Den første uge på den nye båd er gået, og vi er nu faldet på plads, og er avanceret fra saunaen til vores egen lille kahyt. Lige som vi var begyndt at kunne kommunikere med den resterende besætning, der udelukkende bestod af finner (vi har lært os de basale finske gloser som: skål, tak, hej og lommelygte), måtte vi i går sige farvel til Kaptajnens kone, søn og et vennepar af hans, da deres ferie var slut, og de rejste tilbage til Finland. I stedet kom endnu en finne ombord, så vi nu er 4 voksne + Alfred.
Vi startede ugen med at sejle tilbage til Tobago Cays, som man heldigvis aldrig bliver træt af. Endnu engang var vi omringet af svømmende kæmpeskildpadder og temmelig mange lystbåde. Vi forsøgte selv at sejle over revet og videre ud til den østligste ø udenfor halvcirklen, men det viste sig at være en umulighed i gummibåd, da der var stor risiko for at motorens skrue skulle støde på grund, eller at de skarpe kanter fra revet ville flænse bunden, så vi overgav os, og hyrede i stedet en lokal taxaspeedbåd, hvis chauffør vidste nøjagtigt hvor man kunne sejle igennem og hvordan. Han tøvede således ikke med at give dfien gas, da vi var igennem de værste forhindringer, så vi med raketfart pløjede os igennem bølgerne med skumsprøjtet fløjtende om ørene til Alfreds højlydte begejstring. Da vi nærmede os land, sænkede han farten, og begyndte at tage tøjet af! Heldigvis kun fordi han blev nødt til at hoppe i vandet det sidste stykke for at trække båden i land. Det viste sig at være en lille bitte øde ø, hvis strande bestod af opskyllet og knuste koreller, og hvis eneste beboere var erimitkrebsene. Den største attraktion var et stykke af en rusiskrumsonde, som var faldet ned på øen for 2 måneder siden, og nu lå tøjret til en kokospalme i vandkanten.
Om aftenen agerede Timmo, kaptajnens søn på 17, bartender og servicerede damerne med kakao og rom drinks. Alfred fik også kakao, og på et tidspunkt fik bartenderen i sin iver lavet én til Alfred ligeledes med rom i, hvilket Alfred dog selv reagerede på, efter at have smagt den :-). Vi så fotos fra deres tur indtil nu, på tv-skærmen i salonene.
Tirsdag ændrede vi kurs, og vendte næsen nordover igen. Første stop på den næste lange stræk blev et glædeligt gensyn med Bequia, hvor vi før har ligget i flere dage. Vi gik i land, fik et dejligt (koldt) bad, fandt lidt internet og spiset god mad i byen. Alfred fik en ægte "Rasta-hue" strikket på bestilling til ham.
Onsdag sejlede vi et langt stræk op til næste ø Saint Vincent, forbi Kingstown, hvor vi stod på for 1½ måned siden, og videre op langs vestkysten forbi Walliboa, hvor noget af "Pirates of the Caribbien" er optaget, og videre til den nordligeste bugt på øen, så vi kunne have et godt udgangspunkt for næste dags lange sejllads. Vi endte et smukt lille sted: Chauteaubelair, med kun én anden sejlbåd for anker. Det virkede meget idyllisk og autentisk! Lige nedenunder båden, var et fint koralrev med mange farvestrålende fisk, så damerne og Alfred startede med en svømmetur med dykkermaske på, mens mændene kørte i land for at ordne tolden. Jeg forsøgte mig med lidt undervandsfotos, men naturligvis løb kameraet tør for batteri, og da jeg forsøgte at lade op igen, brændte opladeren sammen (undskyld Kennet!), så fremover er der ikke flere vandfotos. Håber bare på, at jeg kan få dem ud, der allerede er taget.
