Rejsen fortsætter ......

- med motor (!) men med reduceret besætning, idet Veikko har valgt at blive i land, selvom han havde plads på båden resten af denne uge ud. Så nu er vi 4 voksne: Ann Helen og John fra Norge, Freddy og jeg.

 

Vi gik ombord i dag tirsdag, efter at have tilbragt 5 dage på den lille ø Carriacou. Det har været et hyggeligt bekendskab, med én af de få øer, som ikke vrimler med turister, og som efter sigende er ca 50 år bagefter de andre øer. Den er omkranset af skønne hvide strande med kokospalmer, der ligger øde hen. Normalt er vandet stille og krystalklart, men i de dage vi har været her, har blæsten hærget området, og pisket vandet op og gjort det grumset og tryllet bølgerne frem - men - i morgen - skulle det blive fantastisk igen. :-) 

Udsigt fra vores veranda.






Vores hus på en vaskedag.

Huset vi havde lejet, bestod af 3 værelser med seng og myggenet, badeværelse med regnvandsbrusebad (al brugsvand er opsamlet regnvand, der opsamles fra tagfladen på hvert enkelt hus og opbevares i store sorte tanke i haven), samt køkken/alrum. Det vigtigste var næsten verandaen med udsigt over Tyrell Bay, der lå lige på den anden side af vejen, blot et stenkast fra huset - bogstaveligt talt! Nabogrunden var et tilgroet vildnis der afslørede flere spændende dyr og fugle i løbet af de dage vi boede der.



Dagligvarerhandlen havde mest af alt karakter af at være en skibsprovianthandel, det eneste køkkenredskab man behøvede for at tilberede et måltid med deres varer, var en dåseåbner. Således kom julemiddagen til at bestå af grønsagssuppe (konserves) til forret, ris og frosne burger-"bøffer" til hovedret og is til dessert. Alternativet var et frossent stykke kalkun, hvor man udenpå reklamerede med: "Taste like ham". John havde medbragt danske juleøl og en linieakvavit til at højne julestemningen.


Alle gode intentioner om økologisk, frisk og varieret kost med masser af grønt ryger fløjten hernede, hvor hovedingrediens en i alt mad er kylling, og grønt næsten ikke er til at betale. En pose kartofler, vel ca 3 kg kostede 50 kr (25 ECD), og 8 tomater 70 kr, på det lokale marked i hovedbyen. Forhåbentlig var det turistpriser, ellers har lokalbefolkningen da ikke en chance. Men det lader til, at alt grønt er importeret - gulerødderne kommer helt fra Canada - og meget imod mine forventninger, så er det også småt med frugten på disse kanter. Her er en del citrusfrugt - lime og grape - og et væld af bananer, der så ikke rigtig er bananer alligevel, men en frugt der ligner til forveksling, men som kun egner sig til madlavning.



Alfred er heldigvis godt tilfreds med mange små "måltider", så han overlever fint på kiks, yoghurt, æble, banan, knækbrød (stadig en pakke wasa vi havde med hjemmefra), lidt hjemmebagt brød, og af og til et kogt æg (æg er her masser af; de sælges stykvis og man bringer dem med hjem i en plastpose, så der er en vis spildprocent), som alt sammen kommer drypvis i løbet af dagen.

Én af vores naboer.





Vi har været omgivet af søde og hjælpsomme mennesker fra mange forskellige lande, og med hver deres baggrund og måde at arrangere og leve et liv på. Mange er gengangere og kommer forbi hvert år, da det er en ø, som man enten forelsker sig i, eller forsøger at undgå. Der var parret, som arbejdede for Folkekirkens Nødhjælp i Jerusalem 10 måneder om året, og sejlede rundt i Caribien de sidste 2, der var parret, som arbejdede hvert andet år og sejlede hvert andet år, hvilket kunne lade sig gøre, fordi de byttede ALT (hus, hun, kat, job mm.) med et vennepar som så overtog forretningen mens de var væk, Jeanett der bor halvdelen af året i Sverige og arbejder og den anden halvdel af året på Carriacou med en lokal kæreste.





Dejligt at se, at livet ikke nødvendigvis behøver at bestå af hverdag 365 dage om året, men at mulighederne er der, hvis man tør satse, og er villig til at ofre noget. 

Og så er der alle de pensionerede amerikaner og europæer, som har slået sig ned permanent. Vi blev budt med til julegilde den 25. december hos en fastboer, og dér var dejlig mad: 2 kalkuner, 2 skinker, 4 languster samt diverse tilbehør. Buffeten blev stillet op i haven på 2 store borde, og når man var mæt og veltilpas, kunne man slentre ud af havelågen, så lå stranden lige dér, lang og hvid :-)





  

Alfred i godt selskab med Jeranett, Veikkos svenske kollega







Øens faste beboere er alle smilende og søde; de hilser og vinker hver gang man passerer forbi, mens de sidder på verandaen foran huset, eller de kører forbi på gaden i de gamle suzukier. Det kunne vi godt lære noget af i Skandinavien, hvor ingen hilser på fremmede og man knapt kender sin nabo. Her virker det som om, at alle kender alle, og trafikken går let i stå, når folk i modkørende biler, lige skal stoppe og hilse på hinanden ud af vinduet hen over midten af vejen. Vi føler os godt taget imod og det virker trygt og godt at gå rundt i på øen hele døgnet. Officielt er sproget engelsk, men den lokale dialekt er totalt umulig at forstå: endelserne bliver kortet af, og det går så ufatteligt hurtigt, at ikke ét ord bliver genkendt i talestrømmen.



Her har vi sol (dog mindst én byge om dagen), varme, og lækre strande, men det er jo ikke alt. Hvis jeg skulle bo her permanent ville jeg hurtigt komme til at savne det danske udvalg af madvarer - især frugt og grønt - og hvad jeg savner allermest lige nu, er venner og familie til at dele sorger og glæder med. Men det er ikke umuligt, at jeg gerne vil vende tilbage og holde ferie her igen engang i fremtiden. Men at bo her permanent ville være noget af en prøvelse :-)

Alfred fandt disse 2 flotte konkylier, hvoraf vi prøver på at fragte det ene med hjem til Danmark

 

PS-det er helt umuligt at styre indsættelsen af billederne, derfor det noget utyilsdigtede layout denne gang!!! Beklager.

Jul paa Carriacou



Blot en lille julehilsen herfra, for at fortälle, at alt er vel! Sidder paa netcafé paa tysk computer, saa det bliver kort, med lidt fotos, saa maa der kommer mere fortäelling näste gang, naa jeg har fäet ladet min länte pc op.

Saa ved vi maaske ogsaa lidt mere om hvad fremtiden bringer :-)

I morgen

- er kodeordet hernede. Alting sker i morgen......

 

Onsdag morgen kl 5.15 sagde vi farvel til Hallur (Alfred undrer sig over at nogen kan hedde: "Hr Lort"). Da jeg sagde godtnat tirsdag aften, og "Vi ses til endnu en god dag i morgen", svarede Alfred "Nej, det bliver ikke en god dag, for Hallur er der jo ikke :-( " Og lidt efter spurgte han så: "Hvem skal være den nye Hallur?" Så han har gjort indtryk. Vi takker for bekendskabet og de 2½ uger sammen; det har været en fornøjelse!

Da vi ikke ønsker at holde jul på havnen i Granada hvor der er bedst adgang til reservedele og mekanikere, har vi derfor taget konsekvensen og forladt Grand Danois for et stykke tid. Sammen med Finnen Veikko, der har en kollega Jeanett, som er bosat hernede i vinterhalvåret, og derfor har kunnet hjælpe os med forbindelser mm, har vi lejet et hus på øen Carricou i Turrel Bay lige ned til vandet. Vi forventer at det norske par støder til indenfor de næste par dage (det gjorde de i går), medmindre at båden mirakuløst bliver sejlklar inden jul. Aftalen er derfor nu, at vi bliver her indtil Freddy kan hente os med en fuld funktionsdygtig båd, dog max 2 uger, for længere har vi ikke huset. Hvad der sker derefter hvis båden stadig ikke er klar er indtil videre uvist, men så må vi nok kikke os om efter en anden både til den sidste måned hernede.

Vi var helst blevet ombord, da vi jo er taget til Caribien for at sejle rundt, og flytningen koster mig en del penge og meget besvær, men stemningen ombord var trykket, og der var ikke umiddelbart nogen løsning i sigte som virkede overbevisende. Nu kan vi holde lidt ferie på landjorden med direkte adgang til badestrand, og Freddy får tid og ro til at rumsterer i maskinrummet, så forhåbentlig er løsningen til glæde for alle parter.

Nu hersker der fred og ro i hytten, men turen herover fra Granada med katemeran var lige ved at tage livet af mig. For det første havde vi hørt fra færgeselskabet, at færgen sejlede kl. 17 måske 17.30, så allerede kl 16 ankom vi til den lille bådebro inde i byen, som dannede anlægskaj. Og her stod vi så i regn og blæst, mens mørket faldt på, og båden indfandt sig kl 19, for at lette anker kl 19.30. Undervejs lød der rygter om, at den slet ikke sejlede pga. blæsten, men jeg skal love for, at den sejlede!!! Op og ned gik det, fra side til side og med en hastighed så høj, at ingen kunne stå fast, og halvdelen af passagererne blev søsyge, inkl. mig, for første gang i løbet af vores rejse - og så på en færge!!! Men jeg var som skrevet ikke den eneste (Alfred sov heldigvis hele turens 2.5 time, så han blev først syg, da vi var kommet i land!!), og det var åbenbart forventer, for der var en mand ansat til kun at dele brækposer ud og at tørre op efter uheldene. Han "stod" hele tiden på spring for at aflæse det mindste tegn på ubehag i passagerernes ansigter, så han kunne være på forkant med situationen. Sikke et job!!!

