ved at lægge an til landing bag ved et par enkelte både, der har ankret op i bugten, og tænker på, at om 2 dage, sidder vi (forhåbentligt, hvis planen holder; but here You nerver know) i et fly på vej over Atlanten og hjem til hverdagen i Danmark, med alt hvad det indebærer. De sidste 2 måneder, har jeg hverken tænkt på job, hus, have, bil, ej heller siddet bag et rat, eller har haft fat i min kalender (der derfor stadig er tom hvid som nyfalden sne), og de sidste par dage, har jeg heller ikke haft glæde af min mobiltelefon (hvilket egentlig har været en befrielse), da selve telefonen har fået fugt, og simkortet ved en fejltagelse er blevet smidt overbord på 150 meters dybde af kaptajnen (!)...Så hermed en opfordring til alle der læser dette: send gerne Jeres telefonnumer til min hjemmemail, så jeg kan oprette ny adresseliste, når jeg kommer hjem.

Det er skønt at holde ferie, men vi kan heller ikke blive ved i det uendelige...Vi har haft en fantastisk oplevelse, lærerig og med mange nye indtryk, såvel gode som mindre gode(evaluering kommer i sidste afsnit), men er nu også mættede, og trænger til en "pause" - da det også kan være ganske opslidende at få dagene til at hænge sammen, når man ikke skal udrette noget - i vante omgivelser sammen med folk vi kender og kan lide. Det bliver trist at skulle sige farvel til varmen og alt det smukke hernede, men også herligt at kunne sige goddag igen til alle Jer derhjemme :-)
Vi har forsøgt at holde tempoet den sidste uge, så det ikke bare er blevet til "den sidste uge inden.....", og stadig opsøge nye steder og udfordringer.

Ruten er gået ned langs Saint Lucias vestkyst, hvor vi har overnattet i 3 meget forskellige havne: Rodney Bay, Marigot Bay og Souffriere, steder med hver deres charme og fordele. Rodney Bay tilbder et internationalt Yacht Club-område, fyldt med sejlere fra hele verden, pool, bade faciliteter, vasketøjsservice, el og vand, og spisesteder lige for enden af bådebroen. Dejligt når man har været foruden bad i flere dage, men et kedeligt sted at skulle opholde sig flere dage i træk, da man ikke har nogen som helst føling med, hvor i verden man befinder sig; det kunne lige så godt være i USA eller i Middelhavet.

Marigot var yderst charmerende; vi sejlede helt ind i bunden af bugten og lagde direkte til en kaj, der hørte til en lille restaurent, som var bygget ude i vandet. Hvis man kikkede igennem det åbne lokale, kunne man se lige ind i mangroven på den anden side. Alfred fik tilbudt en kokospalmehat (mod penge selvfølgelig - her er intet gratis), som vi nu skal prøve at få fragtet hel hjem igennem alle flyveturene, og lidt senere tog vi gummibåden ud til en lille standtange og badede under kokospalmerne.

Soufriere blev udgangspunkt for nogle små udflugter; første eftermiddag gik Alfred og jeg små 3 kilometer over til næste bugt, der indeholdt et resort, beliggenden ned til en fin badestrand, hvor der var et lille koralrev. Vi havde taget dykkermaskerne med, så fik tog 2 fine ture ud på det dybe vand, for at se på livet dernede. Det er en super oplevelse, at ligge der på maven i vandet og holde hinanden i hånden, mens vi skiftevis tager en dyb indånding og dukker hovedet under vand, for kort efter at komme op til overfladen igen for begejstret at ville fortælle at den anden skal kikke. Af samme årsag er vi aldrig nået til at snorkle; Alfred vil hele tiden fortælle om det han ser, og vi snakker meget om hvad vi gør, så at stoppe en snorkel i munden på ham, ville være umuligt. Vi så en masse store krukkesvampe og nogle små koraller og rigtig mange fisk. Små stimer, som vi nærmest svømmede igennem, store spraglede fisk, stribede, plettede og fisk med "øjne" på bagpartiet. Store fisk, og små fisk, alle mulige og umulige farvekombinationer svømmede rundt i det klare vand og nippede til korallerne. Herligt. Lige da vi skulle til at gå den meget bakkede vej tilbage, blev vi hentet af gummibåden, så vi tog søvejen hjem.














Næste dag hyrede vi en taxi i et par timer, og tog den korte "turisttur" som inkluderede 1) en "drive-in" vulkan, hvor man på behørig afstand kunne stå bag et rækværk og indånde svovldampende, der lå som en tung tåge, mens man kikkede ud over et boblende og sydende område der angiveligt har været et vulkankrater engang ,

2)besøg i en kakaoplantage, hvor der desværre endnu ikke var bygget en fabrik (det var ellers chokoladefremstillingsprocessen jeg var mest interesseret), men vi fik alle lov til at pode en kakaoplante, som nu er bogført og til tid og evighed bærer vores navn

3) samt bad i et naturligt varmt vandfald, der skulle være sundt og nærende for huden. Et komprimeret program på 2½ time, især fordi vi måtte forbi plantagen ad 2 omgange, da vi ikke havde booket tid til rundvisning, og derfor måtte vente, til der blev en ledig plads.













