Tobago Cays

Vi har været uden for telefondækning i nogle dage; fra torsdag til lørdag var der ingen forbindelse; det sker hernede, da der er store afstande mellem øerne, og ikke alle har en sender. men nu er vi inden for rækkevidde igen!! :-)

Endelig kom vi videre og væk fra Union, hvor vi har ligget for anker i 5 dage i blæst og regn en stor del af tiden. Med en mellem-overnatning på Mayreau er vi nu nået til et rent paradis: Tobage Cays, der er en af de mest kendte nationalparker i området. Det er et rev i en halvcirkelform, hvori der ligger 4 små ubeboede øer. Her er spændende natur med kæmpeskildpadder i havet og leguaner på land, og masser af bådturister, som ligger for anker indenfor revet og håber på lidt stille vejr, så man kan få et fantastisk dyk og se på revets spændende fisk.


Det har blæst en del de 2 dage vi har været her, så det er ikke blevet til så meget svømning, men vi har været i land på 2 af øerne og gået nogle fine små ture op på toppen, hvor der har været en fantastisk udsigt over hele området. I dag torsdag har himlen været skyfri det meste af dagen, og med sol, blå himmel, krystalklart vand og hvide badestrande, kan det næsten ikke blive bedre. I går badede vi lidt fra en af strandene, og tog til sidst gummebåden ud til revet, hvor der er placeret bøjre, som man kan fortøjre til. Her hoppede vi i, og fik da også set en hel del fisk. Alfred, der stadig ikke kan svømme, hoppede i som os andre, og lå og baskede rundt med dykkermaske på, og fik rigtig meget ud af det (og slugte også en stor mængde saltvand, dog uden at lade sig mærke med det). Jeg kan fragte ham et godt stykke i vandet, hvis han holder fast i min skulder med sin ene hånd. Det er bedst med strømmen, og temmelig anstrengende mod strømmen!! Men han holder ud, og ser ud til at affinde sig med at blive dækket af bølgerne i ny og næ.

Vi har også været tæt på en skildpadde: den lå i området foran vores båd og græssede tang på bunden, hvilket var retning mod strømmen, så jeg ikke kunne svømme derhen, men John sejlede os ud med gummebåden og fangede os op igen bagefter. Vi svømmede lige hen over den, og jeg fik også taget et temmeligt utydeligt billede, som vist kan ligne hvad som helst. Desværre kan den lånte PC ikke læse hukommelseskortet i det lånte undervandskamera, så beviset må vente.

Turene på land har været den rene safari, hvor vi har spottet leguaner. Alfred er rigtig god til at bruge øjnene. I starten kunne vi kun høre, at det puslede rundt omkring, og da vi så begyndte at kunne få øje på dem; de er utrolig godt camufleret, følte jeg mig helt overvåget, for de var næsten overalt: nede på jorden, på stammerne og oppe i træerne, selvom de er tunge og ikke særlig addrætte. De ser nærmest kluntede ud, når de vralter afsted, men formår alligevel at klatre og hoppe rundt i træerne, selvom de spinkle grene bliver tynget af deres vægt. Nogle er sandfarvede med røde "takker" på ryggen, andre er irgrønne. Helt utrolige skabninger, som vel er en meter eller mere, hvis man regner den stribede hale med.

 



Onsdag aften flottede vi os, og bestilte languster-barbecue hos en af bådsælgerne, der jævnligt kommer forbi bådene og tilbyder alt fra friske fisk, brød, frugt og designer tøj (!) - hver båd sit speciale. "Restaurenterne" er også ude for at chartre kunder til aftenens måltid, så vi bestilte bord til kl 17.30, så vi kunne ankomme i nogenlunde dagslys, inden solen gik ned 17.15. Vi sejlede derover i gummibåden, hvilket altid er et sats i pænt tøj, da de fleste ture ender med skumsprøjt eller en tur i vandet for at komme af og have mulighed for trække båden i land.

Spisestedet ved daglys dagen efter.

Restaurenten var ca 10 borde placeret på stranden, en lille overdækning til diverse madvarer, 3 grill og et bål. Der var også en varm køletaske med 3 øl og 2 flasker vin, som vi tømte ved ankomsten. Nede i vandkanten stod et bord hvorpå langusterne blev parteret levende, lige ankommet med båden. Der sad i forvejen et selskab på 8 nordmænd bænket og vi fik anvist bordet ved siden af. Det var først da vi så den rødternet dug, holdt på plads af strandsten, og intet andet, at vi opdagede, at vi selv skulle have service med, men John meldte sig frivilligt og sejlede hjem igen efter tallerkener, bestik og glas.
Solen gik ned 17.45, og det blev bælgmørkt. Det var meget stemningsfuldt, med sand under de bare fødder, stjernehimlen over hovedet, cikaderne i ørene og duften af grillet languster og anden god mad i næseborene. Det var en meget enkel severing med maden anrettet på et par fade: ris, stegte grøntsager, halve bagte kartofler, stegte bananer og ½ grillet languster til hver (samt 3 kyllingelår til drengen, der dog hellere ville spise languster! - ham og kaptajnen var heldigvis gratis at have med). Til dessert var der en enkelt tallerken med lidt skåret frisk frugt: rød og gul grapefrugt, kokosstrimler, stjernefrugt, passionsfrugt og bananer.
Hen under middagen blev der tændt en sparsom lyskæde med en sparepære i hveranden fatning, som var spændt ud mellem 2 træer. Der blev sunger fødselsdagssange, for ved hele 3 af bordene sad der en fødselar, og det 4 selskab viste sig at være et italiensk bryllup, hvor hele familien var inviteret med.

Jeg føler mig efterhånden som en sild i saltlage. Hovedbunden er fyldt med sand og huden er konstant dækket af et tyndt hvidt og fedtet lag salt efter de mange svømmeture og havbade i det meget salte havvand. Badehåndklædet er så tungt og stift, at det snart kan stå helt selv, og tøjet vi tager på om morgenen virker fugtigt og fedtet.
Alfred er nu endelig ved at få lidt farve i ansigtet og på kroppen, pånær der hvor badebukser og badevinger dækker :-)