Vendepunktet

Hjemturen er på en måde begyndt. Vi har været oppe og runde Portsmouth i det nordlige Dominica, og blev enige om, at vende båden og begive os nedefter igen, så vi har god tid til at nå tilbage til Saint Vincent hvorfra vi skal flyve hjem næste søndag. Ønsket havde været at nå helt op til næste ø-gruppe den franske Guadaloupe med tilhørende småøer, der hører under Martinique, men den og kaffeplantagerne må vi have tilgode til næste gang :-)

Dominica har overrasket positivt med sine mange tilbud om naturoplevelser, og store scenerier ud over vulkaner, regnskov og atlanterhavet på østsiden. Også her har vi kun fået en forsmag på, hvad øen har at byde på, da vi bare har haft et par dage til rådighed.

Vi ankom tirsdag aften til hovedstaden Roseau, og tidligt næste morgen drog Alfred og jeg ind til byen, fast besluttet på, at komme op og se regnskoven i Nationalparken, der er udpeget af Unesco. Der var lige anløbet et stort krydstogskib fyldt med englændere, så havnefronten vrimlede med taxier, og guider, der tilbød ture rundt i landet. Vi sneg os med på en guided bustur, sammen med 14 englændere i vel nok øens ældste minibus. Den sneglede og hostede sig op ad de små stejle veje og igennem skarpe hårnålesving mod målet, der lå i ca 2000 meters højde.

Undervejs gjorde vi en del fotostops, blandt andet ved en lille have fyldt med annanasplanter, og ved en

kaffeplante. Det helt store stunt var en lille "gratis frugtbod" ved vejsiden, hvor alle turistbusserne stoppede, og man kunne få gratis smagsprøver af øens frugter mod frivilligt at donerer lidt penge ;-)...Øen lever fortrinsvis af turister og dernæst eksport af bananer og kokosnødder. Vi smagte ananas, og grapefrugt, som enhver haveejer har i baghaven og naturligvis de meget lækre og velsmagende bananer. Det nye for os var at tykke på et friskt stykke sukkerrør, så vi kunne suge den søde saft ud, der ellers bruges til rørsukker og rom!

Manden i boden gjorde et stort nummer ud af at åbne en kokosnød, men til hans ros skal det siges, at han kunne sit kram: 3 slag med manchetten, og nødden gik midt over på det tykkeste sted. Saften fra den øverste del strømmede ud, men underdelen var fyldt, og bla. Alfred fik lov til at smage. Derefter skar han lange ridser fra kanten hvor nødden var blevet delt og ned til bunden, vendte den på hovedet og slog med ét slag alle stykkerne løse og ned i en tom skal. Elegant! Det vil jeg meget gerne lære :-) Må vist hjem og øve mig lidt, men er bange for, at dét nummer kun kan lykkes med friske kokosnødder og ikke de gamle tørre nogen, som vi kan købe hjemme i Danmark.








Regnskoven var frodig, kølig og fugtig, og ganske imponerende, men den helt store naturoplevelse blev det ikke til, da vi kun kom til at gå 15 min. på anlagte stier i selskab med ca. 200 andre turister. Måske er jeg bare blevet forvendt med, at man helst skal være alene eller i ganske små grupper, og helst udenfor ethvert stisystem, for at kunne få en intens oplevelse, da der jo som sådan ikke var noget galt med skoven. Der var skiltet hele vejen hen til et lille vandfald, hvor vandet dannede en lille sø nedenfor, som man kunne bade i, og det måtte vi jo prøve, når vi nu var kommet så langt, og nærmest havde stået i kø de sidste 20 minutter for at nå frem. Den var Alfred med på; han er altid frisk på oplevelser og nye udfordringer, så af med tøjet og ned i det forfriskende og klare vand, selvom han ikke kan svømme (men jeg tror faktisk at det er lige før). Bagefter blev vi ledt tilbage til parkeringspladsen ad bagvejen, så vi ikke skulle gå modsat de mange nye turister, som skulle hen og se stedet.
Hjemturen bød på en tur igennen en "Drive-in" botanisk have, hvor vi i forbifarten nåede at se 3 træer, hvoraf det ene lå væltet ned over en fladmast bus; et levn fra sidste orkan, samt et udsigtspunkt med view ud over byen og lige ned på krydstogtskibet til englændernes store begejstring. Vores lille båd lå desværre lidt længere henne langs kysten, og kunne ikke ses derfra.

 

 

Vel nede igen, blev vi hentet i gummibåden ved den store kaj, så vi hurtigt kunne komme ud til båden, og sejle videre op til Portmounth, der blev udgangspunktet for næste dags taxitur til øens reservat for de 3500 oprindelige indianske indbyggere. Igen havde jeg nok forestillet mig noget lidt mere eksotisk og romantiskt som en bambusby fyldt med legende barfodet indianerbørn iklædt lændestykker og krigsmaling, men de mange timer i bil endte blot i et slags frilandsmuseum, hvor der var bygget et par bambushytter op, for at vise hvordan de engang havde boet. Og kun fordi vi kom til at følges rundt med en flok historiestuderende fra Martinique, fik vi mulighed for at overvære nogle oprindelige danse opført af 4 indianere med "oprindelig beklædning" (med lynlås og elastikker). Måske er jeg bare ved at være mættet med oplevelser og nye indtryk..måske skulle jeg have forberedt mig lidt bedre inden jeg valgte udflugtsmål..alternativet var øens højeste vulkan Morne Diablotins, hvor der lever 2 papegøjearter, som kun eksisterer på denne ø. Dem ville jeg nok hellere have brugt penge og tid på. men igen: det må blive næste gang :-).

Og så vendte vi båden...