Fredag morgen havde vi reserveret og købt flybilletter til Saint Vincent med afgang fra Saint Lucia kl 9.15 (troede vi), så hele båden blev vækket kl 6.00, vi spiset morgenmad sammen, og var pakket i taxaen kl. 7.00, for at ankomme et kvarter senere, så vi var i god tid.....endda i rigtig god tid :-), for det viste sig at være 9.15 pm, altså om aftenen, 12 timer senere. Vi må have set noget chokerede ud, for tanken om at skulle tilbringe 12 timer i en ukendt storby, endda med bagage (vi spurgte om taskerne kunne opbevares i lufthavnen, men det var ikke en mulighed) var ikke just tiltalende, og ej heller tanken om at ankomme i en fremmed by i mørket kl 22 fredag aften. Manden ved indcheckning var cool....uden at fortrække en mine, eller at informere os, fortsatte han indtjekningen af bagagen, og i første omgang troede jeg bare, at den i såfald kunne stå dér til om aftenen, men han bad os om at udfylde immigrationspapirerne, og skyndte endda på os....jeg var ét stort spørgsmålstegn, indtil han fortalte, at han havde ændret billetterne, og at flyet nu stod ude på gaten og ventede på os..og så fik vi ellers fart på! Eller det vil sige...vi forsøgte at skynde os, men selvom vi blev kaldt over højtaleren, så var damen ved den næste skranke totalt ligeglad, så vi måtte stå en rum tid og vente på at vise pas...i dét tidsrum skulle Alfred så pludselig tisse - den dreng har  iblandt en udsøgt form for timing - men blev bagefter ledt direkte igennem sikkerhedskontrollen, og måtte løbe på startbanen, hvor vi som de absolut sidste kom ind i et næsten fyldt fly, ca. 2 timer før forventet afgang :-). En noget overraskende start på dagen. Og så burde det jo forløbe glat derfra, men Alfred og jeg blev stoppet i ankomstlufthavnen, fordi jeg ikke havde skrevet noget hotel på. Tanken var, at tage til det nærmeste hotelområde, og se sagerne lidt an, før vi valgte hotel, men uden navngivet hotel, kommer man ikke ind i landet!...Og sikkerhedsfolkene helmede ikke, før der var blevet reserveret værelse, så jeg kikkede rundt i lokalet, og kunne kun se en rekalme for "Paradise Beach Hotel"..så der bor vi nu :-) ..men det var ikke noget dårligt valg; vi har et værelse med egen veranda, og max 10 meter fra stranden, og med direkte kik til solnedgangen... Og er er 5 minutter med den lokale bus til lufthavnen....

Apropos så har vi foredrevet lørdagen med en tur på stranden, og en bustur til "Downtown" Kingstown. Jeg elsker simpelthen det lokale bussystem. Man stiger bliver sluset ind i minibussen med en blanding af frygt og fryd. Jeg tror, at de kører med et akkordsystem; chaufføren bliver betalt efter antallet af passagerer han transporterer, for i dag lykkedes det at stuve hele 21 mennesker ind i en minibus beregnet til 9 pers. Der sidder én ved skydedøren, som råber ud og fanger "kunder", og springer op og åbner døren, så snart bussen holder ind til siden. Det er en kæmpe fordel som "kunde" idet man enten bliver tilbudt plads mens man bare går lidt rundt, eller bare kan stille sig op ved vejen, og så går der max 1-2 minutter før man har et lift. I dag betalte vi bare 4 EC (ca 8 kr) for en forrygende tur på ca 20 minutter, hvorunder jeg flere gange måtte lukke øjnene, fordi vi kørte i modsatte kørebane, eller drønede over et kryds i midtbyen, uden at sagtne farten. Hver eneste bus har personlig stil efter chaufførens forgodtbefindende. På udturen var det "party-bussen"; der var skruet så højt op for reggeamusikken, at arbejdstilsynet herhjemme øjeblikkeligt havde lukket bussen, men det havde den fordel, at man ikke kunne høre, alle de gange, hvor hornet blev brugt! Andre gange ligner bussen en kopi af Postmand Pers bil: fyldt med pakker, som bliver fragtet uden ejermand, og som skal holdes og holdes styr på, hver gang døren åbnes og folk myldrer ud og ind. Altid en oplevelse :-) - og endda én af de billige hernede, hvor ALT koster penge.

Slut med sidste rapport hernede fra...Når vi er kommet godt hjem, og er faldet på plads igen, laver jeg en kort evaluering af turen (og beskriver hjemrejsen hvis der har været uforudsete hændelser)....Det har været en fornøjselse at skrive hjem, når jeg ved, hvor mange der har fulgt med, og har haft fornøjelse af de små historier. Vi glæder os til at viser Jer alle billederne (ca 5.000 når vi medtager dem som vi har fået af vores rejsefæller), og fortælle de historier, som endnu ikke er blevet fortalt! Vi ses snart :-)

Vendepunktet

Hjemturen er på en måde begyndt. Vi har været oppe og runde Portsmouth i det nordlige Dominica, og blev enige om, at vende båden og begive os nedefter igen, så vi har god tid til at nå tilbage til Saint Vincent hvorfra vi skal flyve hjem næste søndag. Ønsket havde været at nå helt op til næste ø-gruppe den franske Guadaloupe med tilhørende småøer, der hører under Martinique, men den og kaffeplantagerne må vi have tilgode til næste gang :-)

Dominica har overrasket positivt med sine mange tilbud om naturoplevelser, og store scenerier ud over vulkaner, regnskov og atlanterhavet på østsiden. Også her har vi kun fået en forsmag på, hvad øen har at byde på, da vi bare har haft et par dage til rådighed.

Vi ankom tirsdag aften til hovedstaden Roseau, og tidligt næste morgen drog Alfred og jeg ind til byen, fast besluttet på, at komme op og se regnskoven i Nationalparken, der er udpeget af Unesco. Der var lige anløbet et stort krydstogskib fyldt med englændere, så havnefronten vrimlede med taxier, og guider, der tilbød ture rundt i landet. Vi sneg os med på en guided bustur, sammen med 14 englændere i vel nok øens ældste minibus. Den sneglede og hostede sig op ad de små stejle veje og igennem skarpe hårnålesving mod målet, der lå i ca 2000 meters højde.

