slut på 8 gode uger

8 uger er ved at være forbi. 8 uger med minimum 25 grader døgnet rundt, bare fødder, sommertøj og sol hver dag, 8 uger med bølgebrus, cikader og fremmede sprog i ørene, konstant omgivet af hav  (jeg drømmer stadig om et lille hus ved kysten et sted i Danmark), den salte smag af på læberne, beskidt og stift tøj og bevidstheden om, at det vi ikke når i dag, når vi nok " i morgen". Muligheden for at vågne og stå op med solen, og for at geare (endnu længere) ned i tempo med en rompunch i hånden når solen går ned i horisonten. 8 uger med 100% samvær med knægten dag for dag, timer for time, og minut for minut - kun da han én dag fandt en dansk legekammerat var vi adskilt i et par timer, ellers har vi fulgtes i alt: på opdagelse, på svømmetur, i badet; kort sagt over alt!

Det er med blandede følelser, at jeg sidder her på verandaen i Kingstown (i den pænere ende af byen), kikker ned over Villa Beach, hvor solen i det fjerne er ved at lægge an til landing bag ved et par enkelte både, der har ankret op i bugten, og tænker på, at om 2 dage, sidder vi (forhåbentligt, hvis planen holder; but here You nerver know) i et fly på vej over Atlanten og hjem til hverdagen i Danmark, med alt hvad det indebærer. De sidste 2 måneder, har jeg hverken tænkt på job, hus, have, bil, ej heller siddet bag et rat, eller har haft fat i min kalender (der derfor stadig er tom hvid som nyfalden sne), og de sidste par dage, har jeg heller ikke haft glæde af min mobiltelefon (hvilket egentlig har været en befrielse), da selve telefonen har fået fugt, og simkortet ved en fejltagelse er blevet smidt overbord på 150 meters dybde af kaptajnen (!)...Så hermed en opfordring til alle der læser dette: send gerne Jeres telefonnumer til min hjemmemail, så jeg kan oprette ny adresseliste, når jeg kommer hjem.

Det er skønt at holde ferie, men vi kan heller ikke blive ved i det uendelige...Vi har haft en fantastisk oplevelse, lærerig og med mange nye indtryk, såvel gode som mindre gode(evaluering kommer i sidste afsnit), men er nu også mættede, og trænger til en "pause" - da det også kan være ganske opslidende at få dagene til at hænge sammen, når man ikke skal udrette noget - i vante omgivelser sammen med folk vi kender og kan lide. Det bliver trist at skulle sige farvel til varmen og alt det smukke hernede, men også herligt at kunne sige goddag igen til alle Jer derhjemme :-)
Vi har forsøgt at holde tempoet den sidste uge, så det ikke bare er blevet til "den sidste uge inden.....", og stadig opsøge nye steder og udfordringer.

Ruten er gået ned langs Saint Lucias vestkyst, hvor vi har overnattet i 3 meget forskellige havne: Rodney Bay, Marigot Bay og Souffriere, steder med hver deres charme og fordele. Rodney Bay tilbder et internationalt Yacht Club-område, fyldt med sejlere fra hele verden, pool, bade faciliteter, vasketøjsservice, el og vand, og spisesteder lige for enden af bådebroen. Dejligt når man har været foruden bad i flere dage, men et kedeligt sted at skulle opholde sig flere dage i træk, da man ikke har nogen som helst føling med, hvor i verden man befinder sig; det kunne lige så godt være i USA eller i Middelhavet.

Marigot var yderst charmerende; vi sejlede helt ind i bunden af bugten og lagde direkte til en kaj, der hørte til en lille restaurent, som var bygget ude i vandet. Hvis man kikkede igennem det åbne lokale, kunne man se lige ind i mangroven på den anden side. Alfred fik tilbudt en kokospalmehat (mod penge selvfølgelig - her er intet gratis), som vi nu skal prøve at få fragtet hel hjem igennem alle flyveturene, og lidt senere tog vi gummibåden ud til en lille standtange og badede under kokospalmerne.

Soufriere blev udgangspunkt for nogle små udflugter; første eftermiddag gik Alfred og jeg små 3 kilometer over til næste bugt, der indeholdt et resort, beliggenden ned til en fin badestrand, hvor der var et lille koralrev. Vi havde taget dykkermaskerne med, så fik tog 2 fine ture ud på det dybe vand, for at se på livet dernede. Det er en super oplevelse, at ligge der på maven i vandet og holde hinanden i hånden, mens vi skiftevis tager en dyb indånding og dukker hovedet under vand, for kort efter at komme op til overfladen igen for begejstret at ville fortælle at den anden skal kikke. Af samme årsag er vi aldrig nået til at snorkle; Alfred vil hele tiden fortælle om det han ser, og vi snakker meget om hvad vi gør, så at stoppe en snorkel i munden på ham, ville være umuligt. Vi så en masse store krukkesvampe og nogle små koraller og rigtig mange fisk. Små stimer, som vi nærmest svømmede igennem, store spraglede fisk, stribede, plettede og fisk med "øjne" på bagpartiet. Store fisk, og små fisk, alle mulige og umulige farvekombinationer svømmede rundt i det klare vand og nippede til korallerne. Herligt. Lige da vi skulle til at gå den meget bakkede vej tilbage, blev vi hentet af gummibåden, så vi tog søvejen hjem.