Vi har brugt formiddagen på at købe ind i øens største by - og JA, det tager en formiddag! Der er bare mad til i aften, intet andet, men ting tager jo som bekendt tid. Vi havde en meget oplevelsrig bustur både frem og tilbage med de lokale busser! Måske jeg burde tage en tur frem og tilbage hver dag og bare suge til mig, og forsøge at lære at tage tingene som de kommer, hvilket ligger mig så fjernt. Jeg kan jo tage fejl, og bare ikke være i stand til at gennemskue systemet, men for mig virkede det som om, at der hverken var fast rute, fast køreplan, faste stoppesteder, faste takster eller et max. for hvor mange der må køre med i de små minibusser - på hjemvejen var vi 18, og vi passerede busterminalen 3 gange, inden bussen endelig forlod byen og kørte mod Turrel Bay. Undervejs havde chaufføren været ude at handle eller hente pakker 3 gange. Vi havde efterladet et par, der forlod bussen men efterlod deres ting , og samlede dem så op igen på et senere tidspunkt efter at have cirkuleret i området i en rum tid. Der var konstant høj musik og en rumlen af de mange vejbump. Man kører ikke forsigtigt, men bruger i stedet hornet til at rydde vejen forude eller bag det næste sving. Spændende :-)

Desværre har jeg glemt laderen til computeren i båden, og batteriet er snárt fladt, så der kan gå en rum tid før jeg er tilbage....men vi forsøger at finde en egnet erstatning - måske i morgen.

Og så er det snart jul - i morgen :-)

2 uger skulle der gå .....

Jeg nåede lige præcis at begynde at føle mig fanget og indespærret på grund af den lange ventetid - ventetid på grund af vejret, på grund af de tekniske problemer, på grund af, at der kun kan være 4 personer på gummibåden; hele tiden må vi vente og se tiden an..ingen planer, hvilket er noget af det værste jeg ved: "Planer er til for at fungere og blive overholdt, og man holder hvad man lover" men ikke her!

- og så lettede vi endelig anker fredag aften og forlod Bequia, og tog en natsejlads for motor! Den virker nu (eller rettere: gjorde en kort overgang) - dog stadig med lidt småskavanker (bagateller som at den ikke kan startes og stoppes med nøglen = startmotoren virker ikke). Turen begyndte smukt og stille i solnedgangen, men inden vi nåede frem i den nærmeste havn efter 3 timer, var regnen startet og stormen taget til. Det blev den hidtil værste nat vi har oplevet ombord.

Ikke mange sov (påstod de lørdag morgen, men der var en del der snorkede ;-)) på nær Alfred, der faldt i søvn på bænken på dæk, blev båret nedenunder da det begyndte at regne, blev båret op, da vi havde sænket ankret, og blev båret ned igen, da regnen og blæsten drev os under dæk, for til sidst at gå op igen, da solen var stået op kl 6....
Men hold da op hvor stormen ruskede i sejl og bølgene fik båden til at rulle sidelæns, hvilket er højst ubehageligt. Alt spisegrej kurrede fra side til side i skabene, bordene blev tømte, alt faldt ned og vi bevægede os fra side til side i køjerne.

Og jeg, der elsker at sove i 10 grader, mørke, stilhed og i en stor tør seng der står stille, kunne vælge mellem at sove på dæk i øsende regn, med lys og lyd fra havnen og stormen ruskende i sejl og overdækning og en hård bænk der til tider stod lodret, eller at gå ned i kahytten, hvor der var 80 grader varmt, lugt af motor, meget trangt sammen med Alfred og lyd fra tre snorkende mænd, samt skuffer og skabe der klaprede...= ingen søvn til mig!!

Lørdag morgen var alle enige om, at komme væk så hurtigt som muligt og finde læ i en anden havn. Desværre blev både Alfred og jeg sløje på dén formiddagstur, hvor målet var Union Island. Han kastede op, og jeg måtte ligge ned det meste af turen. Så nu er jeg temmelig splittet mellem at ønske flere og længere sejladser - hvilket jo var turens formål - og egentlig at være ganske godt tilfreds med de små ture på stille vand og i lukkede bugter.

Ved middagstid nåede vi frem og lagde os for anker ude i bugten. Alfred og jeg fik et lift i land; vi trængte til fast jord under fødderne. Det blev til en dejligt men varm gåtur over et lille bjerg med kanoner på toppen og over til den anden side af øen, hvor vi ville have badet, men måtte opgive på grund af den stærke vind og de store bølger.

Det er i grunden sørgeligt at se, hvordan historiske steder bliver misligeholdt. Der stod ganske vist 3 gamle kanoner, men stedet var for længst groet til, turistskiltene slå splittede og spredte rundt om i græsset, og der flød med affald. Underligt, at man ikke afsætter en mand eller 2 til at vedligeholde disse steder (den korte tid Alfred og jeg opholdt os der, kom endnu en turistfamilie prustende op ad den smalle, stenede og meget dårligt skiltede sti), Når der ellers kan gå gadehold på op til 10 mand rundt og slå vegetation i rabatten med håndkraft, eller stå hele 2 personer ved hver kasse og pakke varer, når man køber ind i madbutikkerne.

Vi blev hentet hjem igen med gummibåden, og tilbragte en stille eftermiddag på båden, med sang og spil på dækket, ført an af Freddy på guitar. Noget mere behageligt end aftenen før!

Til gengæld havde vi en dejlig lang badetur i torsdags, hvor Alfred og jeg blev sejlet over til stranden kl 9, og blev der i 4 timer, gik lidt frem og tilbage, badede, så på krabber og drak kold frugtsaft, inden vi gik tilbage til byen, hvorfra vi blev sejlet hjem til båden.

Jeg kan ikke finde tid til hverken at læse eller at meditere, det er umuligt at finde bare 20 min, hvor Alfred ikke vil i kontakt med mig, så det er indtil videre blevet udsat. Men han er ellers god til at underholde sig selv. Lige nu laver han skattejagt på båden med små papirlapper gemt rundt omkring på båden. Andre gange har han modelleret med fiskemaddingen, eller taget fotos med sin nintendo. Vi er begyndt at sænke slagskibe, så Alfred kan lære lidt tal og bogstaver, vi spiller terningspil: 10.000, så han bliver bekendt med terninger og lærer at lægge sammen. Han maler i sin malebog og tegner i sin lille tegnebog. Han tager gerne en ekstra tur med gummibåden, når nogen skal hentes, eller kikker på, når der fiskes. En dag kastede han sig over at skære frugt til hele besætningen, så der er nok at se til, men "MOAR" skal være i nærheden, og tilgængelige når som helst og hvor som helst :-).

I dag mandag, havde vi turens hidtil længste sejlads: 7½ time, (stadig uden motor (!) da den nægtede at starte i går middag, hvor vi ellers ville have sejlet videre, men måtte opgive,) men denne gang heldigvis i dagslys og i nogenlunde fint vejr. Vinden var med os i retning syd mod Granada, og vi fik kun få regnbyger undervejs. Der blev halet en lille tun ombord på båden, og en kæmpefisk havde også bidt sig fast; der skulle 2 mand til at holde stangen, og fiskens finne kunne ses over vandet i det fjerne bag linen, men den faldt desværre af igen. På en anden side, var alle vist lidt skræmte ved tanken om hvilket monster vi kunne have risikeret at få på dækket, hvis det var lykkedes.Dagens højdepunkt var, da vi så vi flyvefisk og delfiner i leg i det fjerne.

Ferietempo

Den første uge er gået - og i skrivende stund snart også den næste, uden at vi hverken er blevet skoldet (det har regnet og været en overskyet en del) og uden at vi er blevet søsyge (vi har kun sejlet 3 små ture for sejl), så set i dét lys, har det været en succes indtil videre. Alfreds hoste er forsvundet og nu er der blot en konstant snotnæse tilbage. Søvnen er blevet mærkbar bedre, efter at vi har indtaget dækket og sover i det fri; Alfred nede på gulvet mellem de 2 bænke, så han ikke kan falde ned ad noget, og jeg på den ene bænk med konstant risiko for natlige regnskyl, der gennemvæder dynebetrækket, som udgør min dyne.

Vi er heller ikke faldet overbord, eller har erhvervet mærkelige sygdomme, så man må jo sige, at alt er vel. Men vi begynder at blive lidt rastløse eftersom motoren stadig ikke virker, og vi derfor ikke kan forlade området.

Vi har oplevet og set meget, men er på ingen måde færdige med at holde ferie, så det er herligt at tænke på, at der endnu er 6 uger tilbage; hvis vi altså bare snart kan komme ud at sejle.

Jeg forsøger stadig at komme ned i gear og tilpasse mig tempoet hernede. Man bliver tilpas sløv af varmen, disen, lunkne øl ombord på båden, de bankende reggaerytmer, der døgnet rundt dunker ud over byen og bugten fra de mindste skure og lyder som en helt fest, men blot er underlægning til en enkelt rastamann's søvndrukne dans, de mange ekspedienter i butikkerne, der tager én ting ad gangen, og bestemt ikke har travlt med noget som helst men udstråler ligegyldighed med alt og alle, de gamle mænd med bare fødder og sparsomt tandsæt, der sidder rundt omkring på gadehjørnerne og de små caféer med saglige smil om munden og svømmende blikke efter at have røget sig skæve, og gadehunde, får og geder, der ligger dvaske og hviler i den sparsomme skyggen fra kokospalmer, mandel- og citrustræer og de mørke, ranke kvinder der med deres stolte og vuggende gang får både fordele og bagdele til at skvulpe af sted i gaderne.