Undervejs gjorde vi en del fotostops, blandt andet ved en lille have fyldt med annanasplanter, og ved en

kaffeplante. Det helt store stunt var en lille "gratis frugtbod" ved vejsiden, hvor alle turistbusserne stoppede, og man kunne få gratis smagsprøver af øens frugter mod frivilligt at donerer lidt penge ;-)...Øen lever fortrinsvis af turister og dernæst eksport af bananer og kokosnødder. Vi smagte ananas, og grapefrugt, som enhver haveejer har i baghaven og naturligvis de meget lækre og velsmagende bananer. Det nye for os var at tykke på et friskt stykke sukkerrør, så vi kunne suge den søde saft ud, der ellers bruges til rørsukker og rom!

Manden i boden gjorde et stort nummer ud af at åbne en kokosnød, men til hans ros skal det siges, at han kunne sit kram: 3 slag med manchetten, og nødden gik midt over på det tykkeste sted. Saften fra den øverste del strømmede ud, men underdelen var fyldt, og bla. Alfred fik lov til at smage. Derefter skar han lange ridser fra kanten hvor nødden var blevet delt og ned til bunden, vendte den på hovedet og slog med ét slag alle stykkerne løse og ned i en tom skal. Elegant! Det vil jeg meget gerne lære :-) Må vist hjem og øve mig lidt, men er bange for, at dét nummer kun kan lykkes med friske kokosnødder og ikke de gamle tørre nogen, som vi kan købe hjemme i Danmark.








Regnskoven var frodig, kølig og fugtig, og ganske imponerende, men den helt store naturoplevelse blev det ikke til, da vi kun kom til at gå 15 min. på anlagte stier i selskab med ca. 200 andre turister. Måske er jeg bare blevet forvendt med, at man helst skal være alene eller i ganske små grupper, og helst udenfor ethvert stisystem, for at kunne få en intens oplevelse, da der jo som sådan ikke var noget galt med skoven. Der var skiltet hele vejen hen til et lille vandfald, hvor vandet dannede en lille sø nedenfor, som man kunne bade i, og det måtte vi jo prøve, når vi nu var kommet så langt, og nærmest havde stået i kø de sidste 20 minutter for at nå frem. Den var Alfred med på; han er altid frisk på oplevelser og nye udfordringer, så af med tøjet og ned i det forfriskende og klare vand, selvom han ikke kan svømme (men jeg tror faktisk at det er lige før). Bagefter blev vi ledt tilbage til parkeringspladsen ad bagvejen, så vi ikke skulle gå modsat de mange nye turister, som skulle hen og se stedet.
Hjemturen bød på en tur igennen en "Drive-in" botanisk have, hvor vi i forbifarten nåede at se 3 træer, hvoraf det ene lå væltet ned over en fladmast bus; et levn fra sidste orkan, samt et udsigtspunkt med view ud over byen og lige ned på krydstogtskibet til englændernes store begejstring. Vores lille båd lå desværre lidt længere henne langs kysten, og kunne ikke ses derfra.

 

 

Vel nede igen, blev vi hentet i gummibåden ved den store kaj, så vi hurtigt kunne komme ud til båden, og sejle videre op til Portmounth, der blev udgangspunktet for næste dags taxitur til øens reservat for de 3500 oprindelige indianske indbyggere. Igen havde jeg nok forestillet mig noget lidt mere eksotisk og romantiskt som en bambusby fyldt med legende barfodet indianerbørn iklædt lændestykker og krigsmaling, men de mange timer i bil endte blot i et slags frilandsmuseum, hvor der var bygget et par bambushytter op, for at vise hvordan de engang havde boet. Og kun fordi vi kom til at følges rundt med en flok historiestuderende fra Martinique, fik vi mulighed for at overvære nogle oprindelige danse opført af 4 indianere med "oprindelig beklædning" (med lynlås og elastikker). Måske er jeg bare ved at være mættet med oplevelser og nye indtryk..måske skulle jeg have forberedt mig lidt bedre inden jeg valgte udflugtsmål..alternativet var øens højeste vulkan Morne Diablotins, hvor der lever 2 papegøjearter, som kun eksisterer på denne ø. Dem ville jeg nok hellere have brugt penge og tid på. men igen: det må blive næste gang :-).

Og så vendte vi båden...

Martinique

Hvis man, som jeg, er bare en lille bitte smule skabs-frankofil, så er Martinique stedet!
Man bliver med det sammen henført til en lille fransk havneby, men med den undtagelse at vejret er bedre her, og naturen mere eksotisk efter min mening. Den første nat overnattede vi i byen Le Marine, en stor naturlig bugt, med plads til et hav af lystsejlere, og ind imellem også gamle aflagte både, der får lov til at sejle deres egen sø, og ligge og ruste op i kanten ind til mangroven.

Søndag ville vi forsøge at komme et smut til hovedstaden Fort-de-France, men det viste sig at være sværere end som så, da det var søndag, og alle holdt fri. Der var ingen offentlige busser, ingen taxier ingen nogenting. Noget skulle der ske, så med Veikko i front forsøgte vi at tomle de 40 km nordpå. En del biler stoppede (her kører man naturligvis i højreside, som i Frankrig!), men de skulle kun et stykke af vejen, men det tog bare 10 min før et fransk ægtepar, som boede på øen hver vinter, tog os med hele vejen. Jeg er ikke den store "small-talker" og slet ikke på fransk (!) men det lykkedes alligevel at holde lidt gang i en samtale hele vejen, og da vi blev sat af på et hovedstrøg i byen, fik vi damens telefonnummer, så vi kunne ringe når vi skulle hjem igen, så ville de se, om det kunne passe! Søde folk!! Hun ringede selv om aftenen da de var parate til at køre retur, men da var vi allerede kommet hjem igen. På turen så vi de første regulære sukkermarker langs med motorvejen. Rørene bliver brugt til at producere rørsukker og vigtigst er nok, at de danner basis for øens romproduktion. Der var ikke mindre end 5 store og flere små destillerier på øen.

Der var ikke så specielt meget at lave i byen, eftersom ALT var lukket. Vi forsøgte at finde lidt formiddagsmad, men den eneste café vi kunne finde, havde først servering af mad efter kl. 12, så vi fandt et åbent supermarked og provianterede lidt franske lækkerier (gedeost, skinke, pains au chokolat - her bugner butikkerne ned et varieret vare sortiment) og holdt picnic på havnefronten inden vi begyndte at tænke på hjemturen. Vi spurgte en af de lokale efter et godt sted at stille sig, hvis man ville tomle, og der gik bare 5 minutter førend en yngre fyr tog os med op. Han var på vej til sin fars fødselsdag, hvor han skulle lave mad, og han ville i første omgang sætte os af ved lufthavnen, hvilket kun var 10 km af vejen, men da han fortalte, at det kunne blive svært at finde en taxi, fik vi han overtalt (man kan meget med penge) til at køre os hele vejen :-) Også han gav os sit telefonnummer, så vi skulle endelig ringe, når vi igen kom forbi Martinique, så ville han hjælpe os. Flinke folk! (skal for en god ordens skyld nævne, at vi fulgtes med Veikko, og at vi på intet tidspunkt tog uansvarligt chancer!!)

Inden vi tog i land om aftenen for at se på det lokale søndagsbal - hvoraf vi desværre kun nåede sidste nummer -, og efterfølgende tage et varmt (!) bad, slog vi et lille sving ud i mangroven med gummibåden, hvilket var en spændende oplevelse. Der var en lille sideflod i bugten, hvor vi kørte så langt ind vi turde, for at få lidt af stemningen. Der var en helt anden planteverden, og masser af krabber på rødder og grene. Meget fascinerende.

Mandag sejlede vi videre til næste lille havn oppe langs vestkysten. Den kunne byde på en lille badestrand, og en masse lukkede butikker - fordi det var mandag (ved så ikke lige, hvornår de har åbent?). Indbyggerne på øen er farvede, men på denne strand var kun hvide mennesker, (og de første topløse kvinder på hele turen), og gennemsnitsalderen var vel omkring 65 eller derover, så det må vist have været en lille ferieby for pensionerede franskmænd.

Tirsdag tog vi videre til næste ø: Dominica, der er selvstændig og en del af Grenadinerne, men forinden nåede vi en 2 timers "frokostpause" I Saint Pierre, der indtil år 1902 havde været Martiniques hovedstad, men på det tidspunkt var blevet jævnet med jorden af et vulkanudbrud fra den nærliggende vulkan Pélé. Vi fandt ruinerne af det gamle teater og fængslet ved siden af, og læste historien om den sandsynligvis eneste overlevende fra naturkatastrofen: en fange, der havde siddet beskyttet bag fængslets tykke mure, og dermed havde undgået gasser og strålingsvarmen. Vi gik tilbage til kajen langs med vandet og den sorte strand fyldt med lavasand.

Vi forlod Martinique (og Frankrig) kl 12.30 og satte kursen mod Dominica; en tur der tog os 6 timer, størstedelen for sejl. Hastigheden var ikke overvældende i starten, hvor vi stadig lå i læ af øen, så af og til måtte vi sætte motoren til, da farten var nede og dykke på 0.0 knob. Der var fin vind i sejlene, men bølgerne sinkede os tilsvarende. Til gengæld nåede vi op på over 8 knob, da det gik bedst i det åbne farvand mellem de 2 øer.

Selvom flyvefisk nu er blevet hverdagskost, bliver vi alligevel lige begejstrede, hver gang de dukker op langs med havoverfladen, og til tider så tæt på båden, at vi tror, at de vil springe ombord.

Det er en super fornemmelse at sidde oppe i agterenden af båden bag ved roret, med den lune vind i håret, sejlets blafren og knitren i ørene og det salte skumsprøjt på læberne. Der er så mange og høje lyde, at det nærmest er umuligt at snakke sammen, men det gør "stilheden" blandt folkene legal, og man kan sidde i sine egen tanker og kikke ud over havet. Hver gang stævnen pløjer sig ned i en bølge og kaster skumsprøjt til begge sider, og nogle gange ind over dækket og os der sidder oppe, så hænger der vanddråber nok i luften til at danne en lille regnbue, hvis man sidder med ryggen mod solen.

Da vi de sidste 2 uger har holdt os til vestsiden af de store øer, med store åbne bugter, og himlen har været forholdsvis skyfri, har vi endelig været heldige at se nogle spektakulære solnedgange.

Nordover

Den første uge på den nye båd er gået, og vi er nu faldet på plads, og er avanceret fra saunaen til vores egen lille kahyt. Lige som vi var begyndt at kunne kommunikere med den resterende besætning, der udelukkende bestod af finner (vi har lært os de basale finske gloser som: skål, tak, hej og lommelygte), måtte vi i går sige farvel til Kaptajnens kone, søn og et vennepar af hans, da deres ferie var slut, og de rejste tilbage til Finland. I stedet kom endnu en finne ombord, så vi nu er 4 voksne + Alfred.

Vi startede ugen med at sejle tilbage til Tobago Cays, som man heldigvis aldrig bliver træt af. Endnu engang var vi omringet af svømmende kæmpeskildpadder og temmelig mange lystbåde. Vi forsøgte selv at sejle over revet og videre ud til den østligste ø udenfor halvcirklen, men det viste sig at være en umulighed i gummibåd, da der var stor risiko for at motorens skrue skulle støde på grund, eller at de skarpe kanter fra revet ville flænse bunden, så vi overgav os, og hyrede i stedet en lokal taxaspeedbåd, hvis chauffør vidste nøjagtigt hvor man kunne sejle igennem og hvordan. Han tøvede således ikke med at give dfien gas, da vi var igennem de værste forhindringer, så vi med raketfart pløjede os igennem bølgerne med skumsprøjtet fløjtende om ørene til Alfreds højlydte begejstring. Da vi nærmede os land, sænkede han farten, og begyndte at tage tøjet af! Heldigvis kun fordi han blev nødt til at hoppe i vandet det sidste stykke for at trække båden i land. Det viste sig at være en lille bitte øde ø, hvis strande bestod af opskyllet og knuste koreller, og hvis eneste beboere var erimitkrebsene. Den største attraktion var et stykke af en rusiskrumsonde, som var faldet ned på øen for 2 måneder siden, og nu lå tøjret til en kokospalme i vandkanten.

Om aftenen agerede Timmo, kaptajnens søn på 17, bartender og servicerede damerne med kakao og rom drinks. Alfred fik også kakao, og på et tidspunkt fik bartenderen i sin iver lavet én til Alfred ligeledes med rom i, hvilket Alfred dog selv reagerede på, efter at have smagt den :-). Vi så fotos fra deres tur indtil nu, på tv-skærmen i salonene.

Tirsdag ændrede vi kurs, og vendte næsen nordover igen. Første stop på den næste lange stræk blev et glædeligt gensyn med Bequia, hvor vi før har ligget i flere dage. Vi gik i land, fik et dejligt (koldt) bad, fandt lidt internet og spiset god mad i byen. Alfred fik en ægte "Rasta-hue" strikket på bestilling til ham.

Onsdag sejlede vi et langt stræk op til næste ø Saint Vincent, forbi Kingstown, hvor vi stod på for 1½ måned siden, og videre op langs vestkysten forbi Walliboa, hvor noget af "Pirates of the Caribbien" er optaget, og videre til den nordligeste bugt på øen, så vi kunne have et godt udgangspunkt for næste dags lange sejllads. Vi endte et smukt lille sted: Chauteaubelair, med kun én anden sejlbåd for anker. Det virkede meget idyllisk og autentisk! Lige nedenunder båden, var et fint koralrev med mange farvestrålende fisk, så damerne og Alfred startede med en svømmetur med dykkermaske på, mens mændene kørte i land for at ordne tolden. Jeg forsøgte mig med lidt undervandsfotos, men naturligvis løb kameraet tør for batteri, og da jeg forsøgte at lade op igen, brændte opladeren sammen (undskyld Kennet!), så fremover er der ikke flere vandfotos. Håber bare på, at jeg kan få dem ud, der allerede er taget.

Hvad tolden angår, viste det sig, at der var betragtelige problemer med at få mig og Alfred "godkendt", da vi ikke havde fået papirerne med fra Grand Danois, som viste at vi rent faktisk var kommet ind i Grenadinerne, så vi dermed kunne rejse derfra igen....Papirarbejde kan være meget besværligt og omstændigt! Først i dag søndag, eksisterer vi igen, og er med ombord som lovlige passagerer, da der var lidt størrere forståelse for situationen her på Martinique.

Senere på eftermiddagen var vi 4 + Alfred der sejlede i land, og da vi var blevet lidt klogere ovenpå mændendes forsøg på at gå i land på stranden (hvilket var endt i en kæmpe tur i bajlen for alle mand, da de skulle derfra igen), så satsede vi på det sikre og tog kajen. Det blev til en tur op og ned af

"hovedgaden" - som vist også var den eneste gade i byen, og et besøg på den lokale bar, hvor vi forsøgte at bestille en rompunch, som vi troede var nationaldrikken hernede. Men..damen bag disken forstod absolut ingenting, men henviste bare til den tilhørende butik ved siden af, hvor vi selv kunne købe ingredienserne og så låne glas i baren. Det blev den billigste drink på hele turen: vi indkøbte en flaske blandet tropisk saft og en lokal stækrrom (85%), for det samme som én drink plejer at koste, og så var der endda var nok til 4 ekstra drinks hjemme på båden. Isen ankom som en klump nedfrosset i en gammel rusten kagedåse, så servetricen måtte igang med skruetrækkeren for at banke nogle stykker løs. Primitivt men charmerende på én gang. Hvis nogen får råd til at investrere lidt i en bedre kaj og servicefaciliteter, så kunne stedet gå hen og blive det nye turiststed om 5-10 år, men lige nu er ingen vist særlig interesseret i at lokke flere mennesker til.

Onsdag morgen meget tidligt, 6.42, forlod vi Saint Vincent og sejlede videre nordover mod næste ø: Saint Lucia, som er ny for os. Det tog 10½ time at nå frem. Alfred sov det meste af tiden, da han havde fået en søsygepille for at undgå søsyge, som han havde lidt under dagen før. Undervejs var vi igen heldige at se delfiner, denne gang ganske tæt på. På et tidspunkt svømmede 4 ud af flokken synkronsvømning, op og ned i bølgerne; det var ganske imponerende og storslået! Vi så også flere stimer af fisk, der som små nåle punkterede havoverfladen, hoppede op i luften, hvor de lige nåde at fange solens lys og sende blink i alle retninger, for derefter at forsvinde ned i havet igen lige så pludseligt som de var dukket op. Også flyvefiskene vækker stadig begejstring, når de som små projektiler skyder ud af en bølge, og "flyver" langs med havoverfladen i op til 20-30 meter (sådan ser det i hvert tilfælde ud), mens de basker med "vingerne", og rammer lige ind i næste bølge. Det ser mest pudsigt ud, når de i en stor blød bue, når at skifte retning undervejs .