Næste dag hyrede vi en taxi i et par timer, og tog den korte "turisttur" som inkluderede 1) en "drive-in" vulkan, hvor man på behørig afstand kunne stå bag et rækværk og indånde svovldampende, der lå som en tung tåge, mens man kikkede ud over et boblende og sydende område der angiveligt har været et vulkankrater engang ,

2)besøg i en kakaoplantage, hvor der desværre endnu ikke var bygget en fabrik (det var ellers chokoladefremstillingsprocessen jeg var mest interesseret), men vi fik alle lov til at pode en kakaoplante, som nu er bogført og til tid og evighed bærer vores navn

3) samt bad i et naturligt varmt vandfald, der skulle være sundt og nærende for huden. Et komprimeret program på 2½ time, især fordi vi måtte forbi plantagen ad 2 omgange, da vi ikke havde booket tid til rundvisning, og derfor måtte vente, til der blev en ledig plads.













Fredag morgen havde vi reserveret og købt flybilletter til Saint Vincent med afgang fra Saint Lucia kl 9.15 (troede vi), så hele båden blev vækket kl 6.00, vi spiset morgenmad sammen, og var pakket i taxaen kl. 7.00, for at ankomme et kvarter senere, så vi var i god tid.....endda i rigtig god tid :-), for det viste sig at være 9.15 pm, altså om aftenen, 12 timer senere. Vi må have set noget chokerede ud, for tanken om at skulle tilbringe 12 timer i en ukendt storby, endda med bagage (vi spurgte om taskerne kunne opbevares i lufthavnen, men det var ikke en mulighed) var ikke just tiltalende, og ej heller tanken om at ankomme i en fremmed by i mørket kl 22 fredag aften. Manden ved indcheckning var cool....uden at fortrække en mine, eller at informere os, fortsatte han indtjekningen af bagagen, og i første omgang troede jeg bare, at den i såfald kunne stå dér til om aftenen, men han bad os om at udfylde immigrationspapirerne, og skyndte endda på os....jeg var ét stort spørgsmålstegn, indtil han fortalte, at han havde ændret billetterne, og at flyet nu stod ude på gaten og ventede på os..og så fik vi ellers fart på! Eller det vil sige...vi forsøgte at skynde os, men selvom vi blev kaldt over højtaleren, så var damen ved den næste skranke totalt ligeglad, så vi måtte stå en rum tid og vente på at vise pas...i dét tidsrum skulle Alfred så pludselig tisse - den dreng har  iblandt en udsøgt form for timing - men blev bagefter ledt direkte igennem sikkerhedskontrollen, og måtte løbe på startbanen, hvor vi som de absolut sidste kom ind i et næsten fyldt fly, ca. 2 timer før forventet afgang :-). En noget overraskende start på dagen. Og så burde det jo forløbe glat derfra, men Alfred og jeg blev stoppet i ankomstlufthavnen, fordi jeg ikke havde skrevet noget hotel på. Tanken var, at tage til det nærmeste hotelområde, og se sagerne lidt an, før vi valgte hotel, men uden navngivet hotel, kommer man ikke ind i landet!...Og sikkerhedsfolkene helmede ikke, før der var blevet reserveret værelse, så jeg kikkede rundt i lokalet, og kunne kun se en rekalme for "Paradise Beach Hotel"..så der bor vi nu :-) ..men det var ikke noget dårligt valg; vi har et værelse med egen veranda, og max 10 meter fra stranden, og med direkte kik til solnedgangen... Og er er 5 minutter med den lokale bus til lufthavnen....

Apropos så har vi foredrevet lørdagen med en tur på stranden, og en bustur til "Downtown" Kingstown. Jeg elsker simpelthen det lokale bussystem. Man stiger bliver sluset ind i minibussen med en blanding af frygt og fryd. Jeg tror, at de kører med et akkordsystem; chaufføren bliver betalt efter antallet af passagerer han transporterer, for i dag lykkedes det at stuve hele 21 mennesker ind i en minibus beregnet til 9 pers. Der sidder én ved skydedøren, som råber ud og fanger "kunder", og springer op og åbner døren, så snart bussen holder ind til siden. Det er en kæmpe fordel som "kunde" idet man enten bliver tilbudt plads mens man bare går lidt rundt, eller bare kan stille sig op ved vejen, og så går der max 1-2 minutter før man har et lift. I dag betalte vi bare 4 EC (ca 8 kr) for en forrygende tur på ca 20 minutter, hvorunder jeg flere gange måtte lukke øjnene, fordi vi kørte i modsatte kørebane, eller drønede over et kryds i midtbyen, uden at sagtne farten. Hver eneste bus har personlig stil efter chaufførens forgodtbefindende. På udturen var det "party-bussen"; der var skruet så højt op for reggeamusikken, at arbejdstilsynet herhjemme øjeblikkeligt havde lukket bussen, men det havde den fordel, at man ikke kunne høre, alle de gange, hvor hornet blev brugt! Andre gange ligner bussen en kopi af Postmand Pers bil: fyldt med pakker, som bliver fragtet uden ejermand, og som skal holdes og holdes styr på, hver gang døren åbnes og folk myldrer ud og ind. Altid en oplevelse :-) - og endda én af de billige hernede, hvor ALT koster penge.

Slut med sidste rapport hernede fra...Når vi er kommet godt hjem, og er faldet på plads igen, laver jeg en kort evaluering af turen (og beskriver hjemrejsen hvis der har været uforudsete hændelser)....Det har været en fornøjselse at skrive hjem, når jeg ved, hvor mange der har fulgt med, og har haft fornøjelse af de små historier. Vi glæder os til at viser Jer alle billederne (ca 5.000 når vi medtager dem som vi har fået af vores rejsefæller), og fortælle de historier, som endnu ikke er blevet fortalt! Vi ses snart :-)