Såvidt det er muligt, prøver jeg at acceptere, at der ikke er nogen form for planlægning (ingenting går efter planen hernede - aftaler er vist kun til for at blive brudt) eller struktur for dagen, men det er ikke lige min spidskompetence; det kræver tid og tilvænning før jeg lærer det, så også på den led, er det en fordel, at der er nok nogle uger igen.

Søndag sejlede vi tilbage til Saint Vincent og tog imod finnen Veikko, samt John og Ann Helen fra Norge. Nu er vi 6 voksne + Alfred ombord; det er mange mennesker på en lille båd. Alle spiser af små tallerkener, for at få plads på bordet, og Alfred og jeg deler sågar.
Mandag formiddag vendte vi stævnen mod Bequia igen, hvor vi nu igen ligge for anker ude i bugten, og venter på Mister "Fix-man", som burde have løsingen på vores problemer med båden.

Der har været flere rigtig gode oplevelser og stjernestunder indtil nu:

Sidste fredag investerede vi i en languster, som en af de mange salgsbåde kom forbi og ville sælge. Den var stadig levende da vi fik den ombord; gemt i et vældigt smukt og helt utroligt panser, designet til et liv som kampvogn på bunden af havet. Imponerende. Freddy parterede og kogte den, og vi var alle med til at knuse skallerne og fiske det bløde, saftige og hvide kød frem. Småstykkerne blev til en dejlig salat rørt med hjemmelavet maionaise, og halen med de store faste stykker blev nydt i hele mundfulde med nybagt brød til. Sikke en fest.

I går tirsdag gik Alfred og jeg en lille tur op til resterne af et gammelt fort, hvor kanonerne stadig stod på parade. I byen stødte Hallur og Veikko til os, vi købte ind, og gik ned til den nærmeste lille mole for at blive hentet, men der gik en rum tid, så vi slog os ned og faldt i snak med 2 af de lokale, der sad i skyggen og chillede. De "kendte os", da de havde renset bunden af både på et tidspunkt. Alfred tullede rundt på stranden og fandt skaller, vi fik vist hvordan man kunne åbne mandlerne der lå på jorden, og endnu en indbygger stødte til. Vi havde hilst på ham før, da han kunne lidt dansk. Han havde været i Danmark og havde en søn på 15 år der. Han kom med en pose med limefrugt til os, som han havde samlet på vejen. Han hjalp også til med at åbne mandler, og der var en dejlig rolig stemning, af at høre til og at være en del af.

(Desværre brast illusionen om venlighed og samhørighed da gummibåden kom, og jeg var lige ved at sætte fødderne ombord; så blev det udtalt, formålet med imødekommenheden: Kan jeg få lidt penge til mad? - og ja, det fik han da; alt andet havde været urimeligt, vi har så meget og de har så lidt, men jeg er meget splittet på det område. Jeg vil gerne hjælpe og har det i grunden skidt over at være her som "påtrængende og rig turist", men samtidig ville jeg også gerne, bare en gang imellem, bibeholde indtrykket af søde og hjælpsomme mennesker, der ikke behøver at få noget til gengæld.)

Og hvilken lyksalighed, at kunne afslutte dagen med at ligge arm i arm med min søn på dækket af en vuggende båd i den Caribiske nattevarme, med summende cikader og blide bølgeskvulp i ørene, og kikke op i en sort og stjernespækket nattehimmel, og snakke om universet og kikke efter stjerneskud. Godnat - og sov godt

jaaaaaa :-) - og en hel masse Nej

Vi har haft nogle vidunderlige oplevelsesrige dage, og nogle meget trælse søvnløse nætter i hvert tilfælde for mit vedkommende. Alfred sover som en sten det meste af tiden, men har haft nogle urolige nætter med meget hosten, for meget varme, snotnæse og trangen til at gå på toilettet og ville have vand serveret Jeg har følt, at jeg var opvarter 24 timer i døgnet, og det er lige lovlig hårdt med mit generelt store søvnbehov. De første 4 dage, har jeg vel fået max. 1-2 timer i gennemsnit, trods det, at jeg er gået i seng omkring kl. 19.
Det bliver lyst kl. 6 hernede, og mørkt igen kl. 18, og det foregår ret hurtigt, uden megen forvarsel. - og jeg bliver jo som bekendt træt, når det bliver mørkt.
Jeg har forsøgt forskelige løsningsmodeller i forhold til hvordan vi lå i køjen, påklædning mv. og vi har også overnattet på dækket en enkelt nat, men desværre i en bugt, hvor musikken drønede ud over vantdet indtil sent på natten.
Den første nat var det lydene der drillede: foruden den meget høje musik med slet skjulte bankende reggae rytmer, så var der ting der hamrede, smækkede og klaprede, barn der snøftede, vand der klukkede og rislede, frøer og cikader der kvækkede.
Vi har oplevet de fyldte gader i Kingstown på Saint Vincent med et mylder af biler og mennesker, slumkvarteret (som Alfred mente nok var byens losseplads), affaldet der flyder langs molen, en tissende kvinde i rendestenen, sorte lette krabber, kæmpe "bænkebidere" og søpindsvin, fiskemarked, grøntsagsmarkedet med eksotiske frugter, frisk ingefær, muskatnød og kokosnødder.
Vi har været på den første sejltur (hvor jeg stod ved roret det meste af vejen, og Alfred sov!), 3,5 timer til nabo øen Bequia, der byder på hvide strande, krystalklart vand og masser af spændende fiske- og fugle liv, bla. pelikaner.

I dag tirsdag den 7. december, havde vi en rolig morgen med hjemmebagt brød, og hen ad formiddagen tog vi gummibåden ind til land, hvor Alfred og jeg blev sat af sammen med Hallur (og gårsdagens affald). Vi havde sat os for at gå over til den anden siden af øen, for at besøge et skildpadde opdræt. Der var ikke særlig langt - måske 5 kilometer, men det var varm og vi gik forkert i det eneste vejkryds undervejs, så turen føltes uendelig. Heldigvis var der masser af firben, smukke blomster og kokospalmer at kikke på undervejs. På udvejen blev vi tilbudt at køre med en kvinde derud, men vi takkede pænt nej. Godt trætte og varme nåede vi frem og kunne se på de små skildpadder, der var blevet udklækket over sommeren.
Vi gik vel en kilometer tilbage og fandt et lille sted, hvor vi kunne købe frisk vand og en is - kokosis (min favorit) som smagte af kokos! - og begav os bagefter videre fast besluttede på at gå tilbage (alternativet var taxi), men blev heldigvis tilbudt et lift af et amerikansk par, der havde hyret en taxi, som vi gerne måtte være gæster i :-). Det var en lettelse for os alle, at vi kunne komme hurtigt og ubesværet tilbage til byen. Her fandt vi en cafe, hvor jeg kunne gå på internettet, mens drengene gik ind og købte fiskegrej; et par liner med dobbeltkrog på.

Vi gik tilbage langs vandet, og mødte rent tilfældigt kvinden igen, som havde tilbudt os et lift på udvejen. Det viste sig, at hun havde en restaurant ved vandet, og hun spurgte til hvordan turen var gået. En lille gade hund slog følge med os helt ud til molen, hvor vi håbede på at blive samlet op af Freddy. Da vi ikke lige kunne få visuel kontakt, tog vi i stedet en taxibåd ført af en kvinde, som Hallur havde sejlet med før.
Mens vi havde været væk, havde Freddy været ind og forhøre sig om hvorvidt motoren til båden var blevet klar. Det var den såvidt, men endnu en ny lille fejl var dukket op, så den stadig var i udu :-( Nu venter vi så på svar i forhold til, hvornår den nye reservedel kan komme til huset.
Efter en dejlig grønsagssuppe, holdt vi en kort siesta, og så skulle fiskegrejet afprøves. Det var en stor succes. Hallur lavede melmadding, og allerede ved første kast var der bid :-) Det gik som smurt og snart var der 4 små og 2 lidt større fisk i spanden (aner ikke hvad de hed, men flotte var de), og vi måtte vente på Freddy, så han kunne komme og "redde os" og aflive fiskene. Vi var fuldstændig uforberedt, da vi ikke havde tænkt så langt, som at vi rent faktisk kunne risikere at fange noget. Men det blev til en velsmagende og delikat forret; og så fik vi lækre pandekager bagefter. Lige en menu efter Alfreds hoved :-)
Og så blev det sengetid. Vi valgte at sove på dækket fra starten af, og jeg fik for første gang en nogenlunde god nats søvn uden for mange forstyrrelser. Der kom heller ingen regn, som der ellers er kommet de sidste par aftener, så det var en perfekt aften til at sove ude i.

Vi løber hurtigt tør for strøm, da motoren endnu ikke virker, og solpanelerne har manglet sol, så derfor kan jeg ikke lade computeren op når som helst, og der vil gå dage imellem at jeg skriver. Nu er vi nået til den 9. december, og der er endnu mere at fortælle, men det må vente til næste gang.

Dog kan jeg godt røbe, at Alfred er super glad for sin Nintendo (og det er resten af besætningen også - da det giver en del stille timer :-) ), men til min store overraskelse, så er det ikke spillene, der interesserer ham, men det meste af tiden er han optaget af det indbyggede kamera (der er også netforbindelse i den !!), så til alt held, fandt vi ud af at sætte et af mine ekstra medbragte (til mit kamera) SD kort i, så han nu i stedet for 300 billeder, som han snart har taget, har mulighed for at lagre 3000... Det burde række til turen :-)

Mit forsæt om at sige mere "JA", er ikke rigtig trådt i kraft endnu; tværtimod synes jeg at ordet "Nej" har været det mest brugte indtil nu. Der er så meget nyt vi skal lære: at færdes ombord på en båd, at begå os i fremmede kulturer, at omgår mennesker hele døgnet, at tage hensyn og indrette os, så det meste af tiden får Alfred "Nej": "Nej, det må du ikke", "Nej det kan vi ikke lige nu", "Nej, nu må du altså vente", "Nej der er ikke andet mad end det du ser"...Nej, Nej og atter Nej....Det er jeg noget ked af, men håber på, at det ændrer sig til det bedre, når vi får lidt mere styr på døgnrytmen, og livet til søs. Allerede på søndag den 11. december kommer 3 nye gaster ombord, så det er et held, at vi har haft en uge med meget få folk forinden, så vi kunne falde lidt på plads inden da.

Så er vi kommet ud at sejle

Travel light...

Travel light, var det sidste råd jeg fik af min bror inden afrejse, men som jeg desværre ikke kunne nå at implementere... Det gør jeg med garanti næste gang!!

Vi fik sparket turen i gang, med en monster rejse, som startede kl 04.00 fredag 06rgen den 2, december 2011, og endte efter 35 timer; velnok den længste rejse fra Danmark til Saint Vincent nogensinde. Der var oplevelser nok til én hel ferie i sig selv. Godt at vi skal være væk i 60 dage, så vi kan nå at komme til hægterne igen, og måske at nyde turen lidt ;-).

Vi tog hjemmefra i buldermørke, i det kedelige, våde men milde vintervejr. Kaptajnen på den 1. flyvning til London, startede med at annoncere en 30 minutters forlængelse af flyveturen på grund af vind og vejr, hvilket bekræftede de værste anelser, nemlig at vi sikkert ikke kunne nå forbindelses flyet i Gatwick, da vi i forvejen kun havde 2 timer fra landing til ny afgang (inkl. udlevering af bagage og ny indlevering af samme), og med en halv time mindre, var udfaldet næste givet på forhånd. Jeg havde svært ved at nye turen i solopgangen over det disede det britiske landskab, med små grønne marker opdelt af kilometervis af grønne læhegn, og store godser med swimmingpools og tennisbaner spredt i landskabet.

Først da jeg forhørte mig om forventet landingstid, og den oprindelige planlagte tid blev bekræftet, faldt jeg lidt til ro, men det hjalp så ikke synderligt, at vi blev parkeret i luften, og måtte cirkle rundt i ekstra 15 min....
Men, men til min store glæde viste englænderne sig fra deres bedste side: alt forløb glat, og fra landing og til vi forlod check-in og kunne sætte kursen mod gaten, var der præcis gået 30 minutter. min største frygt blev gjort helt til skamme. Det var dét punkt på rejseplanen, som jeg tvivlede allermest på - men det var nok kun fordi, jeg aldrig før har været i Caribien!!

De 9 timer i luften gik forbavsende godt. Selv havde jeg det rigtig dårligt i starten med kvalme, hovedpine og ondt i hele kroppen - tror måske, at det var stress fra transfersituationen, der brød ud i fuld flor, men Alfred lagde ud med at sove et par timer, så fik vi mad serveret (og gratis drinks :-), der blev tid til nintendospil, han fik en nissemalebog og fandt nogle videospil i flyet, mens jeg kunne lukke øjnene lidt og fik det væsentligt bedere. Alfred var super sej og klarede flyvningen i stiv arm. Maden var han dog ikke begejstret for, så under hele turen indtog han kun 2 tørre boller, samt en meget tør scones der måtte blødgøres med syltetøj for at glide ned.

Ved næste skift i Barbados havde vi masser af tid - troede jeg, men samme procedure med at lande, paskontrol, hente bagage, chekke in og sikkerheds kontrol tog her 2.5 time!!!!! Og det til trods for, at der nok var ca 1/1000 af det antal passagerer, som dagligt går igennem Gatwick (et skud fra hoften som måske endda er i overkanten). Det skyldtes ikke mindst, at jeg i ca en halv time var forvisset om, at den ene taske var blevet væk undervejs, så jeg nåede at udfylde adressepapirer (hvilket ikke er nemt når man skal bo på en båd!) og give en beskrivelse af tasken ud fra en række billeder af standardkuffterter (hvilket ikke er nemt, når man anvender en sejlertaske, der falder helt uden for nummer). Men heldigvis dukkede den op, lige idet vi skulle til at gå videre uden, og jeg havde nået at tænke igennem hvad jegkom til at manglede og måske miste i sidste ende, og hvordan vi skulle kunne komme ud i lufthavnen igen én af de kommende dage...Men vi slap altså med chokket!!

Derudover blev jeg fejlinformeret både mht. indrejse papirer og udrejsepapirer, så begge gange måtte jeg om igen :-( - og den ene gang om bag i køen). Men også her fulgte Alfred bare trop, holdt styr på sin egen taske, kæmpede med varnem og fugtigheden (det regnede da vi ankom ??? - hvad er nu det?? Jeg havde forventet sol og sommer, men har siden erfaret, at vi er landet midt i regntiden) i vores skandinaviske vintertøj, og fandt sig i at småløbe fra sted til sted, eller at blive parkeret med al (altså den vi kunne finde) bagagen, mens jeg fór rundt med en ansat.

Det var i én af de utallige køer, at jeg opdagede det første som jeg har glemt: et par sorte gamasher uden fødder i. Det kommer jeg til at mangle! Til gengæld får vi nok ikke brug for de 4 par lange bukser, termojakken og de store trøjer ;-)

Vi nåede akkurat frem til tiden, og kunne gå næsten direkte ombord på det lille propel fly, der var noget af en modsætning til den store boing i 2 etager, som vi havde krydset Atlanten i. Så snart vi havde sat os, faldt Alfred i søvn, og han var stort set umulig at vække da vi landede i Grenada, så jeg måtte bære ham ind i lufthavnen. Heldigvis var det denne gang lykkedes at tjekke bagagen igennem til slutdestinationen, så jeg kun havde 2 håndbagager + Alfred at bære rundt på.

Vi slap igennem en speciel transferdør (men slap ikke for sikkerhedskontrol eller for at tage skonen af igen ;-) ), og Alfred blev lagt på en stole række og sov videre, mens vi ventede på den sidste flyvetur. Her fik jeg skrevet en sms til Skipper og fik endnu engang bekræfte at han ville vente i Kingstown. - Og så regnede jeg jo med, at alt var i skønneste orden, og at vi var målet meget nært... Men intet går sombekendt som jeg planlægger.... så ca 10 min før afgang, blev det annonceret, at flyet var aflyst!!! Begrundelsen var, at lufthavnen på Saint Vincent var blevet lukket, men det blev aldrig yderligere uddybet, og fra pålidelig kilde (Freddy stod jo og ventede i selvsammen lufthavn) lyder det, at der var trafik både til og fra hele aftenen igennem. Jeg har luftartsselskabet mistænkt for at aflyse turen p.g.a. for få passaseger, for foruden Alfred og jeg, var der kun en enkelt person mere.

Men så stod jeg jo der, uden bagage og med en sovende dreng og anede ikke mine levende råd. Heldigvis var personalet utrolig hjælpsomme: en tog Alfred på armen, og en anden hjalp med at finde bagagen, der jo heller ikke var kommet videre trods det, at den netop denne gang var tjekket hele vejen igennem. Vi kom den hurtige vej igennem sikkerhedskontrollen, da lufthavnsbygningen efterhånden var blevet tømt for andre rejsende. Ude ved tjek in fik vi nye tider til videre færd: kl 6.30 lørdag morgen afgang tilbage til Barbados (!!) og derfra videre til Saint vincent kl 8.50, og så blev vi gelejtet ud i en ventende taxi med en meget sort mand ved rattet, som i al hast og i "den forkerte side af vejen" kørte os gennem den pulserende by i bælg sort mørke, og en omklamrende fugtighed der ikke harmonerede med vor´es skandinaviske vinterdress.

Vi blev kørt ud til et fantastisk resort beliggende lige ud til vandet, blev budt velkommen med et køligt glas frugtjuise og vist hen til et skønt værelse med eget bad, aircondision og 2 kæmpe senge med rent og køligt sengetøj. Lige hvad vi drømte om :-). Flyselskabet bød også på aftensmad, så vi gik ned i restaurenten og bestilte grillet tun og fritter, som vi tog med op på værelset, hvor Alfred indtog mad i sengen, og jeg efterfølgende fik et dejligt og tiltrængt brusebad. Det sidste Alfred sagde, inden han lagde sig til at sove var: "Verden er godt nok stor", og så bankede det lille moderhjerte, for det var jo netop ét af formålene med turen: at Alfred skulle opleve, at der er andre lande end Danmark, og at verden er et stort sted. :-)

Eneste minus var, at vi blev hentet igen lørdag morgen kl 5, så vi måtte endnu engang tidligt op og på farten. Tjekin gik nemt denne gang; så tidligt var der ikke mange mennesker, og da vi nu kendte proceduren og selv vidste hvilke papirer der skulle udfyldes, så forløb resten af turen uden yderligere forhindringer Bortset fra, at første fly var forsinket 30 minutter. Bagagen blev tjekket in hele vejen igennem, så da vi kom tilbage til Barbados, kunne vi gå direkte til gaten og dermed slippe for diverse eftersyn og dokumenter. Derfra var der kun 40 minutters flyvning til målet, hvor Freddy stod og ventede som aftalt. Det var noget af en lettelse, at se ham gennem hegnet, da vi gik over flyvepladsen. Endelig fremme efter alle de forberedelser og forhindringer som rejsen havde budt på.

Jeg må indrømme, at jeg flere gange undervejs var i tvivl om hvorvidt det nu også var en god idé alt det ukendte jeg havde rodet os ud i (især da vi sad i en taxi med 4 store og meget mørke mænd og kørte rundt i en fremmed by på Granada kl 5 om morgenen i totalt mørke og uden nogen anelse om retning), og flere gange fik jeg en klump i halsen ved tanken om, at vi nu rent faktisk var kommet afsted, og var igang med eventyret.

Jeg kan allerede nu afsløre, at når vi skal hjem, bliver der kun pakket én håndbagage, og den kommer kun til at indeholde det allermest nødvendige!!! Og alt, hvad vi ikke har det store behov for at hjemføre til Danmark, vil blive smidt ud inden afrejse- Travel light!

I sidste øjeblik. . . . .

Den sidste uge hjemme, er gået med lynets hast.

Mandag aften gik jeg på visit hos genboen, afleverede en nøgle og fortalte at vi nu er væk de næste par måneder, og de lovede at holde et vågent øje med huset, at smide skrald i skraldespanden og at parkere i min indkørsel når de har gæster.

Tirsdag aften brugte Alfred og jeg på at producere kokoskugler med frisk kokos til Alfreds storgruppe, og bage drømmekage dekoreret med palmestrand, brusende hav, blå himmel og et sejlskib til mine "børn" og kolleger.
Under tandbørstningen hev Alfred selv sin 2. rokketand ud :-) Den blev pakket ind onsdag, og far fik den i afskedsgave torsdag.
Samme dag nåede jeg lige at få et glimt af min afløser, ligeledes en arkitektuddannet kvinde, der tager de 2 måneders vikariat, og at deltage i samtaler vedr. køkkenassistentstillingen til "min" afdeling.

Onsdag havde vi begge sidste dag i børnehaven, der blev sagt farvel, ønsket glædelig jul og god tur.
Jeg havde telefonisk kontakt med Skipper, dels for at afprøve forbindelsen, og dels fordi han mangler lidt reservedele til nogle utætheder, og ville høre, om jeg evt. kunne tage dem med ned. Det er dog endnu ikke faldet på plads.
Men motoren er endelig sat på båden, og den kører godt :-)
Til gengæld skælvede jeg ved tanken om en strejke i London blandt offentlig ansatte. Heldigvis var det kun en en-dags begivenhed. Puhhh..jeg har i forvejen ikke meget tid i Gatwick lufthavn til at skifte: hente bagage, igennem told, og tjekke ind igen, kun 2 timer, og man skal tjekke ind senest 60 min før afgang, så det giver mig reelt kun 1 time :-( Det bliver lige spændende nok, og hvis der var en strejke oveni, ville det blive "mission impossible".

I dag torsdag har også været hektisk. Foruden almindelige forberedelser som at tømme køleskab, smide skraldespand ud, vaske tøj, lukke for vandet, skrue lidt ned for varmen, låse værksted og garage, og fjerne elektronik fra huset, så har vi nået en sommerklipning af Alfred og at have farvel-besøg af hans far.

Der blev også lige tid til at bestille sommerferien: en uges ophold på Brenderup Højskole :-)

Igennem hele dagen har jeg kæmpet for at få mine orlovspapirer til at gå igennem, men uden held :-(. Det viste sig, at min arbejdsgiver, desværre ikke har indberettet elektronisk som det er påkrævet, men kun på papir, så indberetningen er ikke kommet videre i systemet. De forsøgte så at sende den i dag, men den nåede ikke frem til Holbæk Kommune, der ellers holdt øje hele dagen, og var i telefonisk kontakt med mig flere gange. Planen var lidt, at jeg kunne køre til Holbæk og underskrive papirerne, såfremt den nåede frem, men så langt nåede vi ikke :-( - Skønt jeg er startet i rigtig god tid, netop for at undgå situationer som denne. Surt at man hele tiden selv skal rykke for action, og kontrollere om tingene bliver gjort efter forskrifterne. Det er ikke nok at meddele, at det ikke fungerer, men man skal også forklare hvad der formodentlig er gået galt, og hvordan problemet skal løses.
Faktum er, at jeg dermed ikke får udbetalt dagpenge for den resterende forældreorlov. Plan B er dog, at få kæresten til at udfylde papirerne og underskrive dem med fuldmagt, når (hvis) de engang når frem.

Der har også været problemer med at oprette en ny mailkonto på en ekstern computer, så mails der af uvare bliver sendt til min normale mail (eller mails fra kommunen ang. min kloak-sag :-( ), alligevel kunne blive læst af og til, og ligeledes kunne jeg ikke oprette en tdc webmail, så jeg selv kunne gøre det over nettet. Men i dag ringede "support", gav mig et nyt password (kontoen virker i skrivende stund stadig ikke på ekstern computer - øv), og lovede at få min webmail til at virke, når systemet kører normalt igen; det kunne nemlig ikke lade sig gøre i dag, da der er fejl på systemet.
Alfred har fået en Nintendo af sin far, til at underholde sig med på rejsen, og jeg har bestilt lidt spil hjem til ham i julegave (schhhhh!!) på vegne af flere familiemedlemmer; men... den ene pakke er ikke nået frem :-(, så det må blive en julegave til februar når vi holder juleaften. Den var ellers tænkt til den "rigtige" juleaften...

I løbet af dagen, har jeg også haft telefonisk kontakt med Svend, der kommer ombord på båden, og sejler sammen med os den sidste uge i januar. Det var hyggeligt at høre fra andre der glæder sig til gode oplevelser.

For at få lidt luft i Gatwick lufthavn ved vores første (ud af 3) flyskift, har jeg i dag tjekket ind online og selv printet bordingcards ud (efter at have kæmpet med printeren, der uden undtagelse strejker hver gang, jeg virklig har brug for den), i håb om at kunne nå det hele inden for den givne tid, så skal jeg bare aflevere bagagen, når den er hentet.

Og rigtig mange hilsener er tikket ind via sms, og på min facebook side. TAK allesammen :-) Dejligt at I tænker på os. Vi ses i 2012. Indtil da, kan jeg kontaktes via mobiltelefon eller på min gamle jubii-mail, som jeg vil forsøge at tjekke en gang om ugen.
Næste gang jeg skriver, er vi forhåbentlig lige midt i eventyret, og så begynder der at komme billeder på :-)

Men nu er jeg træt, og skal på hovedet i seng, da vi skal op kl. 4, og med første fly kl. 7.20....O'høj....

(Hvad jeg ikke nåede, var at færdiggøre årets fotobog med Alfred til bedsteforældrene; den må de have tilgode..)

Hvad er forskellen......?

Det har været meget overvældende og overraskende med al den opmærksomhed turen har fået både af kolleger, pædagoger i Alfreds børnehave, familie og venner. Mange spørger til hvornår vi skal af sted, og om vi glæder os, og jeg undrer mig lidt over, hvad der gør forskellen?
Det ville helt sikkert ikke være sket, hvis vi bare skulle være væk 1 uge, eller 2 eller 3 eller... hvornår er grænsen nået?
Hvornår bliver ferien til en rejse? Til et projekt?
Er det destinationen, at jeg har Alfred med, rejsefaconen eller periodens længde der er afgørende?

Hvis man ser bort for tidsforskellen, så skulle vi meget gerne være fremme om 1 uge :-)
Nu er der bare finjusteringer tilbage.
Jeg har indkøbt 2 x 2 håndklæder (et til saltvand og et til ferskvand til os begge) og nye tandbørster, så de forhåbentlig kan vare 2 måneder, og vi kan tage de gamle med i håndbagagen, i tilfælde af, at de store tasker forsvinder undervejs, hvilket man jo aldrig kan vide sig sikker på.
Der er lagt bunker frem til både Alfred og jeg, der er skrevet adressesedler til taskerne.
Bunkernes størrelser stemmer desværre ikke overens med taskernes rummelighed, så der skal nok sorteres fra i løbet af ugen, men det udskyder jeg til sidste øjeblik... det kan jo være, at taskerne vokser i løbet af ugen ;-)

Jeg har hørt fra Skipper Freddy; ikke alt går efter planen med båden derovre, men han forsikrer mig om, at han vil stå og tage imod os i lufthavnen, hvilket er en stor lettelse for mig at vide. Flyrejsen derover er helt klart det svageste led i hele projektet, så lige dér har jeg brug for lidt støtte :-)

Det eneste der ikke er faldet på plads, er aftalen om udskudt forældreorlov. Der er åbenbart lidt uvished om hvem der skal gøre hvad, for at jeg kan få dagpenge udbetalt i de resterende 6 dage. Så jeg forholder mig utålmodigt afventende og håber på det bedste, da det i sidste ende gør en væsentlig økonomisk forskel, om jeg når at udfylde papirerne inden afrejse.

Kom nu....

I den forgangne uge, er både sejlertasker til os begge og redningsvest til Alfred kommet i hus, der er kommet styr på julegaverne til Alfred, og vi har fået den - forhåbentlig - sidste vaccine i denne omgang; både leverbetændelse A + B samt gul feber er klaret. Så skal jeg bare have endnu en om et års tid. Endnu har vi ikke oplevet nogen effekt, så jeg krydser fingre, og håber på, at vi slipper for yderligere følger.

Der er meldt ferie til aarstiderne.com, og samtlige kvitteringer fra vaccineforløbet, er blevet underskrevet og indsendt til sygeforsikringen Danmark. Alfred er blevet udmeldt af svømmeklubben, så vi får en del af årskontingentet retur, når han alligevel ikke kan deltage de kommende 2 måneder.

Begge batterier til mit kamera er blevet opladet, og det ser ud til, at jeg kan låne en soldrevet oplader med på turen, så jeg med god samvittighed kan oplade undervejs.

Jeg har gennemfotograferet huset og udeomgivelserne, og er systematisk ved at fjerne de få værdigenstande jeg ejer, hvilket hurtigt er gjort :-)

Der har været førskolesamtaler i Alfreds børnehave, som vi lige nåede inden afrejse. Han er heldigvis meget klar! :-), og der er opbakning til turen, som personalet synes må være rigtig lærerig og spændende for ham.

Vi har haft besøg af mormor og sagt farvel, og jeg har været til personalemøde i byen, hvor jeg ønskede glædelig jul samt godt nytår til alle de kolleger, som jeg ikke ser til dagligt.
Underligt, at der er så stor forskel på at være væk på ferie en enkelt uge, og så at være væk i 2 måneder. Der er mange flere forberedelser, og flere folk man skal sige farvel til, skønt vi jo kommer retur igen :-)

- og nu er jeg så bare i venteposition.....kom nu, kom nu, kom nu ....8 arbejdsdage tilbage og så er der dømt ferie!!!

Formål

Som den fornuftige og velovervejede planlægningsfreak, jeg kan være iblandt, vil jeg jo mægtig gerne have, at turen har et formål, som kan godtgøre, at vi forlader landet i 2 måneder og buger hele den opsparede formue. Det er ligesom ikke (godt) nok, at jeg "bare fik lyst"..
Så det har jeg spekuleret længe over; tænk at skulle finde på en undskyldning for at forsøge at leve livet. Men her er de så: formål med turen, for både min søn og jeg (i uprioriteret rækkefølge):
Undertegnede vil bruge turen til at:

1. fjolle, pjatte og grine mere
2. lave uplanlagte ting
3. sige mere JA til Alfred og livet
4. slappe af
5. meditere
6. fundere over livet, og gør mig tanker om fremtiden
7. lære mit kamera at kende og tage fede fotos
8. komme i gang med at male akvarel igen
9. lære at fiske
10. have tid sammen med Alfred
11. slippe hverdagen og kulden i huset
12. suge sol, varme og energi til mig
13. undlade at køre bil, og dermed få rettet lidt op på kroppen

For Alfreds vedkommende havde jeg tænkt mig, at han skulle få følgende udbytte:

1. lære at svømme
2. opleve andre kulturer
3. lærer andre sprog
4. have tid sammen med mor
5. videreudvikle sin sociale adfærd
6. modne endnu mere inden skolestart
7. opdage at der findes andet end hverdag
8. udforske verdenen under havet
9. erfare hvordan eksotiske frugter vokser
10. blive udfordret med nye smagsoplevelser
11. se hvaler og skildpadder
12. få en fornemmelse af, hvor stor vores lille verden er

Om det lykkes vil kun turen vise. Ofte er det helt andre ting der kommer til at fylde, så det bliver spændende at se, hvad vi i sidste enden nyder godt af. Men det vil jeg alt sammen skrive mere om hen ad vejen :-)

Ugen hvor jeg blev indhentet

Vaccinen slog ned med et brag!
Den kom snigende helt ubemærket, og når jeg tænker tilbage, så startede det vel egentlig et par dage efter, at vi fik det sidste skud. Jeg blev lidt øm hist og her, og trætheden var mere markant end sædvanlig, men jeg tillagde det influenzasæsonen, og gik egentlig bare og ventede på udbrud; men det kom aldrig og feberen udeblev også.
Men i torsdags måtte jeg give op og bukke under. Jeg var taget på arbejde trods min ømme krop, men blev svimmel og begyndte at ryste lige efter morgenmaden og blev derefter nærmest sendt hjem af mine kolleger. Jeg ringede omgående og fik en tid til massage og healing, så snart jeg kunne nå til Stevns, og der var jeg kl. 11.
Resten af dagen var jeg hjemme og sov foran brændeovnen, og fredag morgen måtte jeg forbi lægen, for at sikre mig, at der ikke var noget alvorligt galt. Hun målte de mest almindelige værdier og alt så pænt ud, så hun måtte lige som jeg konkludere at det sikkert var vaccinen, der havde lavet ravage. Hun forklarede, at det kunne føles "som var man kørt over af et tog", selv vil jeg beskrive det som en følelses af at være blevet gennemtævet, lykkeligvis dog uden at have prøvet nogen af delene. Fuldstændig øm og træt i hele kroppen, så jeg næsten ikke magtede at stå på benene eller at løfte armene.

Nu i skrivende stund lørdag, er det heldigvis blevet bedre; der er kun en ganske lille ømhed tilbage, men jeg kan ikke lade være med at frygte det sidste skud vaccine, som vi skal have den kommende onsdag. Jeg håber ikke, at det påvirker mig i samme grad.

Jeg er også blevet indhentet af skibets skipper, der nu selv er nået frem til Caribien og er ved at klargøre skibet. Vi må vente 3 uger endnu. Der er efter sigende varmt og solrigt, så det er noget ganske andet end frosten, som snart vinder ind på os her i Danmark.

Alfreds nye badedragt med indbygget solbeskyttelse og flydeplader (jo jo) er nået frem med posten fra England. Jeg elsker internettet!! På nogle områder, og når det virker, er det altså fantastisk. Generelt er jeg ikke den store shopper, men må indrømme, at jeg kan blive grebet, når jeg sidder foran skærmen, og pludselig kan benytte hele verden som indkøbscenter (og et par tryk på tastaturet som betaling!).

Og ja, så er vi begyndt at tælle ned: tasken med uundværlige ting & sager til turen vokser, og ligeledes med TO DO-listen der har indtaget spisebordet. Selv er jeg blevet "rejse-klippet" og snart kommer turen til Alfred, der får den bedste og smarteste frisure som mor kan fremtrylle med trimmeren: kort, fornuftig og holdbar i 2 måneder. Selv brillerne er blevet gjort rejseklare: de er blevet pudset, rettet til og har fået skiftet næsedutter :-)

500 hits

Der har været overraskende mange besøg på siden :-)
Over 500 (jeg skriver ikke, hvor mange besøg jeg selv står for!). Det er glædeligt, og jeg håber at I bliver ved med at følge med, også når turen begynder; det var jo den oprindelige idé, der bare har taget lidt om sig :-). Det er jo først dér, når der kommer billeder på og fortællinger fra selve turen, at det begynder at blive interessant. Så bliv hængende!!!

Jeg er så småt begyndt at pakke; det vil sige, at der står en stor IKEA-bag i det ene hjørne, og når jeg kommer i tanke om noget, som vi absolut ikke kan undvære (solcreme, malebøger, sandaler, kamera mm.), så ryger det ned i tasken, der allerede bugner. Måske (nej ikke måske: det er sikkert og vist) skal der sorteres en hel del fra igen under den endelige pakkerunde, men indtil videre kommer alt med. I sidste ende begrænses bagagen jo af, at den for det første skal kunne være i 2 sejlertasker og for det andet, at jeg selv skal kunne bære det hele, og samtidig holde Alfred i hånden ;-)
Det meste er i hus, jeg mangler dog stadig en svømmevest til Alfred strl. 5 år - 20 kg...Læg gerne en hilsen, hvis du har en, jeg kan låne.
Som det sidste har jeg lige fået lov til at låne et lille kamera, der kan bruges under vand, så jeg forhåbentlig kan "fange" en fisk.

Flyselskabet har meddelt ændringer i rejseplanen, således at vi nu har 3 flyskift på vejen derned, da vi også skal en tur omkring Grenada, hvilket ikke var med i den oprindelige rute :-(

Og så har vi været forbi lægen for at få den sidste portion vaccine - troede jeg. Men 2 timer efter lægebesøget blev jeg ringet op og fik at vide, at der var sket en misforståelse, så jeg skulle nå at have en portion mere inden afgang, og desuden skal vi begge have en vaccine for Gul feber, hvilket ikke var gået op for mig. Så nu må vi af sted igen, onsdag om en uge: en tidlig morgentid, så jeg kan nå på job uden de store forsinkelser, og Alfred må igen med på arbejde, så jeg ikke skal bruge yderligere tid på at køre tilbage i børnehave med ham. Besværligt men nødvendigt.
Heldigvis har jeg i den forgangne uge opdaget, at sygeforsikringen Danmark refunderer en del af omkostningerne i forbindelse med vaccinen, så det er ok plaster på såret.

Der er stadig en del punkter tilbage på listen, men nu har den en synlig ende. På den ene side, føler jeg mig klar til at tage af sted, og på den anden side synes tanken om afrejse meget fjern og uvirkelig. Der går dog efterhånden ikke én dag, uden at jeg bliver mindet om, at vi snart farer mod varmere himmelstrøg. Enten fordi kolleger, venner eller familie spørger ind til projektet, eller fordi de sidste detaljer er ved at falde på plads og lige skal finjusteres. Småting der skal følges op på, og ting der skal ned i den store taske.

Balancen bliver at tage lige akkurat så meget med hjemmefra, at vi ikke glemmer hvad vi kommer fra, men ikke mere end at der stadig er plads til alt det nye vi gerne skulle finde derude.

TO DO

Sjovt som jeg hele tiden finder på mere, der "lige skal ordnes inden vi tager afsted".
Antallet af punkter på min "TO DO-liste" er stort set konstant. Ikke så snart har jeg streget en linje, før en ny kommer på nedenunder. Godt at vi snart skal rejse, så stopper det vel :-).

Har spurgt skipper, om hvad man laver ombord på en båd i så mange dage, og han skrev ikke noget om at bekæmpe lister, så jeg tror, at jeg lader den blive hjemme; den kommer slet ikke med i bagagen! I stedet vil vi hengive os til at bade, snorkle, sole, ligge på stranden, kikke ud over havet, måske genoplive lidt akvarel tegning, læse og skrive dagbog. That's it! - Ingen "TO DO-lister" får adgang ombord. Det skal nydes.

Men hvad er det så, der sniger sig på fra bunden af? Det er alt mellem himmel og jord; og noget en hel del mere relevant end andet.
Jeg har lige bestilt notesbøger over nettet: én som skal udgøre dagbog for mig, og én der skal være tegnebog til Alfred. MEGET vigtigt; man kan sikkert ikke købe bøger i Caribien; eller ....?
Der er skiftet vinduesviskere på bilen, så den er klar til sne og kulde når vi kommer hjem igen. De gamle fedtede bare ruden til, og det duer ikke, når sne og is kommer hvirvlende i mørket og rammer forruden om morgenen. Det skulle absolut gøres nu; en måned før vi tager af sted(!), og 3 måneder før jeg skal bruge dem; eller.....?
En aftale om at låne en mini-PC er kommet i hus (dét er vigtigt!), og jeg har også fået lovning på at låne nogle sejltasker, der dog først lige skal beses, inden jeg siger ja (det er også vigtigt!)
Og endnu en vigtig ting er faldet på plads: jeg har fået en aftale om snerydning i stand. Pudsigt hvordan jeg søgte over internettet, lod forespørgslen løbe hele verden rundt gennem ledninger og trådløse forbindelser, for til sidst at ende hos min genbo :-). Næste gang går jeg bare et smut over vejen.

Alfreds børnehave må snart være træt af mig; jeg har spurgt om mulighed for nedsat betaling i perioden, jeg har forhørt mig om indmeldelse i skolen (der ellers skal foretages i januar), om indmeldelse til SFO, og sidst rykkede jeg for en dato til afholdelse af fastelavn i 2012, som bestemt ikke var planlagt endnu. Men jeg ved jo, at vi kommer hjem i starten af februar, og at drengen gerne vil have mig med til festen, og at jeg i såfald skal tage en fridag fra mit job, og det skal jeg ansøge om i god tid. Så derfor! Det kan derfor hermed oplyses, at Undløse Børnehus afholder fastelavn tirsdag den 21. februar 2012 :-)

Jeg har endda gjort noget, som jeg ellers sjældent får taget mig sammen til: bestilt tid hos frisøren, så håret kan få en omgang inden vi tager på tur, for der findes med garanti ikke frisører derovre; eller .....?
Og sidst men ikke mindst, så har jeg bestilt svømmedragt til Alfred med indbygget flydeplader og solbeskyttelse + badevinger og badesko (længe leve internettet og betalingskortet), noget som man sikkert heller ikke kan erhverve sig for penge derovre, hvor der vrimler med badeglade turister; eller....?

Der er også ved at komme styr på fordelingen af ferie-/ afspadseringsdage og orlovsdage, hvilket har stor betydning for økonomien. I næste uge kommer så en afgørelse fra Holbæk Kommune vedrørende en kloaksag, som i værste fald får stor indflydelse på økonomien, men jeg krydser fingre og håber det bedste. Jeg har selv sat gang i sagen her efter sommerferien, netop for at kunne få et svar inden vi tager af sted. Indtil videre har det taget 2 måneder, men der afholdes møde i næste uge (uden mig??), og så får jeg vel forhåbentlig et positivt svar. Hvis ikke, kommer det til at trække ud, for så må jeg til at bruge andre metoder, for at få ret - hvilket jeg jo rigtig gerne vil have.
I den spændende kategori, så havde jeg fået en aftale i stand om at mødes med Freddy inden han selv rejser ud til båden, men måtte desværre aflyse i sidste øjeblik. Måske lykkes det at ses i næste uge; det vil være rart at få et ansigt på, så jeg ved hvem vi skal lede efter, når vi en mørk aften ankommer fuldstændig overtrætte til Kingstown. Manglende søvn gør mig handlingslam, så når vi tager de første skridt på Caribisk jord, er jeg nok ikke den mest overskudsagtige turist. Så vil lidt tryghed gavne og bliver højt værdsat.

Generelt drømmer jeg meget, og for tiden er der bemærkelsesværdige mange rejse drømme, hvor jeg enten er på vej til flyet, er ombord og flyver eller tåger rundt i en lufthavn, somme tider alene og andre gange med Alfred eller, hvad der er værst, i gang med at lede efter Alfred, der er blevet væk undervejs. Jeg må jo bare indrømme, at tanken om 2 måneder ombord på en båd ikke skræmmer mig, men jeg er temmelig nervøs over at skulle rejse rundt om jorden "alene" sammen med min søn. Og jeg, der ellers elsker at flyve, og før har prøvet at flyve alene med Alfred, og ved at det gik super fint. Det skal nok gå...men drømmene minder mig om, at livet ikke altid former sig efter de planer jeg har lagt, og at det nogle gange er godt at have en plan B.

Ud over den tidskrævende og kontinuerligt voksende "TO DO-liste", så er hele november fyldt godt op med besøg af og hos venner & familie. Det er sjovt, hvordan folk jeg ellers ikke ser i flere måneder ad gange, "liiige" skal nå at mødes inden vi tager af sted.
VI KOMMER TILBAGE IGEN - det er i hvert tilfælde planen indtil videre - så vi når nok at ses :-)

6 uger er laaaang tid

Men vi bliver nødt til at vente 6 uger endnu før afgang, selvom jeg føler mig klar, og nu bare gerne vil suse af sted. Der er styr på det meste (tror jeg), og mørket, kulden og blæsten er nu ved at komme krybende både morgen og aften. Ingen tvivl om, at skoven nu er fantastisk smuk, klædt i efterårsfarverne, og udsigten over vandet ved Frederikssund om morgenen, med solopgang i baggrunden er heller ikke at kimse af, men efteråret er kommet for at blive, og senere inviterer det uomtvisteligt vinteren til at følge efter, og så er det, at jeg gerne vil være under varmere himmelstrøg. Og i år ser det ud til at lykkes :-). Hvordan det bliver at komme hjem igen, tør jeg slet ikke at tænke på. Den tid, den sorg.
Det svinder allerede god i brændestakken, og jeg har indtil nu oplevet én morgen, hvor bilen ikke ville starte.
Vinterstøvlerne er fundet frem og tage i brug på jobbet, og hue samt vanter ligger på spring i tasken og venter kun på en chance for at blive luftet. I dag gik jeg og lunede mig i den knapt så charmerende men dejlig varme "flyverdragt".

Det er bemærkelsesværdigt, hvordan mit syn på hverdagen pludselig har forandret sig, kun fordi jeg ved, at om 6 uger er det ikke længere hverdag.
Nuet træder i karakter på en helt anden måde, og bliver mere påtrængende...når jeg ved, at tingene ændrer sig lige om lidt. Jeg indprenter mig små scenarier, for på den måde at tage dem med mig. Alle de små trygge ting i hverdagen, som ellers bare er trælse trivialiteter; de får nu en anderledes og helt speciel plads i hukommelsen, så de kan drage med ud på tur, og være den kendte holdeplads midt i en ukendt verden.

Den mest markante og synlige forandring er dog min tomme kalender, der hænger på køleskabet og tigger og be'r om at blive fyldt op. Aldrig .... og jeg mener aldrig, så længe jeg har kendt til eksistensen af en kalender, er det overgået mig, at der har været 2 tomme måneder!! Så vidt jeg mindes heller ikke bare én, eller bare en lille tom uge. Det har ikke været en mulighed. Jeg er stormester i kalendertetris, og lader ikke en dag stå tom ret længe.
Men tænk..jeg nyder det faktisk! Når alle rundt om bordet hiver telefonen frem, og forsøger at finde en dato hvor alle kan, så trækker jeg bare på skulderen og siger: "Der er jeg ikke hjemme. Vi er ude at rejse". Og tænk Jer; den bliver godtaget uden spørgsmål og indvendinger. Jeg behøver ikke at forklare yderligere, hvorfor jeg ikke møder op; det er helt legalt at blive væk. Jeg skal ikke stå yderligere til regnskab, eller finde på dårlige forklaring og undskyldninger. Jeg kommer bare ikke. Så enkelt er det.
2 hele måneder, hvor der ikke er noget på programmet. Skønt!! Ingen forventninger, ingen forpligtigelser, ingen klokkeslæt noteret, og ingen aftaler der alligevel skal flyttes 20 gange inden de falder på plads, fordi alle andre (til stor irritation for mig) også planlægger og flytter aftaler konstant.
Forhåbentlig kan det være begyndelsen til at leve mere i nuet, og lidt mindre i fortiden og fremtiden.

Valget træder i kraft

Hmmmm ... meget tankevækkende. I dag på min lange vej hjem i bilen, kunne jeg med ét se sammenhængen, og forstod hvorfor vi netop skal af sted lige nu, og hvorfor tingene falder i hak (indtil videre 7-9-13..), uden de store problemer...For mig virker det pludselig indlysende, men ud ad til, kan begrundelsen måske se lidt fjollet ud.

I sommers sværgede jeg, at jeg nu ville til at tage aktive valg: tilvalg og ikke fravalg, som jeg ellers har overlevet på det meste af mit liv. Ikke længere leve med halve løsninger, og måske'er hængende i luften, men jeg ville vælge og stå inde for valget, og være glad for det, det nu engang måtte afføde.
Aldrig så snart havde jeg udtalt dette, før livet kastede et ægte dilemma i hovedet på mig, og jeg blev tvunget til at tage det sværeste valg, jeg hidtil har taget i mit liv. Det tog utroligt på kræfterne og gjorde mig syg, men jeg har siden hen været glad for den endelige beslutning, og er nu sikker på, at jeg gjorde det rigtige. Og det kan jeg sige med sindsro, da jeg netop baserede afgørelsen på et tilvalg: det lyder måske lidt mærkeligt og kan nemt misforstås, men jeg valgte min søn til!!

Og den færd, som vi er ved at begive os ud på, er netop, omend meget ubevidst, et resultat af, at jeg valgte Alfred til. Jeg glæder mig til at skulle bruge tid kun på ham, og tror på, at den oplevelse der venter os sammen, er et skulderklap og en anerkendelse af, at jeg for en gang skyld valgte til og ikke fra. Jeg har på en eller anden måde bestået prøven. Det giver i hvert tilfælde mening for mig, og en god fornemmelse i maven at tænke på, at vi nok skal gennemføre, fordi vi bliver hjulpet på vej. TAK :-)

Om 7 uger går vi ombord

Jeg har stadig ikke fattet det: om 7 uger lander vi i Kingstown i ca 25 grader og buldrende mørke, tager en taxa ned til havnen og går ombord på Grand Danois. Alfred ved endnu mindre hvad det går ud på, dog har han opfattet, at vi ikke er hjemme til vinter og slet ikke til jul.. Efter den første glædesrus, er det gået op for mig, hvor mange praktiske ting, der skal være styr på, inden vi forlader Danmark. Eller også er det bare mig, der som vanligt, laver et projekt ud af det.

Det vigtigste skridt i den forgangne uge er, at der er indbetalt depositum til skipper, hvormed der er sikret pladser ombord til os i de 2 måneder, som vi ønsker at sejle med.
Dernæst har jeg undersøgt, om man kunne afmelde børnehaven i 2 måneder, og dermed slippe for at betale, men den går ikke (går den så går den) :-) I givet fald, skal vi lave en reel udmelding af Alfred, og så håbe på, at der er plads igen i samme institution når vi kommer hjem, og det tør jeg ikke satse på.

Til gengæld er det muligt at opnå hvilende medlemskab af fagforeningen i orlovsperioden, så ansøgning er indsendt og imødekommet. Det gælder dog ikke A-kassen, som vil have fuld betaling hele vejen igennem.

Jeg har undersøgt, om der mod forventning skulle være noget forældreorlov tilbage, og sørme... :-) dagens glædelige overraskelse: Der var stadig en glemt uge + 1 dag tilbage, som jeg vil starte ud med 1. december.
Der bliver styr på de resterende dage i næste uge, når min leder og tillidsrepræsentanten gennemgår min resterende ferie / afspadsering, så jeg ved, om der er lidt løn at hente i nogle af dagene.

Vejhjælpsforsikringen udløber pr 1.1.2012, så ved at skifte til nyt selskab med start fra 1.2.2012, sparer jeg en måned. Det har alligevel hele tiden været tanken, at lægge hjælpen over til mit forsikringsselskab, så det er jo en god anledning.

Salsa er afmeldt i den pågældende periode, og jeg har fået en del af betalingen retur. Mange bække små....
Måske der bliver mulighed for en "ægte" salsa svingom til hede rytmer i solen ;-)

Der er bestilt kontaktlinser til hele perioden. Tænker, at det er rart at slippe for briller, der kan falde i vandet og som giver hvide striber på siden af hovedet :-)

Og så er der indmeldelse i skolen, som fra skolens side er planlagt til at foregå en aften i januar. Det kan vi jo ikke, så jeg er igang med en tidlig indmeldelse, så vi er sikre på en plads :-)

Jeg har bestilt valuta: East Caribien dollars.

Min største bekymring lige pt. er snerydning. Hvis vinteren starter lige så tidligt som sidste år, og er lige så snefyldt, så skal fortovet ryddes mindst én gang daglig, og det er jo lidt svært, når jeg sidder og drikker kaffe under en palme i Caribien.

Point of no return

Endnu en uge er gået, og vi er dermed en uge tætter på drømmen J.Efter utallige klik på tastaturet, udprints af mulige kombinationer, gennemgang af kalenderen og brug af lommeregneren, blev flybilletterne endelig bestilt (og betalt). Så nu er der ingen vej tilbage! Længe leve internettet!!

Men hvor gjorde jeg mig mange tanker og prøvede at tage hensyn til ALT! Man kan få det akkurat som man vil have det, men det afspejler sig i prisen, og den havde 1. prioritet... dog under hensyntagen til flere andre parameter:Rejsen må i alt ikke vare mere end 60 dage, så dækker forsikringen ikke, der skal være en fridag både før og efter vores rejse og nogle dage er dyrere end andre, så valget faldt på udrejse den 2. december og hjemrejse den 29. januar med ankomst mandag den 30. januar 2012.

Dernæst ville jeg undgå 3 ting: at flyve over USA (så skal man indløse visum), at skulle skifte lufthavn i London og at skulle overnatte undervejs til eksempel i London. Det var måske en ok mulighed hvis jeg fløj alene, men sammen med Alfred, skal rejsen helst være enkel og overskuelig.
Det havde også noget at sige, hvornår vi skulle hjemmefra, og hvilken tid på døgnet vi ankommer.
Valget er derfor faldet på 2 uafhængige rejser: først fra København til London og derefter videre til Saint Vincent over Barbados og tilsvarende på returrejsen. Det eneste springende punkt i den rejseplan er, at der på udturen kun er 2 timer i London til at hente bagage, tjekke ind og finde den nye terminal, men det SKAL gå! Ellers er der god til og tidspunkterne er fine.

Forsikringen er heldigvis også faldet på plads: efter først at have fået afslag på dækning af min alm. rejseforsikring, skrev jeg en mail, og spurgte om det nu også var helt sikkert, at den ikke dækkede….. og det var godt, at jeg var vedholdende (stædig)…...for jo: "den dækker i 60 dage" både Alfred og jeg og i hele verden. TAK!!

Vi har også fået det første skud vaccine. Alfred lagde først lår til, mens jeg holdt ham fast på mit skød og bagefter var det min tur til at smøge ærmet op, mens Alfred sad og knugede min hånd og stirrede betaget på sprøjten; jeg måtte kikke væk! Vi fik begge lov til at vælge en plastikdinosaur til trøst, hvilket hjalp betydeligt på smerten og humøret. Vi er heldigvis enige om, at man gerne må bande (for hulan også) i den slags situationer, hvilket også er en effektiv smertedræber.

Drengen er også blevet slæbt med i svømmehallen, for nu er det vist på tide, at han lærer at svømme. Jeg fandt vel nok det eneste begyndersvømmehold på Sjælland med en ledig plads (vi er åbenbart lidt sent ude), så nu skal vi af sted hver lørdag mellem 16.15-16.45 indtil vi tager af sted. Han gik til babysvømning for 5 år siden (tiden går hurtigt), men det var ingen succes; vi måtte ofte forlade bassinet i utide, for ikke at forstyrre hele holdet med høje skrig og gråd; det brød han sig absolut ikke om. Heldigvis gik det bedre i går, hvor han deltog i hele den halve time, på nær 5 minutter, hvor han sprang op af bassinet og løb ind for at tisse, under høje tilråb fra underviseren: ” Man må ikke løbe i svømmehallen!!” – men hvad skulle drengen gøre? Han skulle jo skynde sig J

Selv har jeg i løbet af ugen fået en introduktion til meditation, som forberedelse til rejsen. Hvis man i 2 måneder skal være sammen med 6 andre mennesker på en lille båd, tænker jeg, at man måske får behov for at ”komme lidt væk” rent mentalt, når man nu engang er fanget fysisk. Og det er ikke kun dér, midt i det Caribiske hav, at det kan være gavnligt at kunne sætte sig ned og finde ro, ensomhed og energi i 15-20 minutter. Også i hverdagen har jeg behov for at lade op, hvilket jeg generelt ikke har været god til at finde tid til, men efter min sygeperiode i sommers, har jeg, med min leders opbakning, haft fokus på, at jeg rent faktisk afholder min pause i løbet af min arbejdsdag. Så lige dér midt på dagen, er der dukket et hul op i en ellers fyldt kalender. Det gør en mærkbar forskel, at jeg får siddet ned i 20 minutter, får lukket øjnene og måske får en lille power nap. Nu sidder jeg ikke længere og nikker døsigt på vej hjem i bilen, til fare for mig selv og alle mine medbilister, og jeg har pludselig bare en anelse overskud til min søn, når jeg har hentet ham i børnehaven.

Inden jeg slutter for i dag, vil jeg gerne fortælle, hvorfor jeg har oprettet denne blog. Jeg er blevet spurgt, om det er en slags:” Se hvad vi skal!! Æv bæv.” Men det er det på ingen måde. Beskrivelserne er tænkt som inspiration til alle Jer, der måske har samme lyst, men holder igen fordi………….. Ja, der kan være så mange fordi’er, rems selv op. Måske bliver det lettere, hvis I ser, at det rent faktisk kan lade sig gøre for mig, der ikke har nogen som helst forudsætninger for et sådant projekt. Hvis jeg kan, kan I også!! Det er bare at komme i gang J. Forhåbentlig kan bloggen også lette vejen med hensyn til nogle af de praktiske gøremål inden turen… Brug den gerne som en slags checkliste. Jeg skal nok følge op når vi kommer hjem, og notere alt det, som jeg alligevel, trods de gode intentioner, havde glemt. Skriv gerne en kommentar og spørg ind, eller kom med forslag. Det må meget gerne blive en levende blog!

- Og så er der alligevel en skjult dagsorden. Jeg har erfaret, at projekter, ønsker, idéer, gøremål med mere, som jeg har i hovedet, oftest har godt af at komme ned på papir. Af en eller anden grund, bliver de mere virkelige og mere tilgængelige, og har dermed en større chance for at blive realiseret. Og endnu bedre er det, hvis det skrevne bliver delt med andre, så får det på magisk vis endnu mere vægt. Det virker nærmest som en kontrakt mellem mig og livet; et løfte som jeg ikke vil bryde. Det har været meget tydeligt i forbindelse med til eksempel nytårsløfter, der aldrig rigtig er blevet opfyldt, så længe de blot har rumsteret inde i mit hoved. Men dét år, hvor de blev nedskrevet og udvekslet med en veninde, dér kom de til sin ret, og fungerede som en ledetråd hele det efterfølgende år. Prøv det J Således minder denne blog mig om, at vi skal af sted, og at jeg nu har sagt det til hele verden og derfor også har forpligtet mig til at gennemføre projektet: Point of no return.