Den sidste time inden ankomsten til Rodney Bay, var vi inde i en kraftig regnbyge, så vi blev modtaget af den klareste halve regnbue, som både begyndte og endte i havet omkring os. På et tidspunkt var den endda dobbelt.

Næste dag trængte vi til en rigtig slappe dag, og det passede fint med, at vi var kommet til den største havn vi

hidtil har sest hernede, hvor alle servicefunktioner var tilgængeligt. Vi fik varmt (!) bad, afleverede lidt tøj til vask, fandt et postkort til morfar, fik ordnet ting på internettet osv. Alfred havde allerede om aftenen da vi var anløbet kajen spottet et dansk flag, og han insisterede på at vi skulle gå forbi og hilse på. Det var heldigt, for det viste sig, at være 2 familier - naboer - fra Solrød, der tilsammen havde 4 børn i alderen fra 4 - 8 år.

Hvilken lykke! Hele fredag legede Alfred med Oscar på 8 år, fra kl 9 - 18, hvor det blev mørkt. De var med Oscars forældre i poolen og på den anden danske båd, så jeg så kun min søn en time omkring frokost, ellers var han optaget, og jeg var børnefri for første gang i 1½ måned!! Men det var Win-Win, da jeg fik ordnet en masse praktiske ting og Alfred fik leget, hygget og snakket dansk! Han har længe savnet nogle jævnaldrende!!

Lørdag oplevede vi den hidtil værste søgang på turen. Det område vi nu sejler rundt i er præget af størrere øer, med større afstand, og vi fik en gavaldig gyngetur på turen fra Saint Lucia til Martinique. Bølgerne var mindst 10 meter høje, så indimellem forsvandt båden helt ned i havet. Alfred klarede det dog helt uden ubehag og uden pille.

Og nu er vi så nået til en fransk havneby, der lige så godt kunne ligge i Europa. Det er en bid af Frankrig, der bare er blevet flyttet over Atlanterhavet. Her kører man i højre side af vejen, i franske biler, med EU flaget på, betaler med Euro, og kan købe alle europæiske varer i de bugnende supermarkeder. En helt anden verden, og så langt fra hvad vi hidtil har oplevet. Jeg får støvet mit franske af, da man her - som i Frankrig - konsekvent holder sig til at tale fransk, selvom de lærer engelsk i skolen. Vi bliver her på øen et par dage i forskellige havne, inden vi drager videre mod nord, så der kommer sikkert mere herfra.

Vi prøver igen

Blot et lille indlæg for at fortælle, at vi har skiftet båd, og nu er ombord på den finske båd Adelante, hvor vi regner med at blive de sidste 3 uger. Måske bliver vi nødt til at have et par overnatninger på land inden afrejse for at kunne få ruten til at passe med vores flybillet hjem; der er heldigvis god til, så vi forsøger at finde et sted på forhånd.

Den overordnende grund til skiftet er nok mest en manglende overensstemmelse mellem mine forventninger og virkeligheden. Hvorvidt mine forventninger har været for høje, eller virkeligheden "for lav"er svært at afgøre, da jeg ikke har noget sammenligningsgrundlag, men det får jeg nu; vi prøver et alternativ og er forhåbentlig meget klogere bagefter.

Vi høres ved :-)

Tobago Cays

Vi har været uden for telefondækning i nogle dage; fra torsdag til lørdag var der ingen forbindelse; det sker hernede, da der er store afstande mellem øerne, og ikke alle har en sender. men nu er vi inden for rækkevidde igen!! :-)

Endelig kom vi videre og væk fra Union, hvor vi har ligget for anker i 5 dage i blæst og regn en stor del af tiden. Med en mellem-overnatning på Mayreau er vi nu nået til et rent paradis: Tobage Cays, der er en af de mest kendte nationalparker i området. Det er et rev i en halvcirkelform, hvori der ligger 4 små ubeboede øer. Her er spændende natur med kæmpeskildpadder i havet og leguaner på land, og masser af bådturister, som ligger for anker indenfor revet og håber på lidt stille vejr, så man kan få et fantastisk dyk og se på revets spændende fisk.


Det har blæst en del de 2 dage vi har været her, så det er ikke blevet til så meget svømning, men vi har været i land på 2 af øerne og gået nogle fine små ture op på toppen, hvor der har været en fantastisk udsigt over hele området. I dag torsdag har himlen været skyfri det meste af dagen, og med sol, blå himmel, krystalklart vand og hvide badestrande, kan det næsten ikke blive bedre. I går badede vi lidt fra en af strandene, og tog til sidst gummebåden ud til revet, hvor der er placeret bøjre, som man kan fortøjre til. Her hoppede vi i, og fik da også set en hel del fisk. Alfred, der stadig ikke kan svømme, hoppede i som os andre, og lå og baskede rundt med dykkermaske på, og fik rigtig meget ud af det (og slugte også en stor mængde saltvand, dog uden at lade sig mærke med det). Jeg kan fragte ham et godt stykke i vandet, hvis han holder fast i min skulder med sin ene hånd. Det er bedst med strømmen, og temmelig anstrengende mod strømmen!! Men han holder ud, og ser ud til at affinde sig med at blive dækket af bølgerne i ny og næ.