Senere på eftermiddagen var vi 4 + Alfred der sejlede i land, og da vi var blevet lidt klogere ovenpå mændendes forsøg på at gå i land på stranden (hvilket var endt i en kæmpe tur i bajlen for alle mand, da de skulle derfra igen), så satsede vi på det sikre og tog kajen. Det blev til en tur op og ned af
"hovedgaden" - som vist også var den eneste gade i byen, og et besøg på den lokale bar, hvor vi forsøgte at bestille en rompunch, som vi troede var nationaldrikken hernede. Men..damen bag disken forstod absolut ingenting, men henviste bare til den tilhørende butik ved siden af, hvor vi selv kunne købe ingredienserne og så låne glas i baren. Det blev den billigste drink på hele turen: vi indkøbte en flaske blandet tropisk saft og en lokal stækrrom (85%), for det samme som én drink plejer at koste, og så var der endda var nok til 4 ekstra drinks hjemme på båden. Isen ankom som en klump nedfrosset i en gammel rusten kagedåse, så servetricen måtte igang med skruetrækkeren for at banke nogle stykker løs. Primitivt men charmerende på én gang. Hvis nogen får råd til at investrere lidt i en bedre kaj og servicefaciliteter, så kunne stedet gå hen og blive det nye turiststed om 5-10 år, men lige nu er ingen vist særlig interesseret i at lokke flere mennesker til.
Onsdag morgen meget tidligt, 6.42, forlod vi Saint Vincent og sejlede videre nordover mod næste ø: Saint Lucia, som er ny for os. Det tog 10½ time at nå frem. Alfred sov det meste af tiden, da han havde fået en søsygepille for at undgå søsyge, som han havde lidt under dagen før. Undervejs var vi igen heldige at se delfiner, denne gang ganske tæt på. På et tidspunkt svømmede 4 ud af flokken synkronsvømning, op og ned i bølgerne; det var ganske imponerende og storslået! Vi så også flere stimer af fisk, der som små nåle punkterede havoverfladen, hoppede op i luften, hvor de lige nåde at fange solens lys og sende blink i alle retninger, for derefter at forsvinde ned i havet igen lige så pludseligt som de var dukket op. Også flyvefiskene vækker stadig begejstring, når de som små projektiler skyder ud af en bølge, og "flyver" langs med havoverfladen i op til 20-30 meter (sådan ser det i hvert tilfælde ud), mens de basker med "vingerne", og rammer lige ind i næste bølge. Det ser mest pudsigt ud, når de i en stor blød bue, når at skifte retning undervejs .
Den sidste time inden ankomsten til Rodney Bay, var vi inde i en kraftig regnbyge, så vi blev modtaget af den klareste halve regnbue, som både begyndte og endte i havet omkring os. På et tidspunkt var den endda dobbelt.
Næste dag trængte vi til en rigtig slappe dag, og det passede fint med, at vi var kommet til den største havn vi
hidtil har sest hernede, hvor alle servicefunktioner var tilgængeligt. Vi fik varmt (!) bad, afleverede lidt tøj til vask, fandt et postkort til morfar, fik ordnet ting på internettet osv. Alfred havde allerede om aftenen da vi var anløbet kajen spottet et dansk flag, og han insisterede på at vi skulle gå forbi og hilse på. Det var heldigt, for det viste sig, at være 2 familier - naboer - fra Solrød, der tilsammen havde 4 børn i alderen fra 4 - 8 år.
Hvilken lykke! Hele fredag legede Alfred med Oscar på 8 år, fra kl 9 - 18, hvor det blev mørkt. De var med Oscars forældre i poolen og på den anden danske båd, så jeg så kun min søn en time omkring frokost, ellers var han optaget, og jeg var børnefri for første gang i 1½ måned!! Men det var Win-Win, da jeg fik ordnet en masse praktiske ting og Alfred fik leget, hygget og snakket dansk! Han har længe savnet nogle jævnaldrende!!
Lørdag oplevede vi den hidtil værste søgang på turen. Det område vi nu sejler rundt i er præget af størrere øer, med større afstand, og vi fik en gavaldig gyngetur på turen fra Saint Lucia til Martinique. Bølgerne var mindst 10 meter høje, så indimellem forsvandt båden helt ned i havet. Alfred klarede det dog helt uden ubehag og uden pille.
Og nu er vi så nået til en fransk havneby, der lige så godt kunne ligge i Europa. Det er en bid af Frankrig, der bare er blevet flyttet over Atlanterhavet. Her kører man i højre side af vejen, i franske biler, med EU flaget på, betaler med Euro, og kan købe alle europæiske varer i de bugnende supermarkeder. En helt anden verden, og så langt fra hvad vi hidtil har oplevet. Jeg får støvet mit franske af, da man her - som i Frankrig - konsekvent holder sig til at tale fransk, selvom de lærer engelsk i skolen. Vi bliver her på øen et par dage i forskellige havne, inden vi drager videre mod nord, så der kommer sikkert mere herfra.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar