Martinique

Hvis man, som jeg, er bare en lille bitte smule skabs-frankofil, så er Martinique stedet!
Man bliver med det sammen henført til en lille fransk havneby, men med den undtagelse at vejret er bedre her, og naturen mere eksotisk efter min mening. Den første nat overnattede vi i byen Le Marine, en stor naturlig bugt, med plads til et hav af lystsejlere, og ind imellem også gamle aflagte både, der får lov til at sejle deres egen sø, og ligge og ruste op i kanten ind til mangroven.

Søndag ville vi forsøge at komme et smut til hovedstaden Fort-de-France, men det viste sig at være sværere end som så, da det var søndag, og alle holdt fri. Der var ingen offentlige busser, ingen taxier ingen nogenting. Noget skulle der ske, så med Veikko i front forsøgte vi at tomle de 40 km nordpå. En del biler stoppede (her kører man naturligvis i højreside, som i Frankrig!), men de skulle kun et stykke af vejen, men det tog bare 10 min før et fransk ægtepar, som boede på øen hver vinter, tog os med hele vejen. Jeg er ikke den store "small-talker" og slet ikke på fransk (!) men det lykkedes alligevel at holde lidt gang i en samtale hele vejen, og da vi blev sat af på et hovedstrøg i byen, fik vi damens telefonnummer, så vi kunne ringe når vi skulle hjem igen, så ville de se, om det kunne passe! Søde folk!! Hun ringede selv om aftenen da de var parate til at køre retur, men da var vi allerede kommet hjem igen. På turen så vi de første regulære sukkermarker langs med motorvejen. Rørene bliver brugt til at producere rørsukker og vigtigst er nok, at de danner basis for øens romproduktion. Der var ikke mindre end 5 store og flere små destillerier på øen.

Der var ikke så specielt meget at lave i byen, eftersom ALT var lukket. Vi forsøgte at finde lidt formiddagsmad, men den eneste café vi kunne finde, havde først servering af mad efter kl. 12, så vi fandt et åbent supermarked og provianterede lidt franske lækkerier (gedeost, skinke, pains au chokolat - her bugner butikkerne ned et varieret vare sortiment) og holdt picnic på havnefronten inden vi begyndte at tænke på hjemturen. Vi spurgte en af de lokale efter et godt sted at stille sig, hvis man ville tomle, og der gik bare 5 minutter førend en yngre fyr tog os med op. Han var på vej til sin fars fødselsdag, hvor han skulle lave mad, og han ville i første omgang sætte os af ved lufthavnen, hvilket kun var 10 km af vejen, men da han fortalte, at det kunne blive svært at finde en taxi, fik vi han overtalt (man kan meget med penge) til at køre os hele vejen :-) Også han gav os sit telefonnummer, så vi skulle endelig ringe, når vi igen kom forbi Martinique, så ville han hjælpe os. Flinke folk! (skal for en god ordens skyld nævne, at vi fulgtes med Veikko, og at vi på intet tidspunkt tog uansvarligt chancer!!)

Inden vi tog i land om aftenen for at se på det lokale søndagsbal - hvoraf vi desværre kun nåede sidste nummer -, og efterfølgende tage et varmt (!) bad, slog vi et lille sving ud i mangroven med gummibåden, hvilket var en spændende oplevelse. Der var en lille sideflod i bugten, hvor vi kørte så langt ind vi turde, for at få lidt af stemningen. Der var en helt anden planteverden, og masser af krabber på rødder og grene. Meget fascinerende.

Mandag sejlede vi videre til næste lille havn oppe langs vestkysten. Den kunne byde på en lille badestrand, og en masse lukkede butikker - fordi det var mandag (ved så ikke lige, hvornår de har åbent?). Indbyggerne på øen er farvede, men på denne strand var kun hvide mennesker, (og de første topløse kvinder på hele turen), og gennemsnitsalderen var vel omkring 65 eller derover, så det må vist have været en lille ferieby for pensionerede franskmænd.

Tirsdag tog vi videre til næste ø: Dominica, der er selvstændig og en del af Grenadinerne, men forinden nåede vi en 2 timers "frokostpause" I Saint Pierre, der indtil år 1902 havde været Martiniques hovedstad, men på det tidspunkt var blevet jævnet med jorden af et vulkanudbrud fra den nærliggende vulkan Pélé. Vi fandt ruinerne af det gamle teater og fængslet ved siden af, og læste historien om den sandsynligvis eneste overlevende fra naturkatastrofen: en fange, der havde siddet beskyttet bag fængslets tykke mure, og dermed havde undgået gasser og strålingsvarmen. Vi gik tilbage til kajen langs med vandet og den sorte strand fyldt med lavasand.

Vi forlod Martinique (og Frankrig) kl 12.30 og satte kursen mod Dominica; en tur der tog os 6 timer, størstedelen for sejl. Hastigheden var ikke overvældende i starten, hvor vi stadig lå i læ af øen, så af og til måtte vi sætte motoren til, da farten var nede og dykke på 0.0 knob. Der var fin vind i sejlene, men bølgerne sinkede os tilsvarende. Til gengæld nåede vi op på over 8 knob, da det gik bedst i det åbne farvand mellem de 2 øer.

Selvom flyvefisk nu er blevet hverdagskost, bliver vi alligevel lige begejstrede, hver gang de dukker op langs med havoverfladen, og til tider så tæt på båden, at vi tror, at de vil springe ombord.

Det er en super fornemmelse at sidde oppe i agterenden af båden bag ved roret, med den lune vind i håret, sejlets blafren og knitren i ørene og det salte skumsprøjt på læberne. Der er så mange og høje lyde, at det nærmest er umuligt at snakke sammen, men det gør "stilheden" blandt folkene legal, og man kan sidde i sine egen tanker og kikke ud over havet. Hver gang stævnen pløjer sig ned i en bølge og kaster skumsprøjt til begge sider, og nogle gange ind over dækket og os der sidder oppe, så hænger der vanddråber nok i luften til at danne en lille regnbue, hvis man sidder med ryggen mod solen.

Da vi de sidste 2 uger har holdt os til vestsiden af de store øer, med store åbne bugter, og himlen har været forholdsvis skyfri, har vi endelig været heldige at se nogle spektakulære solnedgange.