Vi har også været tæt på en skildpadde: den lå i området foran vores båd og græssede tang på bunden, hvilket var retning mod strømmen, så jeg ikke kunne svømme derhen, men John sejlede os ud med gummebåden og fangede os op igen bagefter. Vi svømmede lige hen over den, og jeg fik også taget et temmeligt utydeligt billede, som vist kan ligne hvad som helst. Desværre kan den lånte PC ikke læse hukommelseskortet i det lånte undervandskamera, så beviset må vente.

Turene på land har været den rene safari, hvor vi har spottet leguaner. Alfred er rigtig god til at bruge øjnene. I starten kunne vi kun høre, at det puslede rundt omkring, og da vi så begyndte at kunne få øje på dem; de er utrolig godt camufleret, følte jeg mig helt overvåget, for de var næsten overalt: nede på jorden, på stammerne og oppe i træerne, selvom de er tunge og ikke særlig addrætte. De ser nærmest kluntede ud, når de vralter afsted, men formår alligevel at klatre og hoppe rundt i træerne, selvom de spinkle grene bliver tynget af deres vægt. Nogle er sandfarvede med røde "takker" på ryggen, andre er irgrønne. Helt utrolige skabninger, som vel er en meter eller mere, hvis man regner den stribede hale med.

 



Onsdag aften flottede vi os, og bestilte languster-barbecue hos en af bådsælgerne, der jævnligt kommer forbi bådene og tilbyder alt fra friske fisk, brød, frugt og designer tøj (!) - hver båd sit speciale. "Restaurenterne" er også ude for at chartre kunder til aftenens måltid, så vi bestilte bord til kl 17.30, så vi kunne ankomme i nogenlunde dagslys, inden solen gik ned 17.15. Vi sejlede derover i gummibåden, hvilket altid er et sats i pænt tøj, da de fleste ture ender med skumsprøjt eller en tur i vandet for at komme af og have mulighed for trække båden i land.

Spisestedet ved daglys dagen efter.

Restaurenten var ca 10 borde placeret på stranden, en lille overdækning til diverse madvarer, 3 grill og et bål. Der var også en varm køletaske med 3 øl og 2 flasker vin, som vi tømte ved ankomsten. Nede i vandkanten stod et bord hvorpå langusterne blev parteret levende, lige ankommet med båden. Der sad i forvejen et selskab på 8 nordmænd bænket og vi fik anvist bordet ved siden af. Det var først da vi så den rødternet dug, holdt på plads af strandsten, og intet andet, at vi opdagede, at vi selv skulle have service med, men John meldte sig frivilligt og sejlede hjem igen efter tallerkener, bestik og glas.
Solen gik ned 17.45, og det blev bælgmørkt. Det var meget stemningsfuldt, med sand under de bare fødder, stjernehimlen over hovedet, cikaderne i ørene og duften af grillet languster og anden god mad i næseborene. Det var en meget enkel severing med maden anrettet på et par fade: ris, stegte grøntsager, halve bagte kartofler, stegte bananer og ½ grillet languster til hver (samt 3 kyllingelår til drengen, der dog hellere ville spise languster! - ham og kaptajnen var heldigvis gratis at have med). Til dessert var der en enkelt tallerken med lidt skåret frisk frugt: rød og gul grapefrugt, kokosstrimler, stjernefrugt, passionsfrugt og bananer.
Hen under middagen blev der tændt en sparsom lyskæde med en sparepære i hveranden fatning, som var spændt ud mellem 2 træer. Der blev sunger fødselsdagssange, for ved hele 3 af bordene sad der en fødselar, og det 4 selskab viste sig at være et italiensk bryllup, hvor hele familien var inviteret med.

Jeg føler mig efterhånden som en sild i saltlage. Hovedbunden er fyldt med sand og huden er konstant dækket af et tyndt hvidt og fedtet lag salt efter de mange svømmeture og havbade i det meget salte havvand. Badehåndklædet er så tungt og stift, at det snart kan stå helt selv, og tøjet vi tager på om morgenen virker fugtigt og fedtet.
Alfred er nu endelig ved at få lidt farve i ansigtet og på kroppen, pånær der hvor badebukser og badevinger dækker :-)

Glade badedage

Motoren virker stadig; der er fyldt vand og disel på tankene, og vi er kommet godt fra start, og har sejlet nogle fine småture i området. Blæsten hærger, og holder os foreløbig på afstand af Tobago Cays, der er et eftertragtet rev i nærheden, som bare er et "Must" at se på disse kanter, men som ikke har den store seværdighedsværdi, hvis det blæser. Vi satser på at blive her omkring, og vente på at blæsten og bølgerne lægger sig, så det bliver muligt at komme på tæt hold.

Siden i tirsdags har vi haft nogle dejlige badedage; først på Sandy Island, en lille halvmåneformet og ubeboet sandø på vestsiden af Carriacou, hvor vi tilbragte en hel lang eftermiddag lige til solnedgang blandt andet med at fange erimitkrebs og se på pelikaner, der styrtdykkede efter fisk. Og dagen efter på Petite Saint Vincent (PSV), der er en privatejet ø, med et hotel og resort-anlæg, som hører til Saint Vincent-øerne men ligger lige ved siden af Petite Martinique (PM), der stadig hører under Granada. Stranden og bunden op til kysten så lys og god ud, så vi forsøgte os med at sejle gummibåden helt op på stranden; det viste sig at være koralbund: hård, kantet og skarp, som båden ikke måtte røre, og som vi ikke kunne stå fast på, når bølgerne sled frem og tilbage i vandkanten, så jeg fik min første tilsigtede vandgang iført kjole og rygsæk, da jeg ville hoppe ud og holde båden til stranden. Heldigvis gik kameraet fri og overlevede; alt andet var gennemblødt, og måtte hænges til tørre. Vi valgte det ene træ i strandkanten, som ikke var giftigt, til tørrestativ! De andre må man gerne søge skygge under, men det frarådes at stå i læ under dem i regnvejr, da giften så regner lige ned i hovedet på den uvidende. Frugterne, der til forveksling ligner æbler, skal man også holde sig fra! John havde på en tidligere tur fundet et "æble" og givet det til en af sine med sejlere: resultatet var en opsvulmet og irriteret læbe i flere dage.

 











Torsdag formiddag drog vi en tur ind til PM, og gik rundt på øen. Det blev en meget våd tur derover i gummibåden på tværs af bølgerne og med fuldt læs, men heldigvis er det jo ikke koldt hernede, så vi tog bare turen iført badetøj, og medbragte så tørt tøj og sko i rygsækken. Intentionen var at nå toppen af øens vulkan, men vi nåede aldrig så langt, da stien forsvandt undervejs. Vi fik dog nogle flotte kik ud over øen og naboøen, og fik en god chance for at få rørt benene. Alfreds spiderman-sandaler er desværre gået i stykker og smidt ud, så han gik med kondisko, som gnavede et kæmpe hul på den ene hæl. Alternativet var, at han gik det meste af turen på bare fødder, hvilket også var ok, indtil vi kom til en slette fyldt med katus og buske med pigge på. Jeg bar ham over det værste, men skoene måtte på igen, og han stod turen ud med sko på!

Vores båd er en af dem der ligger foran øen til højre.



Han er en tapper lille fyr, der er med på selv de værste eventyr og "Missioner" - et udtryk taget fra hans Ninjargospil til Nintendoen, der optager en stor del af dagen, hvis det får lov. Vi forsøger med en tidsbegrænsning på 1 time daglig (Da vi jo ikke er taget på ferie for at spille Nintendo!), men nogle dage bliver det til mere, hvis der er ventetid på båden, og andre dage er den helt glemt, fordi vi er ude på tur, eller fordi han er opslugt af leg med vand eller andet ombord.

Fredag sejlede vi videre til Union Island, hvor vi også lå for anker på vejen sydover mod Granada. Eftermiddagen blev tilbragt på en fransk café med internet adgang, hvor Alfred kunne spise is, og jeg kunne købe en latte. Vi hjembragte nogle frosne klumper kyllingekød, som dog efter optøning viste sig at være kalkun, men Freddy fik tryllet en dejlig gryderet frem med lokal islæt.

Nytårsaftens dag sejlede vi igen ind til øen, og Alfred og jeg lå på en vindblæst strand i 3 timer. Vinden hærger stadig, og det er lige før jeg får kuller i hovedet af den konstante susen i ørene og milde luft der strømmer forbi hovedet overalt hvor man færdes. Der er ikke læ at finde nogen stedet og slet ikke ombord på en båd. Vi hyggede os med at bygge endnu en sandfæstning, at klatre lidt i kokospalmer, hoppe rundt på klipper mm. Da solen havde bidt godt i huden (Nu er vi efterhånden begge blevet så hærdet, at solcreme ikke længere er nødvendigt.) gik vi tilbage ind mod byen for at finde et brusebad, så vi kunne føle os bare nogenlunde på årets sidste dag, eller første alt efter hvordan man ser på det. Restauranternes løbeseddeler bød på middag til "Old years evening". Det lykkedes os at finde et baderum i Yatht Clubben, hvor vi for 10 EC (ca 20 kr) kunne stå i koldt regnvand under et spruttende bruserhovedet, hvor halvdelen af vandet forsvandt op under taget uden at gøre nytte. Men vi nød det! At få vasket saltet af, og dufte lidt af shampoo bagefter (sandsynligvis fordi vi ikke fik skyllet det hele ud ;-) ). Der blev handlet lidt ind til dagen derpå, såfremt butikkerne skulle være lukket 1. nytårsdag, og så sejlede vi ud til båden og gjorde os klar til Nytårsaften.

Linieakvavitten kom endnu engang frem, og der blev varmet op med snaps og de resterende juleøl. John havde også medbragt julemarcipangrise til hele flokken, som han havde glemt at tage med i land juleaften. Dejligt med lokale indslag; det er værd at huske til en anden gang, at medbringe små gode ting fra hjemlandet til specielle lejligheder. Det vækker jubel. Vi fik selskab af 2 lokale båd-taxichauffører, hvoraf den ene - under stærk påvirkning af snaps mm. - gerne ville beholde mig i Caribien og være ny far til Alfred. Dog ikke et tilbud, som jeg var bare i nærheden af at overveje, selv ikke da han med sit tandløse smil hviskede: "I'm a ladies man".

Vi havde en stille aften på et af de få større spisesteder i byen. Desværre var der kun hvide tilstede, sejlere og fastboere, da de lokale ikke have råd til at deltage. Der var fri bar, hvilket satte sig præg på stemningen. Alfred nåede lige at mæske sig i kylling og "Lambi" (konkylie!), inden han kl 21 satte sig til rette på mit skød og faldt i søvn. Der sad han så hele aftenen, og gik glip af både stilband og dans, og vågende først op halv 12; i rette tid til at se de 5 nødraketter som aftenens fyrværkeri bestod af. Det er en fattig ø, og de var ikke råd til rigtig fyrværkeri. Meget langt borte kunne vi dog se kæmpe fyrværkeri fra PSV, der gav den hele armen for sine gæster. Efterfølgende tog vi en taxibåd, mens John og Ann Helen fortsatte ud i nattelivet.

Vi ønsker alle et rigtig dejligt nytår!! Godnat :-) (Se evt. flere billeder på: http://www.suntrip.dk/ )